S_Punch_1880

171

paa Frederiksberg Morskabstheater Juni — Ju li— Avgust—Septbr. 18 76 . Det var i Hundegalskabens Tid. Hans Hund blev gal. Man fordrede den dræbt. Saa skød han Ham. Man tav forbavset. Han havde spillet Hagbarth i »H ag- barth og S ig n e lil », og nu var han paa Højden. Hvor højt han stod, kan bedst ses af følgende Brev, som han tilsendte Redaktøren af et Blad, der havde for­ dømt en scenisk Ven af ham: • Hær redag T ør? vil di haalle dæres kæft? Ællers skal jai sla dæres ansegt saadan ind i bodet paa dæm, at næsen skal stekke ud af naggen og tungen hæDge dæm nedad rykken — hvabbe- hager? Saa troer jai naak, den staar paa stæg, hvis di ællers haaller af bankekød?» III. At Brøndum har haft en stor og gjennemgribende Indflydelse paa Peri- koms Kunst, derom kan der ingen Tvivl være. Senere kom han under Paavirk- ningen af den ildfulde Cognak, der bragte ham paa « T h a lia *, hvor han med Held optraadte i » D e n sidste G a m m d ro m e r* . IV . For enhver, der har set Perikom, danner Farvespillet i hans Næse den spirituelle Maalestok for al— koholistisk Kunst; i denne Næse havde han lagt al den Sprit, paa hvilken han havde sat sit L iv ind. V. Han har fremstillet Drukkenskaben i dens mest vexlende Former. VI. Ingen, der nogensinde har set ham som den fulde Mand i »D et lykkelige S k ib b ru d », vil glemme det henrivende Udtryk, det salige Smil, hvormed han foredrog Romancen: •A ch , d u d ejlig e B ræ n d e v in !» VII. Saa kom han paa Bakken. V IH . Det gik ned ad Bakken med ham. IX . Til Slutning blev hans Væsen gelée- agtigt.

EDVARD BRANDSTOK: D A N S K E G J Ø G L E R E . P o r t r æ t s t u d i e r fra B a k k e n . Med Tegninger af Punch.

X. Men selv til det sidste stod han som en Helt — i Gelée.

F R E D E R I K L A N G H A L M .

Der debuterer en Klovn paa Bakken °g vækker uinaadelig Begejstring ved sit sig og gaarrabundus.Hvor- for? Det bar L a n g ­ Men senere

M I K K E L P E R I K O M .

^aar jes f°r m*g nævDer Navnet

(fr/ i

P ~ Spil.

^Vi*er^ oni> drager jT der en Række rede Snapse forbi min Sjæls Øje, Minder fra

(

/

/ m r a # : taber han

J JIIGSjir y(MT¥

h a l m oplært ham til! I.

jeg husker, at jeg husker, hvordan Snapsene hang ved Kunstnerens Læber, naar han gav en Omgang eller to. Je g mindes ham paa Tivolis Pantomimetheater og Vesterbro- theatrets Brædder, i Dyrehavsbakkens Telte eller paa »Thalias* ubehøvlede Planker. Je g ser ham, naar hans Spil som den slobrokklædte Aand i Panto­ mimen drog Alle i sin Tryllekreds, eller han staar for mig i »den grø n n e S k o v­ djæ vels • grønne Trøje med udspilede Vinger, lænende sig til et Træ, en rig­ tig Jon, hvis halvaabne Læber længes mod en Pommerans. Eller jeg husker, at jeg husker Perikom, naar han sejlede ned ad Gaden, idet Læberne memorerede Skjældsord, der intet havde med den omgivende Sværm at skaffe. Man vilde følge efter ham, men vovede det ikke. I. Der er kun lidt at fortælle om Peri- koms Liv. Efter en længere Ungdoms- kæfer, der sætter sit Præg paa hans Næse, hører han til de Ulykkelige, der ikke har til en halv Historie. 1 7 Aar gi. debuterede han uden Held paa Ve­ sterbros Theater som »Første Bjerg- aand» i « D e n fo rv a n d le d e Z igeu nerske» eller »G u ld k lum p en i B u en o s A ire s » . H . Perikom slog kun til, naar man an­ greb ham, han slog ikke igjen, før man havde slaaet ham, og han slog ikke igjennem før ved Somraerskuespillene

En Kokkepige, der i længere Tid har tilhørt Køkkenet, skifter pludselig Klæder. Hun, som vi have set med en lappet, sortsmudsket Kjole ved Køkken­ ilden, optræder en skjøn Aften paa Yalhalla og glimrer ved en rigt paille- teret, nedringet Kjole. Hvem skyldes denne Forandring? Langhalm har holdt hende frem! II. Der opføres et Stykke i et mindre Theater. Uagtet de enkelte Kræfter ikke alle ere udmærkede, hører man dog Sufløren. A f hvilken Grund? Lang­ halm har læst med haml m . Eller der spilles Komedie i Kalke- ballen; det er, ligesom Publikum selv spillede med. Sligt er man ikke en­ gang vant til paa vor første Scene. Og Aarsagen? Langhalm er blandt Publikum og bringer med sit Humør LiY i Sprøjten. iv. Han debuterede som „R id d e re n a f den bedrø velige Sk ik kelse“ i Stykket af samme Navn og gjorde Lykke. V. Han blev peben ud og gik fløjten. VI. Han blev aldrig Theatcrdirektor. VII. Længe leve Bjernson og Ibscn 1 VIH . Langhalm blev fortærsket. —

Stedse sanker Syndens Børen Paa sit Ho’de gloendes Kul, For nu sa’e Entrepenøren: «Gjør min Karstens I til Nul, Kan I spare alt jert Vræl, Saa beholder jeg ham selv!» Recensent, lad dig belære A f den Støtte, ej vi fik! Vil man Bøster vos forære, Hold saa Munden med Kritik; Spar den til de »Bøster*, som Der er Konkurrence om.

Mindesmærket fundet og forsvundet,

Der i Pressen ga’e den fø’ ste L ange kort og godt Besked: • L a ’e vos sla’e til denne Bøste Saadan, at den falder ned.» Og skøndt det var inte Ret, Gav han S tein paa Hovedet.

Hvor Anmelderne forlyste Sig og andre med Debat, Og sig' mangen kritisk «Bøste» Paa en Piedestal har sat, Var med K arstes og med S tein N ylig mange Ting i Vej’n.

. ,

. . .