S_Punch_1879

410

Ved Afskedstimen.

— Erkjendtlig mindes vi hin Raceftrid Imellem « F a r a o » og jødedrengene. V i mindes SECHERS Rkd, det al Tid vaafende, Og E h l e r s , der flod ledig mellem Baafene. ja, lad os føge Trøft i disfe Minder, Naar Aaret, fom har ikabt dem, er ej mer, Naar det, lig Folkebankers Mønt forfvinder, Saa ikkun Tomhed for fit Blik man fer. — Maaike det nye Aar, fom fnart oprinder, A f Tegn o g Under bringer endnu fler, Saa Z a h l e fes i Pagt med B r a n d e s træde Til vor og til det unge Danmarks Glæde.

'A\ v

. . .

! ¿ y & A J k v

Et Redaktionsmøde.

Redaktionen saml odes for­ leden Aften for øfc fejre'Å areis j | sidste Nummer, som stod på« Stabelen færdigt til at Søbe af. Man stillede denne Aareis lille Sildefødning midt paa Bordet, og efter at baads dens «For­ side«, dens «Bagside» og dens «Indvendige* var blevas til- bør!igøn eftersete, tog D i r i .

A lvo r rart o g hyggelig* endog man bor Paa v o r Pianet, d es v æ rre d ag lig fe vs, A t ingen Glæde her kan v are evig. Men hver en Gjeniland, liden eller flor, F r a F o lk s T aa lm o d lg h e d til DRACHMANNS O g til Viktoriapresfen, fom h an jfkrev i, Kort alt i denn e Verden h a r en E n d e : J a «L e o n a r d a » faar end ogid a tv end e. Man derfor ej kan undres ved at fe D et femme Skæbnens tunge Lod befkaaret D en Del ai Tiden, fom man kalder Aaret. D et maa forlade os, trods Suk og Ve, Og enten vi faa græde eller ie, ja , om dets fidite Stund man trak ved Haaret Å f al fm Magt, endda man ikke trak’ea Over det fidfte Blad af Almanaken. Snait har det gamle Aar fit Levned endt, O g derfor har vi Grund at førge faare. Snart ilaa med Sorg vi ved dets forte Baare Og tænke paa, hvad i dets Liv er hændt, V i orre det en flille Vcmodstaare, Thi det har mange gode T ing os fendt. D et forged' for at vi fik hvert et Nummer fuldt, Derfor er Afikedsøjcblikkei kunimerfukit D et fkafted' os hin 3 d i e j a n u a r , Hvor den «bevidile Magts paa VaJgtnbuneme Forvilded4' fig i Halmen ud fra Dynerne, O g E s t r u p fta k m ed Klør ALSERTIs Spar ; D et to g Kuløren lidt af Foikefyneme, Saa C h r e s t e n B e r g medgjørlig blev faagar; D et vclded’ TAUBERS Fald, Korfø'rbaliademé, f -:noribeviilingen og A s fe nspladerne. V i mindes Jubelfeftens g lad e Tid, Da R ic h a r d , P loug og D rachmann ftog paa Strængene. Sidft nævnte fandt den lorte Skole hvid Og mente, til en rød vi mer var trængende. Ord

u: X ? \L v

- genten Ordet. Han vilde kaste et kort Tilbageblik over det for­ løbne Aar. Det var i alle Henseender nærmest et Middelaar, snarere over end under (Her!’. Abonnen­ terne, saavel de elskeliga naive som de mindre elske­ lige kritiske, havde iroiig fulgt Trop og ydet do for­ nødne materielle Subsidier. Med Hensyn til Medar­ bejderne kunde han des værre ikke sige det samme (Bevægelse). Ja det var sørgeligt, men alligevel til Dois sandt, at do politiske Medarbejdere, som. tidligere havde været da trofasteste Støtter, var bievne usæd­ vanlig sløje paa den senere Tid, og Flere af dem havde saa at sige intet bestilt. For et Åars Tid siden sagde man endnu: «Kvad var Punch uden Z a h le?* Men hvor var Z a h l e na? Bare han vilde give et Pip er. Hang imellem. Heller ikke af Be r g havde man saa stor Fornøjelse som før, og Figurorne i dot Kalei- doskop, som becævnedes H o l s i e i u L e d r e b o r g , kjendte man. nu næsten udenad. A l b e r t i og B a j e r havde været de paalideligste Folk. .Navnlig B a j e r havde vist sig som on uudtømmelig Guldgrube, hvori­ mod man havde været lidt varsom nied den Albert-ske Svovkyremice, der var tilbøjelig til at explodere en Gang imellem. Åf de æsthetiske Medarbejdere havde især B j ø r n s o n og D r a c h m a n n samt D a s s a v i s e n leveret værdifulde Bidrag. Paa denne Del af Firma­ mentet dokkede der desuden stedse flere og flere nys Stjerner frem, for Exempei C a r l G j e l l e r u p , hvem man haabede snart at kunne give fast Ansættelse i denne Branche. Den kommunale Afdeling havde været rigelig forsynet, skønt mau i deu sidste Tid bavdc