S_Punch_1879

382

J En Gubbe, (træder frem.) Maaske jeg kunde her i Striden dele; Men sig 1 mig først, hvem er det, I bekranse? Realismens Muse, Vor Yndling. vr Romantikens Muse. Min Digter. Gubben. Mi n Yndling og min Digter er han, Jeg selv har knæsat ham som Skjald. Realismens Muse. Hvem er Du? Sig dit Navn! G u b b en (kaster Kappen og staar som »Punch». Seenen forandres til et Drikkelag med blussende Boller.) «Punch» jeg er og «Punch» jeg kaldes, Jeg er kommen hid at hædre Ham min Yndling, fremfor Alle Holger Drachmann har jeg kjær, I en Sang jeg nu ham hylder, Bringer Tak for, hvad jeg skylder Ham, I bragte Kranse her, (Harpetoner, Melodi: Se en Aftenstund i Kjæden.) Tør jeg spørge, hvem jeg har den Ære at tale med? Romantikens Muse. Ja!

tolvaarige Fødselsdag. (Skuepladsen forestiller Hjernet ved Trinitatis Kirke. En Piedestal med Digterens Buste, Dags-Avisens Genier be­ kranse den, medens et uhørligt Kor afsynger Digterens Romanze «J e g s id d e r over S k y e n !» ) Realismens Muse. Ja klem bare paa og lad det gaa lidt villig med det Kranseværk og det andet Pilleri. Det er rigtignok noget Gøgl, men Herre Gud! vi maa jo gjøre lidt Re­ klame forham, hvis vi vil beholde ham, og skulde han komme forbi i Dag, hvad han nok gjør, for jeg sagde til ham, at her var Ballade i Vente, saa lad mig se, at I vræler et ordenligt Hurra, og se til Du lille L-o med den flade Kasket, at Du kan lade være at pifte, ellers skal jeg vaske dine Øren. Sørg for, Du kan stille et nogenlunde behageligt Ansigt op. Det er jeres egen Profit! Husk paa det. Hatten af for Holger Drach- mann! Han er min Digter. R o m a n tik en s M u se. (træder frem.) Du fejler Realisme, min Veninde, Flot som Du er og kaad og overmodig, Paa Tanker fattig, men paa Knaldstof frodig, Du fejler! Min er Dagen, som ham saa I «Morgenbladet» øjet op at slaa; Jeg lokked’ ham af denne usle Vraa. Og jeg skal Kransen om hans Hoved binde. Hver Bog, han skrev, hvert Kvad, han sang,

Længe leve Du min Holger! Orlogskonge, stolte Skjald! Mine Spalter Du befolker Jo med Sange uden Tal. «Punch» er Skjaldens tro Fortolker Her i Skæmtens lyse Hal! j: Hillemænd! Sikke Spænd! Naar Du dypper blot din Pen! :\ Hver Gang der er Sjov i Gaden, Slaar Du drabelige Slag. Men saa kommer rigt’nok Raden Tidt ti! Dig den næste Dag. Og saa bii’er der Grin i Staden, Ja og Grin er vores Fag. j: Det kan vi Netop li’e Alt det Bjørnson-Maskepi. :| Leve Du og Dags-Avisen! Skaal for Eders nye Pagt! Du og Secher bære Prisen Vil i Vrøvl — og «Vrøvl er Magt». Midt i Digter-Vrøvle-Krisen Vrøvl da væk kun uforsagt! j: Musen klem! Nu af Gjern Maner Holger, jeg Dig frem! :|

Usletteligt mit Mærke bærer. Og derfor- her i Danas Vang Hans Digterrang

— Trods Alt — man end bestandig ærer. «Dæmpede Melodier», «Storm og Stille», •Roser og Rauker!» — Kan vel noget Blik I disse Triller Se 'andet end den pure Romantik? Har ej «De sønderjydske Piger» Han skrevet? Er ej — trods Alt, hvad selv han siger, •Prinsessen og det halve Kongerige» Saa rent romantisk blevet, At det som Romantik har knap sin Lige. Min Holger er. og ej jeg viger. — Lad dine Jøder saa kan skrige!

(Scenes forandres til Dags-Avisens Kontor. Drachmann kaares til Orlogskonge af de tolv Stammer. Ferslew græder udenfor.)