S_Punch_1879

5 3 9

hold Dig fast, thi nu løber jeg!“ Og saa løb den med ham, det var et løjerligt Ridt— hele Byen rundt. Først kom de ud paa Slotspladsen, og Metal­ hesten, som bar Frederik den Syvende, vrinskede højt. Saa red de over Gammeltorv, og Springvandet sprang saa højt, saa højt, at Ehl e r s blev ganske bange. „Imorgen skriver jeg til Vandmesteren,“ sagde han, „det er jo et græsseligt Vandspild!“ De gjorde et lille Sving ind over Frue Plads, og alle „Hovederne“ nikkede saa mildt til lille Eh l e r s , han havde jo været Flyttemaud for dem saa tidt. Saa gik det i flyvende Fart ud af Byen forbi Søerne, hvor Svanerne laa og havde For­ stoppelse, for de maatte ikke fordærve Drikkevandet, ud til den gamle, gamle Trommesal. Men hvor var den gamle Trommesal? Den var slet ikke at se mere. Der var kun en stor, aaben Plads og Maa- nens Straaler skinnede sørgmodig ned paa Sporene af alle de mange Kalve og Kør, som havde været der i fordums Dage. Eh l e r s blev ganske, melan­ kolsk ved at se det. Men saa lyste hans Ansigt paa en Gang af Fryd. „Her kan jo blive et dejligt Snetorv,“ sagde han, „Tak og Velsignelse du dejlige Dyr!“ Og saa klappede den lille Eh l e r s Hesten der, bums, bums, travede over Vesterbro med ham. „Tak og Velsignelse selv!“ sagde Hesten, „jeg har hjulpet Dig, og Du har hjulpet mi g; thi kun

med en Borgermester paa Ryggen faar jeg Kræfter tiJ at løbe. Jeg kan bære Dig overalt, kun ikke ind paa det nye Kvægtorv, det har Cr o n e sat sig imod; men udenfor det, naar Du er hos mig, kan jeg se ind ad den aabne Port; stig ikke ned af min Ryg; gjør Du det, da staar jeg saa død, som Du ser mig om Dagen paa Kongens Nytorv.“ „Jeg bliver hos Dig, mit velsignede Dyr!“ sagde den lille, og saa gik det i susende Fart over til Pladsen foraD det nye Kvægtorv. Den store Port sprang op. Der stod de præg­ tige Stalde med alle Køerne, i hvis Spejl Maanens Straaler skinuede, der laa de stor Søer, og de smaa hvide Lam braigede saa vemodig, og Tyrene brølede, som om de skulde synge Iiig o letto paa det kongelige Teater. „Oh, hvilke dejlige Mørbradsstege og Lammekoteletter,“ raabte den lile Eh l e r s . „Sikken en Bidstrupsmiddag der kunde blive!“ Og han strakte sine smaa Arme ud mod en dejlig Fedekalv, men i det samme Nu for Hesten af Sted, Vinden susede om hans Øren, han hørte Porten slaa i, men i det Samme syntes Bevidstheden at forlade ham, han følte en isnende Kulde — og slog Øjnene op. Det var Morgen. Han sad i det vaade Græs ved Siden af Hesten paa Kongens Nytorv. Nede fra Nyhavn kom „Manden“ slingrende, han havde Blyhat paa.

T h i M o l b e c h er i k k e ga a et s in Vej. A l den H u rlu m h ej E r n u stillet a f, som slig t jo p lejer. E x re d a k tø r M e j e r H a r i k k e stiftet p a a n y nogen Tidende. H e r m a n B a n g , D u véd, h an den lille D agb la ds-N eger, D e n meget viden de, H øjt p a a sin fr a n s k e K jæ phest riden de, F o lk s T aalm odigh eå ren t opslidende, H a r ikke, sa a vid t je g véd, skiftet E j e r ; M en T a n g H a r fa a e t T itel og R a n g Og R e t til at kaldes „p o litisk B u sk m a n d “ . I denne a fsk y lig e S lu d og R u sk m a n K a n nok til slig en So lstra a le trænge. Tænk B u s k m a n d ! ej en G a n g Z u lu - K a f f e r ! ! 0 Z a h i e, sla a din e støvede Stræ nge T il K la g esa n g Og S k ja ld e- V ræ l im o d H ø jres K la ffe r ! J a B u s k m a n d ! — u selig H ottentot! E n stakkels V ild, som N æ rin g sig ska ffer Ved D a g og N a t A t k ra vle p a a Ja g t m ellem R e v l oq K r a t Og blot S ta a r e t T rin over en A b ek a t! 0 , L a n d so verret, D u h a r revet en F læ n g e 1 hele den straalende Tang'ske G lo rie. B u s k m a n d ! — D e t er en f æ l H isto rie. J a , ser D u , lille C h ristia n , n u tro r j e ’ T il sidst, je g g ik uden f o r m it P ro g ra m S let ikke noget N y t at s k r iv e ; Og dog, — j a saa S k a m ! D en S a g kan h u rtig nok k la ret blive, D l i at T a n g er en B u skm a n d , je s i’er u d en Sk yh ed, D e t e r s l e t i n g e n N y h e d !

— M en blev i k k e sid den de p a a sin D a K r a b b e holdt Tale [H a le , Og raabte H u rra f o r F olkets „F o rv a lte r“ , K r i s t o f f e r — den klem tende — S a d b lid t m ed O verh o fm a rsk alken L ig en fr e d s æ l B a ld e r, [skæm tende, O gnæ vnte i k k e „S y stem eta ffem ten d e“ . F i s c h e r sa d ene Og u d en — H e l e n e ; D et er m in Sa n d ten V ild F a n ta s i, h va d Som m e m ene, A t h an f a a r „E le fa n t e n “ . T a u b e r — den ren e V enstrem and — g jo r d e in g e n Sk a n da le, H a n sa d saam æ n meget p æ n t og stille, H a n fik jo saam eget M a d , h an vilde. D u sp ø rg er om S c h e l d e fik n o k at D et tro r je g ikke, [ d rik k e; M en det v a r i G ru n d en ikke saa ild e. D et H ele v a r flo t ; d e r.v a r Ø sterspostejer, H enkogte R e je r, M a sser a f V in — m en in gen B a j e r . J e g h a r i k k e hørt, h vo r v id t S ø r e n K j æ r H a r sagt P rin sessern e K om p lim en ter. — T il H o fju n k e r er h an jo temm elig H a n h a r vist isæ r [svæ r. — Søgt at vise P r i n s e n a f W a l e s sit Og Statsm andstalen ter [ Værd Og røbet sin e T a n k er om F la a d e og H æ r, M in istre, K o n to rch efer og A ssistenter. J a sa a d a n t æ n k e r je g noget næ r, D e n hele H isto rie begyndt og endt er. M en mæ rk D ig , C h ristia n , je g v é d det ej. — E r S c h a n d o r p h saa bleven Censor ? — N e j!

l i i m b r e v e

til F æ tte r C h r i s t i a n i N y k jø b in g . TÆT. IV e j hør, F æ tter C h ristia n , D u er um æ ttelig ! S e lv h a r D u in g en T in g at berette, L id t B y ra a d s k jæ v l om h in t eller dette, To A n ekdo ter — begge to slette, E n R e b u s , en hver Id io t kan gjætte, E t G ifte rm a a l m ellem en F rø k en M ette Og K jø b m a n d M ads, som j e g " slet ikke k je n d e r ; Og D u fv r la n g e r , at j e g utræ ttelig S k a l sende D ig B y e n s fed este Æ n d e r ! D u v il ; holdes a jour m ed alt, h vad d er hæ nder, A lle sm aa S k u ldertræ k, a lle sm aa „ M en “ e r, Og fin d e r m ig m eget u efterrettelig, N a a r ikke h ver T o rsd a g et B r e v je g N e j S to p ! sender. I saa F a ld h ø rer je g h eller op Og s la a r lig e stra x i B læ k fla sk en P ro p . I D a g til S t r a f v il je g blot fo rtæ lle, Og oven i K jø b et kim staccato, H v a d d e r i k k e er hæ ndt — i a l F a ld til D ato. Om K o n gen s T a ffel v il fø r s t je g m elde —

H v e r R ig sd a g s-P la to Og Folketings-C ato,

F ø re re , M en ige, H ø vdin g e, T ræ lle T ro n ed’ deroppe i K on gen s S a le. D e r sa d C h r i s t e n B e r g i a l sin Vælde,