S_Punch_1879

38

Venner i Nøden.

Hr. L a r s e n har altsaa kun brugt sit Blæk Til Venstres Tarv, tør vi mene: Man kaster jo ikke sit skidne Vand væk, Naar man véd, man faar aldrig det rene.

Fru Sørensen. Tak jeg har endnu en lille Sjat, søde Fru Schrøder og det er sandt, det var det jeg kom herop for at fortælle Dem, at De da for Himlens Skyld ikke maa tro, at Sørensen og jeg lever i Uenighed, og skøndt jeg yéd, at De ikke fortæller en Stavelse og at jeg fuldstændig kan stole paa deres Distraktion i saa Henseende, saa kan der dog saa let komme Sladder omkring i Byen, hvad jeg ikke kan udstaa og nu er jo alting godt mellem mig og Sørensen og vi lever sammen næsten som i vore Hvedebrødsdage og gammelt Hvedebrød, véd De jo, kan ogsaa yære meget rart især med dygtig Smør paa og det gik saadan til at en Dag, medens jeg og Sørensen endnu var lidt knubbede mod hinanden saa gaar jeg med ham ind for at kjøbe en Lampekuppel til vores Bordlampe og deD tager Sørensen i Baglommen og dermed gaar vi ned ad Vimmelskaftet og det var i de Dage, at det var saa glat paa Gaden og jeg gik netop og vrissede lidt over, at Politiet ikke kunde passe paa at der var strøe Aske paa Fortovet og Sørensen, der altid er god Borger og Ordenens Opretholder, spurgte tem­ melig baaniig om, hvor jeg vilde skaffe al den Aske fra naar man ikke vilde inføre Ligbrænding og strø sine Forfædre omkring paa Gadehjørnerne og des­ uden paastod han, at skulde Politiet paase det og nmlktere Alle der ikke strøde Aske saa vilde Fattigkassen blive ligesaa spækket, som det Kongelige Teaters Kasse efter Ambrosius og det passede sig ikke for en Fattigkasse, og desuden var det ikke Andet end Skaberi at her var glat og vilde man blot passe paa, kunde man nok naa belskindet hjem. Og ligesom han siger det, saa dratter han saa lang han er, eg jeg syntes ordenlig eet kling­ rede i Brostenene, men ban kom dog ligestrax paa Benene igjen. „Det var saamæn godt Din Ryg ikke var af Glas lille Sørensen]“ siger jeg. „Men den v a r jo af Glas!“ siger Sørensen og bliver ganske bleg og saa husker jeg paa Lampekuplen og blev jo gyselig angst for, skøndt jeg var vred paa Sø­ rensen bunde jeg dog ikke taale at tænke mig, at ban skulde faa saa bedrøvelig en Ende og forbløde sig her midt i Vimmelskaftet, saa jeg fik ham i en

iJer findes en „Avtor“ af den Slags Folk, Som „hæves til Ærens Top“ kan, Udødeliggjort er han bleven som Tolk Og Defensor for salig T r o pma nn . Ved S ø n d a g s s p r ø jt e n i Aar og Dag Som Leder han stod, nota bene , For ellers er Høvding just ikke hans Fag; Hans Plads er blandt „de gemene“. Til M o r g e n g n a v e t ved noble Træk Han knyttet med stærke Baand er, I Tidernes Løb han blandede Blæk Med „Organets“ beslægtede Aander. Og hvad man ej turde være bekjendt Selv i dettes villige Spalter, Det gav man Hr. S ø r e n s e n som Referent Og Korrespondanceforvalter. Til Gjengjæld derfor staar trolig ham bi Hans Venner i Morgenbladet, Thi nu slipper Fyren nok ikke fri For at komme i Fedtefadet. Til Folkets Avis en Artikel han skrev, Hin Ædling fra S ø n d a g s p um p e n , Forvaret til Dommens Dag den blev: Hvor Skæbnen dog kan være lumpen! Derfor man klager sig som besat I SocicU-Demoleraten, Derfor tager Redaktør La r s e n fat For at hjælpe paa „Kammeraten“. Hr. L a r s e n sætter som altid Lid Til, at ingen ham stopper i Farten, Og haaber, at hans Klient bliver hvid,

Haar han sværter Kontraparten. Det stakkels udskyldige Offerlam

Med „Martyren“ vist snart følge Trop kan, Hvorfor være mindre human da mod ham, End han var mod salig Tropmann?