S_Punch_1880

190

Disse Mikroskop-Titaner, Disse kampoptændte Haner, Rød i Kam, med hvæsset Spore, Disse skvaldrende Kumpaner, Som i Læ a f Norges Graner Med Trompetstød Folket more, Eller vore Træge, sejge, flade, brede, Gamle , svedne Venstremand, Som har tabt i Stridens Hede Evnen til at gjore vrede, — Ikke Evnen til at kjede , Deraf har de nok igjen ; — Men som saa til Giengjæld ej Nægter sig den Fryd at nægte Embedsmanden, der maa fægte Frem sig paa sin trange Vej, Dyrtids-Tillæg! — Sligt er ægte Menigmandig , bondesejg Politik. — Men den er dansk, Ikke importeret fransk, Belgisk , hollandsk eller spansk; Ikke mer titan-gigantisk Transatlantisk Og romantisk . Nej, de Tider er forbi! Realistisk tværtimod, Realistisk i sin Rod, Realistisk i sin Kjærne! Vi gjør Bod Glad og gjerne For vor Zahle- Drachmanni. Feberen i vort tunge B lod, Paroxysmeme , hvori Folkets Hjerne Tumled om i Grundlovsværne- - Vrøvl og -Skaaler, os forlod. Nøgtern, støvet, sandet gaar Vejen nu — men paa det jævne. Ingen Stræben over Evne! Ingen Fare for at revne! E t Par lomm er frem hvert Aar Tinget naar. E t Par Love, knap at nævne , Folket faar. Immer langsam frem v i stævne. Imme r l angsaml er vort Mærke. Synes Du, at B j ø r n s o n s stærke Storthingslur har bedre Klang End Hr. S c h e l d e s glade Lærke- Sang iDanmarksSnapsTingsVang? Kjære Kristian paa Din Mine Synes Dommen jeg at se: Det en Smagssag er maaske ; Men vor Smag er ej den fine, — Heller T h o m a s N i e l s e n s Ble End Hr. B j ø r n s o n s Krinoline!

J{imbreve til Fætter Kr i s t i an i Nykjøbing. y\VU-

, , J ^ V *' -

.

Hører Kristian Du, hvordan Tordnen hist bag Fjeldet ru ller! I det frie norske Land Blusser S v e r d r u p s røde Brand, B j ø r n s o n slaar Gongong med Bulder, Lyser Svenskerne i Ban. — Vt — v i trækker paa vor Skulder. Al den Larm og al den Tummel Tordnen , Lynen, Galen, Rummel Fra os selv vi mindes kan. Det var den Gang som Gigant Chre s t e n B e r g sin Krone vandt , Den Gang var vorHimmel skummel, Hvori Magten skulde fanges, *— Ak de skjonne Drømme svandtl Drammen om desmaas — men manges — Herrefærd blev Løgn og Tant, Nettet brast—oh Sorg og Kummer! Ingen Hummer Man i Gamets Masker fandt, Men en K r a b b e — det er sandt. Det var den Gang! Husk blot paa, Hvordan Luften hed og lummer Syntes Varsle Om, at Bjerget skulde borsle; Blege Miner da vi saa, Runtom hørte vi de banges Lammcbrægen i hver Vraa: «Hvordan skal med os det gaa, Naar de store Bukke stanges ?» — Bukkene er bievne Faar; Mere kan der ej forlanges. I en to — tre — fire Aar Hornene, ja Hud og llaar, Løb de a f sig, Tordenvejret Skiltes ad og blev til Blæst, E l Par Skrald i Øst og Vest, — Knap a f Lynild saa vi Skæret. Derpaa a f den høje Hest Steg man ned, stak atter Sværdet Dybt i Læ ret Og tog frem den gamle Læst . Sig mig, Kristian, hvad er bedst ? Don Quixote-Færd med store Ord broder’t paa Silkefaner, Skyer trued’ paa hver Kant, I. A. H a n s e n Nettet bandt,