S_Punch_1879

394

Ansvarlighedsloven

D o g den arme gaar igjen, Den ftaar op af Gravens Gjemme, Hvor den blandt A l b e r t i s Mænd Lader ganike li’fom hjemme, Spøger felv paa CHRESTENS Fløj, Ak, det er vift blot for Spøg. Hvad har ftakkels N e j e r gjort, A t ham ftedfe Højre hader? Er den Gjerning da faa fort, A t han er til Barnet Fader, Saa beklag den arme Mand, A t det ej benægtes kan.

j& JåL j Brev fra St Croix, få

Demerara, d.' 6 te December 1879. Redaktør!.^ her Paa Øen gaa i yoverspændt Forventning om, hvilken Beslutning Rigsdagen i Moderlandet vil fatte, thi vi synes at mærke, at Interessen

JuLvad har ftakkels NEJER gjort, At ej Højre ham blot hader, Men hans Anf va r s l ov gjør fort, Skøndt den ej det mindfte fkader? O, beklag den arme Mand, Svovlfur Graad udøfer han! Stakkels N e j e r ! Grumt og haardt Man dit Forilag lod forfmægte! Voldet blev det Ve og Tort, Det kan du nok ej benægte. O, beklag den ftakkels Lov, Den behandles blot for Sjov! I fin Fødfels Morgengry Monne den i Tinget Plads ta’e, H ø rup fang i vilden Sky : «Tingelingeling for Masfa! Dette Barn, den Ting er klar, Ligner paa et Haar fin F a e r U Hos hver fuldtro Venftremånd Blev der Fryd og Hjertensglæde; ZAHLE døbte den med Vand, B e r g ftod Fadder til den Spæde. ScHELDE rammed’ glad en Pæl Ned i Livet paa fig fel\ Ak, men hvad er Jordens Held, Det, hvorefter alle ftyre? Kun en Folkebank, hvis Gjæld Dækkes fkal med Svovelfyre, Kun et troløft Skum paa Vand; Dét man ej benægte kan. I et Udvalg Barnet kom, Hvor det Mangel led paa Næring, Og hvor ej det vorded’ fom T a u b e r ganike fri for Tæring. Kort var kun dets Fryd og Held, Thi det døde fig ihjel.

^ 7 P y

/

« ‘ for de vestindiske Daler . . . Jeg v‘l ikke trætte Deres Læsere J^ I å æ8t* en Fremstilling af øens A Forhold, men skal doggjøre det. Som bekjendt er de idylliske Tilstande længst forsvundne, hvor Børnene paa Gader og Stræder spillede Sukkertop med Melis Nr. 1 og Damerne sminkede sig med Puddersukker, og da hver Familie hver Dag havde en Pande Sukker paa sit Komfur og et Fad Sukker paa sit Bord. Vi er gaaedo svært tilbage siden da, og hvad er Skyld deri? Der er Åar paa Åar fulgt Uheld paa Uheld, og de Sorte har stedse stillet større Fordringer i Henseende til Len; som et lille Bevis herpaa kan blot anføres, at medens tidligere første Sort fik sort Brød, vil han nu have Sukkerbrød. Man siger, at vi St. Croater er Skyld deri og at Planterne er noget St. Janhagei, men iigeover herfor er og bliver jeg en vantro St. Thomas. Hellere end at se paa, hvad der kommer ud af Sukkerrørene under Gjæringsprocessen, skulde vore Fagmænd tænke paa, hvad der kommer ud af det, naar hele den sorte Befolkning er i Gjæring. Snart tilskriver man os selv Misvæiteé, som om vi kunde gjøre ved, at Sukkerrørene blev angrebne af Sukkersyge, snart er det en Hage, man Suder ved vor Agerdyrkning, men det forholder sig ikke såaledes.' Hr. Hagemann har pløjet Reolerne igjennem, uden at det hjalp noget. Hvorfor tilregner man os ikke ligesaa godt Negeropstanden og siger, at sligt ikke viide være sket, naar vi havde ladet vore Sukkerbesser og skudt Negerne ned ined vore Sukkerkugler. Slige Beskyldninger gjør kun Stemningen paa St. Croix Bitter. Naar vore Plantager ere afbrændte, da gaar det ikke med dem ligervis som med det Sukkerhus «Ptoønix», der rejste sig af sin Aske, hver Gang længer ude paa Fortovet. Nej, Sagen er, at Sukkerindustrien