S_Punch_1879

79

hinne fordig hun renner paa Isen med en Kardet og har fattet og tlaaen »in Næse taa nu er hun grim. Din hengivende \ i har faaet en grinagtig Hunnevalp hjemme og K r e s t o ff e r har mulet mai fordig ja i ville igge halle Biæg i Hr. S h u t t e r u p s nye Hat , men ja i viUt igge fordig , om han osse er herer , er han dog et Menske liesom vi og hade igge gjort mai Noget i den siste Ve. Skoleloven.

Thi trods den vrede Ch r e s t e n Rex, „Den kommer dog igjen, den Hex“, Og gaar endnu igjen som Spøgelse TU Hø jmarks Gru og T a n g s Fornøjelse. Og saadan vU den hele Sag Nok trække ud til Dommens Dag; Men, at vi saa vil bedre Skoler faa, Er det dog ikke værdt, vi stoler paa. Overlampepudserens Dagbog

E i n a r Jørgen se n.

fortsat af hans Datter.

Det gam le B u s,

S e n d a g e n

d. 2 d e n M a rts .

M ands M od og Sjan ettes Brolop. Det gamle Hus synes jeg ikke om; Fordi Olaf er ikke nær saa morsom, naar han er rerende; Som naar han ikke er det. Og gaar og klyuker ove-r, han skal ud af det gamle Hus, og ligner Petersen, da vi selv skulde flytte her over fra det gamle Teater, Som han nedig vilde ud af, fordi han nu en Gang var vant til det og kjendte alle Rotterne; Personlig. Og Olaf smitter Freken Sørensen ogJerndorff, saa de bliver mere og mere rørende i den franske Stil, der dog er bedre end den tyske; Formedelst den er kortvarigere. Og de Eneste som til sidst længtes efter at komme ud af det gamle Hus var Publikum og de klappede; A f Glæde da det var forbi. Som de gjorde Ret i, fordi det er tragisk at se Olaf som et gammelt Hus, hvor der har været Ildebrand i, men dog ikke er forfalden; Som i «M an ds M od«, hvor han har Beværding; I Kjælderen. Petersen gaar hver Formiddag og snuser rundt i alle Kjælderens Kroge; For at finde det Anker god Vin, de taler saameget om, men har ikke fundet det endnu. Og bliver «Mands Mod« ved at gaa bliver Teatervinhandleren en rig Mand. Og Marchan diserne i Byen har ogsaa god Fortjeneste; A f Sjanette. Naar Sjang gaar Bærsærke- og Stolegang og slaar Møblerne i Smadder. Saa vi har ondt ved at Bkaffe trebenede og ryggesløse Stole til Veje. Petersen siger nok, det kan blive godt en Gang endnu; Med dem; Som jeg ikke tror, fordi Komman­ danten har strøget deres Aftensmad af Spisesedlen. Og Olaf og Freken Skov faar ikke noget, men maa nøjes med Klap. Og Fe. Og velvillig Omtale i Aviserne; Og i Dagbogen.

Nok selv en Skole gjennemgaa, Og det er tvivlsomt, om den slipper Fra Folketingets Skær og Klipper, Hvor den i Tidens Løb saa tidt Har sørgelige Skibbrud lidt, Hvor aldrig den sig klare kunde; Men gik med Mand og Mus til Grunder En Gang med glad og frejdigt Sind Den kom i Folketinget ind, Hvor, som Alverden véd, hver anden Tilhører Skolemesterstanden. „I sligt et Selskab“, mente den, „Blandt alle disse Skolemænd Man nok mit Ønske vil opfylde Og sætte mig paa rette Hyldel“ Det skulde den dog ikke sagt, Thi den „bevidste Folkemagt“, De Herrer B o j s e n , Berg og Zahle^ Yar ikke til at faa i Tale, Men sendte den med Fynd og Klem

Paa Stedet neden om og hjem Til Udvalgsormenes Fortæring, Og H a l l tU Varsel og Belæring. Saa gik det til en Tid, til den Til sidst opdaget blev igjen,

Da nnder F i s c h e r s Regimente Den havde bedre Kaar i Vente; Dog trods den vennehulde Tang Gik Sagen atter Kjødets Gang, Man til et Udvalg lod den styre hen, — Hvor der dog knap blev Tid at myre den.

Opløsning paa sidste fiebus: „Et godt S t y k k e Me l l emf læsk . “

Ud g i v e r

C. S i m o n s e r r