S_Punch_1879

378

Skoleloven. r j * c s

Endnu vi mindes kan de ikjønne Dage, Den H a l l ’ike Skolelov af venftre Fløj Blev expederet med et ftort Hall løj Didhen, hvorfra den aldrig kom tilbage; Og mange fler gik under Suk og Klage Fra Tid til anden op i Lamperøg, Blev knuft af B o g ø d r o t t e n s Tordenkile Og ftedt i Udvalg til den fidfte Hvile. Trods Smertenshyl fra Landets Lærerftand Med hver Forbedring gjorde kort Proces man, Selv Haab om Lønnings tillæg blev til Vand, Og mellem S k a n d e r b o r g og K jæ ld e r n æ s man A f den Art Forflag finde hele Læs kan, Som vandred’ heden til et bedre Land. — Men denne Gang Reformen ikke død e r ; En nyfødt Naadefol i Tinget gløder. Ja, nu kom Sagen paa den grønne Gren, Thi B e r g og T a n g ej vilde her bedrøve Hr. F is g h e r , nej, «de trende blev til én», Der kunde HØJMARKS Trollerier døve, Ej B e r n t s e n kunde volde Sagen Mén, Og Jeppe T a n g blev Diskusfionens Løve, I jyik Jargon han kappes med JENS B u sk kan, Og Trær han planted’. ikøndt han kun er B u f k m a n d . T il Udvalg er nu Sagen vandret hen, D o g haabe vi, den ikke vil forfvinde, Men komme fund og livsfriik op igien. — E t Punkt endnu dog ligger os paa Sinde: Hvor ikal en O v e r -D i r e k t ø r man finde F o r Danmarks trende tufind Skolemænd? A t Lønnen er for lav, l aer ej fig dølge For en — M i n i f t e r u d e n P o r t e f e u i l l e .

'Forandring fryder», er et gammelt Ord, Som gjeme kunde kaldes for «bevinget», Og er der noget Sted paa denne Jord, Hvor den Slags Tufindfryd ftaar godt i F lor Til Undren for det Folk, fom ftaar omkring det, Saa er det ganfke fikkert F o l k e t i n g e t : — D et ikiftet Former ved Partikamps fæle Aand Og ikifter Farver fom en fand Kamæleon. Dog, hvad Forandring der end ogfaa iker Paa C h r is t ia n s b o r g ved K rabb es Arneflamme, E t Biiled er der, man bestandig fer, Skøndt fnart i én, fnart i en anden Ramme, Trods nye Mænd og fplinterny Idér, D et bliver uforanderlig det famme: — Det er den Holdning, fom blev lagt for Dagen A f vore Venftremænd i S k o l e f a g e n .

Den 30te i Maaneden S h a h r ir Aar 12 4 9 efter Je x d e g e rd .

" \

roder i Islam, Selim, Musas Søn, hilset være Du, Profetens Ven! Mashallah! Sen af den hvidbarmede Guzle, Du vilde tro Dig i det duftende Schiras eller i vore af talløse Hurier omfavnede Fædres Stad Ispahan, — den Profetens Øje hviler over, — hvis Allah for- undte Dig en Gang gjennem Gaderne i denne Hundeby. Musas Sen oplader sit Øje, det Allah gjere lysende som Fuldmaanen, og overalt ser det Basarer. Ved Profetens Mellemgulv, i hver Gade, i hvert Hus vilde min Selims ø je se Basarer fulde af alskjøns kostelige Sager. Wallah! Maatte Allahs Haand slaa mig rped syv Sværd, hvis min Mund udspyer Skarn over min Broders Skjæg: skjent syv Kameler ikke vilde mægte at bortbære, hvad der findes i en slig Basar, koster det alt til Hobe kun 50 Øre eller Karuber. Allah Akbar, Gud er stor! Din Faders Søn er fattig som Lokman, hvem Profeten trester; ejede jeg kun et Par hundrede Dareiker, vilde jeg kjebe alt, hvad der findes i disse Vantros talløse Basarer, sætte mig paa min Dromedar, hvis Ben Allah give Styrke og Hurtighed, og ile hjem til det velsignede Farsistan, som Ormudz stedse hvile over, rigere end syv Stormoguler. Insh allah ! Gud er stor! Du maa nemlig vide, o Sen af den stærktskjæggede Mnsa, at den almindeligste Levevej hos disse Gjavrer er at holde slige Basarer eller Kramboder. En Søn af en Hund laaner en halv Snes Punge hos Venner og Bekjendte, derpaa aabner han en Basar eller anden Bod, kjeber talrige Slavinder til sit Harem, gjer straalende Gjæstebud, hvor den Profeten forhadte Vin flyder i Tøndevis, og fører et Liv som i Allahs Paradis; derpaa sælger han sin Basar for 50 Karuber, spiller Fallit og begynder saa forfra igjen. Fatter Du nu, o du velisgnede Søn af den hofte­ brede Guzle, hvis Skjed Allah velsigne, hvorfor Basarerne her ere talrigere end Stjernerne paa Ormudz’ Himmelhvælving? Men, ved Alis Sværd, der gives her dog ogsaa Handelskafirer, som ikke spille Fallit, nemlig Ibrahims krum- snablede Sønner. Som Du ved, o du rettroende Muselmænds Ætling, dansede disse vantro Bundes Forfædre om Guld­ kalven i Ørkenen, og de aade Manna, liflig som Hoppemæik, og Profeten Musa revsede dem med Skorpioner, men deres Yngel danser endnu om Guldkalven, og de æde Hvidløg, thi Manna findeB ikke i dette Hundeland. Bism illab! Disse Kpfirer eje hundredetusender af Punge og de fører det store Ord i disse Vantros B y, og de ville raade alene. Og Selims Broder er ingen Løgner, Mashallah! Ved Ayeschas Aske, de andre Kafirer maa lystre Ibrahims Sønhers Best, fordi disse have Moses. Og Ibrahims Sønner have udstrakt deres Haand over de andre Kaflrers unge Tjenestekvinder, og Ord udgik af deres Mund og de raabte: -Ved Soliraans Skjæg, disse unge Kvinder skulle tjene Musa Ben Åraram, eller vore Punge skulle være lukkede med syv Segl!» Og Kaflrernes Høvedsmænd bleve som Gazeller, og deres Læber bleve