S_Punch_1879

27 ilagsmænd, der vendte den laadne Side udad. „Jeg taler saaledes,“ sagde han, „at sexten grundtvigi- gianske Skolelærere, der have vrøvlet fra Smaa af, og dog ikke ere komne paa Buntmagerloftet, have ved at høre mig ærgret sig endnu galere, end de vare.“ Begge To, baade H o ls te in og Be r g , gjorde saaledes godt Rede for, hvem de vare, og at de trode, de nok kunde ægte T a b u r e t t e . K r a b b e sagde ikke Noget, men man sagde om ham, at han tænkte desto mere, og da Redaktør C a r s t e n s e n kun snøftede til ham, indestod han for, at Kr a b b e var af god Familie; Digteren Z a b l e , der havde havde faaet tre Fo!ke-Sølv-The-Skeer for at tie stille, forsikrede, at K r a b b e var begavet med Spaadoms- kraft, man kunde se paa hans Mundviger, om det blev en kort eller en lang Rigsdagssamling, og det kan man ikke en Gang se paa ham, der skriver »R ig sd a g stid e n d e n “. „Ja jeg siger nu ikke Noget,“ sagde B erlin gske „men jeg gaar nu al Tid saadan og tænker Nu var det Springet om at gjøre. Ho l s t e i n sprang saa højt, at Ingen konde se det, og 3 aa paastod de, at det var et af hans sædvanlige Kneb, og det var nu lumpent. B e r g sprang kun halvt saa højt, men han sprang E s 'tr u p lige i Ansigtet, og saa sagde P u n ch , at det var ækelt. mit!"

K r a b b e stod længe og vaklede mellem de Radikale og de Moderate; man trode til sidst, at han slet ikke kunde springe. „Bare han ikke faar Ondt!“ sagde C a r ­ s t e n s e n , og saa snøftede han igjen .til ham. — Klingeling! sprang han et lilie skjævt Spring til Venstre, lige hen paa Skjødet af T a b u r e t t e , der sad ved Siden af Formandspladsen. Da sagde P u n c h : „Det højeste Spring er at springe hen til T a b u r e t t e , for det er det Fine af det, men Sligt hører der Hoved til at falde paa, og K r a b b e har vist, at han har Hoved. Han har ogsaaRidderkors paa Kjolen.“ Og saa fik han Ta b u r e t t e . *Jeg 3prang dog højest!“ sagde Ho l s t e i n . „Men det kan være det Samme! Lad hende kun have den Borgmesterrad med Embede og Ridderkors! Jeg sprang dog fcøjest, men her hjemme skal der Krop til for at blive Minister,“ Og saa blpv H o l s t e i r Munk og gik adeligt Jomfrukloster, B e r g satte sig oppe Buntmagerloftet og tænkte over, hvorledes egenlig gik til i Verden, og han sagde ogsaa: „Krop skalder til! Krop skal der til!“ Ogsaa skrev han sin egen bedrøvelige Avis, og det er ikke af den, vi har taget Historien, som dog gjerne kunde være Løgn, og det er den. i et paa det

For hver en Fallit hernede Faar Solen strax en Filipens, En Fregne for hver en urede­ lig »Ferer», hvis Kasse er læns.

Dens Teint var aldeles forjasket Med Byld ved Siden af Byld, — Og vi gik i Graavejr og sjasked’ For Venstre-Plamasernes Skyld. Forleden Morgen jeg saa den Tilsløret og ganske forknyt, Je g haabede, vi skulde faa den Tilbage igien nu — jo P yt' Thi- saa kom Baron G e d a l i a I Brummen. — Og nok saa net Kom Solen paa Solhospital, ja Med Mæslinger, Plet ved Plet. Om nu den er i Salveten. Det véd jeg ikke bestemt; Thi siden har jeg ikke set den, Saa godt har den stadig sig gjepit- — Som ,sagt' I B erlin gske stod det O m t r e n t , som jeg siger det her;

I Fald det da da ej er en jævn Logi], Hvorpaa man kan fele og ta’e, Maa Solen, Ira Jævndøgn til Jævndøgn, E t vanskeligt Solhverv s’gu lia’e. A l b e r t i s fæle Svovlsyre Den ætsed’ saa mangt et Ar; Dog det var kun en Ouverture Til det, som vi oplevet har. Da F r e d e r i k s e n var ecbapperet Maa Solen have set ud Som en af Smaakopper skamferet Spækhøkers Ansigtshud. Dog lidt efter lidt clet fortog sig: Dens Skive blev ren og blank; Den havde just slaaet til Ko sig, — Men saa røg S l a g e l s e Bank! Den Plet var slem, men Skavanken Blev værre, da ovre i Fyen Det revned’ med F o l k eb a nke n, — Da skjulte sig Solen bag Skyen.

Men dersom I ikke vil tro det. Saa kan I s’gu ogsaa la’e vær'.

Lar I set, hvad nu man beretter? I B erlin gske staar det — jo Tak,! A t Solen, den Stakkel, faar Pletter, Naar paa Jorden der hænder et »Kraeh«