S_Punch_1879

63

tages, især ønskes Vinterfrakker, selv om de ere gaaede fra Foret, ligesom enhver Paletot modtages, helst med Opgivelse af, hvilken Tot den har tilhørt, ligefra Palle Tot til Per Tot. 6 ) F o d t ø j , baade fra dem, der har væretpaa Støvlerne, og fra dem, der er kommet paa Sokkerne, dog modtages ikke de, der er altfor forsaalede, ligesom umage Strømper stoppes. 7) Gode brugte Exemplarer af gamle Bøger. Skolebøger kjøbes ikke. V e j v i s e r e n fra iflor tages i Bytte mod den fra i Aar. Abraham, Isak & Jacob. Hatteeen, Fonline Vendekaabe, Kaskjetmager. Dame&krædderinde. Horten Endelave, Lappeskrædder. Overlarnpepudserens Dagbog

det alligevel; Og romantisk. Det gjorde mig for Resten ondt for Jæ r n d o r f f , fordi han gaar fra et og bliver bange for S o fu s P e t e r s e n ; Hvad man nok kan. Og jeg synes Suffløren knnde gjerae bave hjulpet lidt mere paa ham;: Fordi det var uhyggeligt at &e bam staa og stirre ned i Snfflerhullet saalænge og ikke kunne hitte paa Repliken fer Petersen er væk, Malle paastod, at Banditz ogsaa havde skrevet * B a n drik ker »; Og at det lignede «Mandsmod». Hvor de ogsaa drikker. Til den store Guldmedalje. Som de dog ikke faar men Sjæfen har nok indstillet Bauditz hos Krigsministeriet; Ti* at faa en Krigsmedalje, fordi han viser i Stykket at en Løjtnant ikke kan være bekjendt at tage mod Ubehageligheder; Men trække fra Læ ret; Og duellere. Petersen der var nede i Kjælderen for at arrangere det med Duellen og være Sekondant, og slaa Sablerne mod hinanden; Saa det klirrede; Siger, at det er egentlig ham der leser Knuden og er Stykkets Deus Exmakina som er det latinske Ord for en Maskinmester. Men kunde ikke komme ud af at lade det hviske i Lindens Blade. Angaa- ende Prebens Fejghed; Som han siger, de maaske kan gjøre udenlands, men ikke bos os. Skendt da vi havde L in d e her, blev der saamæn hvisket meget i Bladene; Om B e r n e r . Men nu er vi ude af Øvelsen med Sligt Petersen gik bagefter i Krumkagen og kom hjem sent og gav Rosenkilde i Stykket inde i Sovekamret ganske livagtig, Men han vidste ikke af det selv. — Sjannettes B relo p p gik saa som Andendagsbrelopp og kunde gjerne kaldes •Ægtemands Mod« for det er det Olaf mangler; Heri, ligesom Jærndorff i det forrige Mandsmod. Og Freken Skov nattergalede saa det gjenled i hele Huset. Og det blev som et Nattergalehus; Med Klap, Men hun og Olaf dandsede ikke; Som i Sendags.

fortsat af hans Datter.

O n s d a g d e n l"2 te . af S o p h u s B a u d it z og Sjan ettes B re lo p p . Je g tænkte nok at der vilde opgaa en Kvist af Ambrosius Stub og gid der var Millioner paa Kvisten-, Som der næppe er, men kjent er « M a n d sm o d »

Melampe eller sn militær BegraveisesMstorie,

M ed Sorgens Klagelyd og Graad Jeg Rønner frem hver Jam be! T ilgiv, om Sangen bliver vaad, T h i d ød er n u M e l a m p e I H al Græd, i Hytte fom i Borg! E r nogen Jammer værre? Dens Herre bar nu Kammerforg, For han er Kammerherre. - Den Kammerherre var bekjendt Blandt Ariftokratiet, Som Chef for 2 det Regiment A f Felt-Artilleriet. At slig en fornem Herres Hund Maa dø, — det er faa tungt et Forlis, at hans Foritand en Stund Kan itaa paa Fryfepunktet. Han kalder til fig næfte Dag Tre Kommandérfergeanter, Fortæller dem den hele Sag, Og Sorgen fig forplanter. H an bød. dem gjøre Alt i Stand, Saa Moppen blev anftændig Begravet og en Bedemand Slet ikke blev nødvendig.

Som Sørgemarikalk mødte da En Stabsfergeant, og trende Konftabler mødte ogfaa, — ja En Færfelsvogn og tvende Par Heite, forte fom et Kul, Var ogfaa bleven tilfagt: M e l a m p e ikal nu i fit Hul, —* «Frit baaren ned og tilbragt». T il Kammerherrens Have fom Skal gjemme Hundens Refter, Omlider Sørgeikaren kom,. Dog var der ingen Præfter, Og da M e l a m p e s Grav er *klar» Den fænkes ned i Graven, Saa Kammerherren fiedfe har E t H undehul i Haven. T avs Riller jeg min Lyre hen1 Nu er den floromvunden 1 M e l a m p e faar vi ej igjen, — I Hundene gik Hunden. En TrøR vi har, idet den der Og ofrer Livets G od er: At den med militær Honnør Er gaaet i fin Moder,

Tragisk Epos, fkrevet: cpaa Søen, maar den ikummer vred».