S_Punch_1879

414

Hvad der laa om Smørret. J o c h u m s e n havdø travlt,

Mester Ole Christensen.

juletravlt, og var i det møst straaiende Humør, og ikke blot Jochumsen var i godt Lune, hele hans Butik havde i Dag antaget et jovialt gemytligt Præg, som var i hej Grad velgjørcndø. Svinehovedøroe laa og blinkede polisk og gri­ nede over til Gæssene, der hang paa Væggen og’ gjorde sig Umage for at parodiere unge

•

Damer, der blive engagerede til Borddans, fede Medi­ sterpølser laa og rallede sig sammen paa Fadet, som om de tog sig en Middagslur i al Ko og Mag, medens Osten, der stodved Siden af, havde alle sine store runde ■Øjnefulde afTaarør, fremkaldto ved Jochumsens utro­ lige Spøgefuldhed. Jochumsen trak Punch hen i an Krog, og idet han gav ham en Lap Papir, mumlede han hemmelighedsfuldt: «Dassavisen — stor Leverance — af Ænder —• brillant!» gav derpaa Punch et rigtig fedt Dask paa Skulderen og forsvandt i det Kjælderdyb, hvor hans Skatteliggø skjulte. Punch var utrolig nysgjerrig, han døj hjem, væltede tre Bybude, to Barne­ vogne og et helt Regiment Åmagerkoner paa Vejen og ankom aldeles aandeløs til sit Hjem. H er kylede han Sæørklumpen i Hovødet paa Kokkepigen, for ind i sin Stue, kastede sig ned i sia polstrede Lænestol og hen­ gav sig til den mest intensive Nydelse af den med­ bragte Lap. øverst i Hjørnet stod D ag sav i s en, og* det Hele lod til &t være ©fc Udkast til en Kritik over Julelitera turen. Den lød saaiedes : „ j Det ung e D anm ark' 1 , JEhi af vore. Realistisk! Helten Fritænker — Bravo! — Præsten Skurk, ud­ mærket! Zolaisiisk hisi og her — saa meget desto bedre. Roses ubetinget. Unge Bage . Smæk til de Nationalliberale! Bogen dur ikke videre, nten roses — rose s natur­ li g v i s. Fem F o r t æ l l i n g e r af Samme. Ligesaa. R e a l i sme og R e a l i s t e r . Rer man Bang er min gode Ven ■— hm hører til „de Unge* -—' Ro se s . F r a Studiebogen. Top — om Forladelse! Jason bliver' rost af Bang, som til Ggeagjæid roses . kos Jas •— nej hos Topsøe, roset' jeg Bang , maa jeg ogsaa rose Top — om Forladelse Jason. Jeg kan ellers ikke fordrage ham , men vi lader, som om han er en af vores FoUc, saa faar man Respekt for' Skoler*. Ro ses ! Drachmann. To Bøger — Heri Radikalisme — Alle Morgenbladskjælderversene —~ og Bille levende fiaaet. Hurra! Roses med fede Typer'. Jeg skal tale med Henriques dyerom, det er ham, der giver Bladet sin „Farve*. Vi k ing eb lod af Holm Hamsen. Det lader til at blive min eneste Pølse i denne Slagtetid, men det er ogsaa en Blodpølse, oven i Kjebct en Vikingeblodpølse.

Mod vor Armes Befaliugsmæad Han brugte brav ain Lunge. Hans Talø gik til Marv og Ben, Saa Gade-K j ær og Kende-Sten Gav Gjenlyd af hans Tale. De Højremand gik spodske ind Ålt paa dc høje Stole, Og dobbelt ivrig udi Sind Da prækede Hr. 01 e. Han præked om de bløde Skind, Hvori man prænter Mandstugt ind I Kjøbenhavns Kaserner. •Ja der,» saa lød hans hvasse Ord, •Skal Hevidsmænd man finde, Evori der ej er mindste Spor Åf Mandsmod udi Sinde. Men .søm er lige .strax kp.£Ut, m er Gang es kjøbenhavnsk itakrsk Blot drikker dem ©u Skalle. Med Lussinger man bedst faar Skik Paa Hærens Korporaler! Man raader Bod ved Skalle-Drik Paa Disciplinens Kvaler! Højskolerne trindt i rort Land Skal Kursus heri faa i Stand, Saa skal vi se, det hjælper!» Og der kom Bud til Tingets Gaard: Nu gjælder det, Hr. Ole! Et dygtigt Tak for sidst du fimr, Derpaa du trygt kan stole. De Underofficerer kom, Og bad for Landets Lov og Dom Med Klage frem at. træde. •Nej, ellers Tak, den Spøg er grov Og gjer slet intet Gode! Vi Venstremand bør frit ha’e Lov At give E'olk paa Ho’ede, I Fald vi skulde Ansvar h&’e For hvert et usandt Ord, vi saæ, Saa var vi net levered’ !* Hjem ginge de Befalingsmand; Til Doras var spærret Vejen. — En Domstol har de kun igjen. Og den er Oles egen: Hvor kort Proces man gjerne fa&r, Og Dommens Kjerne-Punkt bestaar Fornemmelig i Skaller.