S_Punch_1880

178

Kalejdoskopiske Billeder.

Dog i de uhyre Summer Og i denne kostbare Skat, Som Dybet derude rummer, Kan ikke enhver faa fat. Thi kommer med Net eller Spader Som Skattegraver en Mand, Der i k k e slaar A s s e n s Plader, Saa bliver den bare til Vand.

'Cffenlig fBrevvexling. Hl Degteren og Politikeren (Qjømstjerne (§jømsoa. p. t. Norje.

\Ho! H o ! Deretes Velærværtig- [Åed, de kunne Undertcjncde nok ;ha drukken en røj Snaps , væ- ' rende heroppe et helt Mjødhorn paa, a Yælærværtiheden vilde ikke undlade a svare , naar gamle Fertignant tujede i Gjallerhor - i net fra Bifrost manendes Sam- [ me te la gi en Omgang i al Ven-

jvor Tid og Penge man grumt slog ihjel I «de f a t t i g e s D y r e h a v e » , Hvor Kalkbrænderiet gav Materiel Til diverse kalkede Grave, Der hæver sig snart over Sundets Spejl, Til Forsvarssagen indviet, E t nyt Batteri; man kan ikke ta’e fejl, Det er Kalkbrænderi-Batteriet. Bevidne det skal for en kommende Dag, A t vort Folketing stedse var villigt T il Ofre at bringe vor Forsvarssag, Naar, som her, det kan slippe lidt billigt. Det Fort tynger ikke paa Statens Budget, — De Venstremænd ere saa snedige; — Men Kalkbrænderiet kan nu gi’e Sujet Til en Kalkeballe-Tragedie. I V . V^ed Kalkbrænderiet er Sundet Beskedent, roligt og glat; Men i dets Dyb har man fundet

________ skavelthed, som Velærværtighed nar gori givendes vos sine gamle Begte i en ny Mondpring , immervæk formedelst Origenaliteten cerre- frøgtingyjendes , nemli med de Slij Velærværtighed har hat med a sætte bogstaverne om for a ingen annen en Velærværtighejens ejen glaje gemytlie Menihed kan falle paa a lese dem , og lisedan Velærvartihedens immer prisværdige Deplemaii, ikke trekkendes Degtet om *Da Norge ikke vilde hjælpe» rigtig op formedelst den gamle B is m a r k kunnendes nemt blie støt paa Mangsjettcrne i den Henseende værendes tilbojelig til at d a uj med Bagbenene i denne T ij , men Vnderteinede og alle di gamle gemytlie Asener og Vanedyr heroppe i Valhal slog ordentli Basseralle læsendes Velærvartihedens Begt til Ho l g e r D r a k m a n d . Samme havendes jo Noet tegoe hos Velærværtiheden havendes kaldt ham en „Høvding i Bardelaget “ og Bollerne værendes kommen paa Boret, tog gamle B r a j e Harpen ner a Knajerækken støvendes den a og stemmendes Strengene , songendes derpaa Velarvær lihedens Drapa om D r a k m a n d , sættendes ejen Melodunte dertil, og da han begønte om D r a k m a n d s Sange, der som en Kamplur knægge, knæggede hans Røst over som en Flaskehals a f ene bare Rørelse , hvoretter han gik over til at lade dem s i v e kælne gjennem Eer ved Strand fremkallendes glaje Minder i gamle Færtignants Brøst om Gammelstrand og Kanalen og Afløbs­ renderne, og alle di Btaaøjede , Naada l Velærvær­ tiheden kan skære sine Litorne paa, at Samme blussede som Tullepaner hørendes om "fauvnartig kærlighed hos vikinglængsel» ikke kunnende knuse den første Glose værendes ikke

En sælsom, underfuld Skat. Her findes ej graadige Hajer, Her tumler sig ingen Hval: Ikkun uskyldige Rejer Var Farvandets Kapital. • Før var denne Dybets Egn gold, Man baded’ sig kun deri; Nudølgerli’esomi «R h e ingold » Dens Mudder en stor Værdi. Man’ flytted kun tvende Kanoner Og strax var Trolddommen endt: En fire å fem Millioner Steg Vandet i Pris omtrent.