S_Punch_1879

Brændende SpørgsmaaL

Jo, F i s c h e r har ikke virket omsonst Til Oavn for de Skjønnes dramatiske Kunst; Og na&’r han sit Maal med vor Scene, Saa spørger man Nyt fra — Kelene, Saa ser den sit straalende Ideal I Za h l e s k Logik og B j ø r n s o n s k Moral,

Mens S c h a n d o r f f bedømmer Bramerne Og F i s c h e r og Dr a c hma n n Damerne,

iørensen. Jeg kan kan sidde lige et lille Øjeblik, knn en Tusindedel af et Sekund ener i det Højeste ti Minutter, søde Fru Schrøder, for De ser jo nok, jeg har min blaa Silke paa, og jeg skal ud og gjøre fire Konfirmationsvisiter, og de to bliver længere, fordi vi har givet noget der, og det ene Sted er hos Jette Hummer, som har faaet en Datter konfirmeret, hvem det jo var let nok at finde paa noget til, skøndt vi vilde ikke give Guldtøj, for det har saamænd saadan unge Piger slet ikke godt af at faa for meget af, saa vi holdt os til Lit­ teraturen og gav hende Japan med det gyldne Skin og Alfons Dandis Romaner paa Dansk, men det andet Sted, bos Kancelliraad Jespersens, var det -en Dreng og han er jo meget sværere, men saa gav Sørensen ham Jordkloden før Syndfloden og jeg gav ham Jordkloden efter Syndfloden, og Moderen vil saa gjerne have, han skal studere Præst, saa det passer jo meget godt ban i Tide sætter sig ind i de Ting. Og ellers har vi levet hos Italienerne, kan De jo nok forstaa, og set den berømte Madam Historie som alle mulige ulykkelige gamle Dronninger, og hun spillede jo virkelig meget pænt af en Kone i hendes Alder, og de andre var jo mageløse at se paa især i Onsdags Aftes, da vi fik hele den franske Revolution og Samson og Filisterne og alle Uhyrerne, saadan som ham Sankt Terre, der brølede saa dejlig, men som Sørensen ikke kunde lide, fordi han forstyrrede ham, naar han sad og lukkede Øjnene og rigtig hengav sig til alle Rædslerne, og jeg vilde ønske, De kunde have været med søde Fru Schrøder, men det var jo rigtig nok altfor dyrt for en Kone i deres smaa Kaar og De kan for Resten tro, jeg har det drøjt med Sørensen i denne Tid lige siden han var ude at se paa Manøvrerne i Dyrehaven for nogen Tid siden, ior De ved jo nok han har været Sekondlieutenant i Livjægerne, den Gang de var, og har faaet en militær Opdragelse den Gang, men det er jo længe siden og nu er

?en store Bj ø r n s o n Harpen slaar, Et Digterværk han i Hovedet faar: Han raspede det i en Fart aT Og kaldte det Leonarda. Det var et besynderligt Aandsprodukt, Som hverken var sandt og heller ej smukt, Men anslog rørende Toner Til Hæder for fraskilte Koner. Han bragte sit Værk til Mo l be c h hen, Men fik det i Hovedet strax igjen. Til B j ø r n s o n er det saa klart, a’ Han borde sagt: Le, o Nar, da! Men Mo l be ch sagde blot: „Gaa din Vej! Din Hagbarth er Øhlenschlægers ej.“ — Kort, Stykket blev remitteret, Og F i s c h e r blev indigneret. Da slog Ho l g e r Dr a c hma n n et drabeligt Slag Og talte den fraskilte Kones Sag, —* Paa Smilebaandet dog trak man, — Det maatte jo ligge for Dr a chmann . Hin Orlogskonge fra Esromsø, Han haver et Rygte, som ikke vil dø. I Tanken han stikker vel snart a* Til Saltsøen med Leonarda. Og S c hando r f f , hin Realismens Profet, For F i s c h e r blæste saa fint i Trompet. O Leonardas Defensor! Da havner vist snart som — Censor.