S_Punch_1879

87

eaa nær som jeg havde tænkt, fordi hnn i denne Tid er fnld af Bajer i Folketinget som forsvarer Kvindens Formuesrettigheder saa mandig ogPetrine har jo de to Hundrede Kroner, hnn arvede efter Tante Jane og som hun vil have fri Raadighed over nu fordi hun siger, de er selverhvervede ved alle de Sofapuder og Skamler hun har maattet brodere til Tante Jane medens hun levede, og nu maa jeg sige Farvel søde Fru Schrøder, for jeg skal hjem og læse Sørensen i Middagssøvn i Dagens Nyheders Fraklipningsfeuilieton og jeg var lige kommen til det Sted, hvor Marie saa paa Max med sine store blaa, mørkebrune Øjne, saa jeg er jo grulig spændt paa, hvordan han kunde holde det ud. Farvel og Tak for Kaffe søde Fru Schrøder. Over lampepudserens Dagbog

Tronen. Frøken Holter var saa god at ville tilbyde hende en Plads i sit Blomstergartneri mellem alle de lq'ønne Blomsterpiger. Men det var hun dog for storagtig til. Helsengren var heller ikke rigtig net mod Blomsterne og vilde have at vide, hvad Andersen gav dem i Fø. Og Frøken Olsen; Der er dejlig og gem ytlig; Sagde, at de levede af Luften. Som er daarlig Føde især i Kasino; Paa Grund af Ventilationen. Saa blev han til Straf gjort til en Prins af den oldenborgske Stamme; Og forduftede. Hvorefter vi kom ned i en Bjerghule. Der sad Knoblauch. Først trode jeg det var Troldmanden fra Tivoli, Hr. Busholm senior, men da han begyndte at deklamere, kunde jegstrax mærke; Hvem det var. Og han og Frøken Betzonich skiftedes saa til at sige Beghs Vers: Og de var glimrende og mindede om en blomstrende Eng; Med Rimfrost paa. — Prinsessen maatte saa trække i Æ sels­ skindet og Helsengren kom ind og bley gjort Løjer med Og forduftede. Saa kom der en Mellemakt som varede et Aar og hvorefter vi var ude paa Landet og Prinsessen kom i Æselskindet og vilde gjøre Nytte. Men der maa Nogen have sat Utøj i Skindpelsen for hende der. For Fru Møller var skindsyg, paa hende; Og sjikanerede hende men jeg saa ikke rigtig paa den Akt; Fordi Malle var saa ulykkelig over Sangen-Berg; Der havde faaet Lidt i Hovedet. Og var usammenhængende. Saa jeg maatte trøste hende med at det gjorde ikke Noget, da det jo nu var Mode, ialtfald Mands-Mode at gaa med saadan en lille H at; Og man kunde godt blive en stor Skuespiller; For det. Hvorpaa vi kom i Kongens Bageri, hvor Frøken Lærke trakterede med varme Vafler. Og Madsen med Vrøvl. Og Helsengren kom ned i en Postej, og blev puttet i Ovnen; «Nu staar den paa Steg!» hviskede Malle, hvad jeg fandt var upassende, fordi hvis Bøgh havde hert det vilde han være bleven misundelig over at han ikke selv havde hittet paa den. Je g har glemt at fortælle, at Fru Rikke Madsen, som vdr Bjerg alf i Folioudgave var den som satte hele Maskineriet i Gang og at Frøken Sjakt gik og bed sine Negle og fik Skjænd af Nøjmann; Derfor. Og saa fik Prinsen Prinsessen og Frøken Betzonich felev af med sit Skind og Sangen-Berg blev ædru. Og saa endte det Hele med stort Tablo i bengalsk Ild. Som jeg aldrig har set saa smukt før. Undtagen hos Renz.

fortsat af lians Datter.

M a n d a g d. 3 d ie M a rts . Jo m fru Æ selskind. Je g holder nu saa meget af Andersens Eventyr, baade af H. C’s og af Theodors; Paa Kasino. Hvorfor Malle og jeg turede derhen i Mandags; Med Kager i Lommerne for at holde ud; Som man maatte. Det begyndte med, at man var i Monetien. Eller Myntergade. Hvor Hyltoft var en Gammel- Monetier som var Konge; Og skikkelig; Men ikke ære­ frygtindgydende. Hans Datter var en Lilie af samme Familie og Prinsesse; Men desuagtet ikke med i Dyre­ beskyttelsen, for hun var ond baade imod Æselet og imod Bøghs Vers, som hun hakkede Fødderne af. Hvorfor hnn heller ikke fik Hertugen ligee-traz. Men blev stødt; Fra

Den Prokurator faa forbløffet Paa Bondens ftore Appetit:

En Kontraktspiser.

H vi fjunges altid om Spartaner, I hvem den forte Suppe gled? E r ikke vore Nutids-Daner Forfarne udi Nøjfomhed? Behøve vi maalke Exempel Paa mærkelig Fordøjelfe? Nej, vi har Folk, fom fpife Stempel- Papir med ftor Fornøjelfe. Idet jeg træder frem fom Barde, En Bondemand jeg fynger om, Som nys kom ind til Byen V a r d e : Han havde iblgt fin Ejendom ; Kontrakten, vidfte han, beroede Hos Prokurator den og den, Og da han var et fiffigt H o’ede, Saa gik han lige ftrax derhen. Da K jøberen er Bonden fkyldig En mindre Sum, vil denne fe At faa Kontrakten gjort ugyldig. Han faar den da, men — Ak og V e ! Nu viler han fig helt forslugen, Han tygger den og fpifer den: Han véd, hvad der er gjemt i Bugen, Det faar man vanlkelig igjen.

Han aad, fom om det var en Boeuf, et Nedfkrevet Navn ! Det gik for vidt! Nu Prokuratoren ham anfaldt: »Tror Du maaike, at mit Kontor Skal være en Befpisnings-Anflalt ?» Saaledes lød omtrent hans Ord. Men Bonden vedblev ufortrøden A t tygge med Begjærlighed, Han maatte slide haardt for Føden, Før han omfider fik den ned. — Skøndt meget gjeme jeg fouperer Ved vel befatte Borde, véd Jeg dog, at det Enhver generer At fpife Spifefedlen med. Held Dig, o Fædreland! Du haver Saa gjæve Sønner til din Vagt, Der har faa ftærke Strudfe-Maver, A t de kan fpife en Kontrakt. Selv hvad der ikke fmager Tyrker, — Blandt hvem der dog er ftørre Nød

Gaar i den danike Agerdyrker Saa let, fom det var Smørrebrød