S_Punch_1880

118

t

Men hvad der driver dem, man ikke véd, Er det en ravgal Atfcraa efter Ravet Og andre Skatte, Dybet har begravet? Eller en dybtfølt Trang til Renlighed? Ja, hvorom al Ting er, saa er det Skade, At altid gi’er de Havets Overflade, Skøndt aldrig fandt man Perler mellem Havskummet. Men ofte faar man til sin Julegrød Mælk, Som Bonden rearlistig kalder sød Mælk, Og somEns gode Smag dog finder — afskummet !

Fra L iterat u r e n s O v e r d r e v .

\ . £ _ -

Overlampepudserens Dagbog,

— XI. l|a , Svinet er for Real ismens Have Et nyttigt Kræ. Åf Kjødet, krydret halvt Hed. attisk, halvt med storbritanisk Salt Kan «Skolen» længe kristelig sig nære. I Rhytmer, der var næsten flæskesvære, Sang Schandorph, der er Skolens Et og Ålt, Snart om en Gris, snart om en arrig Galt; Men Søerne har Drachmano holdt i Ære. Og saa skal de som Verdens Børn hudflettes, Og af moralske Væsners Tal udslettesi — Hvo skulde tro, at Folk var her saa slemme, A t de tør sige, «Skolen» baner Vejen For Kjødets Evangelium her hjemme, Naar dog dens Ideal er Flæskestegen! — XII. Ail Havet gaa de alle sammen ned! *Det er saa stort!» har B j ø rns on sagt omHavet I sit «System«, det nye, han har lavet, Og Drachmann synger lydt ved Havets Bred. Slutningsreplik — B JØRN SON — Klemmelfe-Paftiller — Island — Sagatiden — Kæmpen H o l g e r — Panfer og Plade — Digterkonge — Sysfelmænd — L e o n a r d a — Ødemarken — Systemet — Tællelys — Yndlingsfaar — H e rm a n B a n g — S o f o d — Oprør — M a g n h ild — Ulivs- faar — Den evige Jøde — H e y m a n n . — ! ! ! ! D e t U t r o lig s t e ! ! ! ! — Studenten sad om Morgenen paa sit Kammer og læste •Leonarda» med en Iver, som var en bedre Bog værdig. Efter den store Scene meilem Hagbart og Leonarda i 3die Akt pavserede han lidt; og i hans Tanker omformede samme Akts Slutningsreplik sig saaledes: «Det, Bjernson ikke har skrevet i de senere Aar, er mere værd end A lt, hvad han har skrevet.» Han tænkte videre paa Bjørnsons urolige Faren fra det Ene til det Andet, fra politiske Kandesteberier til poetiske Brøndboringer o. s. v., og ved et Spring i Tanken udbrød han: «Bjørnson skulde bare „L y k k e n s K a l o s k e r . “ V e x le n d e U d flu g t e r . I V .

O n s^ g i"' F r e m m e de (L’Etagére) af D ym a oversat af Snedkermester' Ørnberg, Meblemangefc i tredie A gt af Severinabrabams til Benefice for Fru H o lst; Som man ikke saa strax men en lang Passiar af gamle Gartner Sivertsen fra Sivertsens Døttre og Jechum , der var rigtig, gode Venner og snakkede om gamle Dage, hvorpaa Fru Borcbsenius kom ind; Og var ulykkelig; fordi bun skulde fra V a t; Og til Annersen; Og Stigaard søgte at trøste hende med at det var ikke saa slemt som hun troede; Hvad han jo kjendte af Erfaring. Hvorefter vi blev ind­ ført i det fraaske Samfunds højere Lag, nemlig foruden Jochum og Gartner Sivertsen, Fru Markise Jullelumby- langehansen, Fru Baronesse Rosenstand, Hertug Wulff Baron Helemann, Grev Pio, Banquier Jansen og hans Banquise Fru Wulff med Flere; Som drak Thee og snakkede Ondt, om de Fraværende; Som var Fru Holst; Der ikke var bleven færdig med sit Toilette endnu; Hvor­ over de Andre var gale i Hovedet; Og vilde ikke bave Lykkens Kalosker!« — Samme Morgen iaa Dr. Le- wison i Sengen endnu fortumlet af den Klemme, han for kort Tid siden havde været i ved Morgengnavets Gitter. Han havde just taget to Klemmelse-Pastiller, da hans øjne faldt paa de famøse Kalosker, der med E t til hans store Skræk foer lige op i Loftet og forsvandt, — Akkurat den selvsamme Morgen sad Bjernson oppe paa sit Herre­ sæde i Norge ved sin A rn e og saa ud o v e r de h ø je F j æ id e. Paa en Gang øjnede han et mørkt Punkt i Luften, der kom nærmere og nærmere og blev til et Par Kalosker, der stillede sig ved hans Fødder. Nu er Bjørnson jo ikke blot ligesaa klog som andre Mennesker, men efter eget Sigende endogsaa betydelig klogere; og han kunde da nok begribe, at Kalosker, der paa denne Maade kom flyvende, maatfce være Lykkens Kalosker. Han sagde derfor kun: »Det var bra’ det!« Saa tog han dem paa og skulde just til at ønske, da hans Tjener kom ind og meldte, at Solen lige vilde til at skinne i Haven, hvis det behagede ham. »Den faar vente!« sagdSkalden, og Tjeneren gik. — »Nu, véd jeg, hvad jeg v il,» sagde Bjømson, »jeg vil tilbage til det gamle Island i Sagatiden!» Og saa var han d e r .--------- — — — ----------- — — — — — — — Der var meget Folk nde, ja endogsfoa to Mæn d o ppe p a a et P a r S k i , for at se Nordmanden Bjørn, en vældig