S_Punch_1879

307

Taubers Udsigter.

dan han for højt op 1 Luften iigesom en Fugl, man kunde slet ikke øjne hans Mening; hver Gang kom han lykkelig ned igjen, men gjorde et højt Spring, naar han rørte Jorden, og det kom enten af Længsel efter Tabnrette, eller fordi han havde gaaet i Skole hos Griider. Den niende Gang blev Hol - s t e i n borte. Folk sagde, ban var gaaet i Kloster. og Punch søgte og søgte, men borte var han. „Jeg véd nok, hvor han er!“ sukkede Ch r e s t e n , „han er oppe i Statsraadet og er gift med Tabn­ rette. “ Jo mere Be r g tænkte derpaa, desto mere misundelig blev han paa Hol st e i n; netop fordi han ikke kunde faa ham, derfor tog Arrigskaben til. Saaledes gik en hel Sæson — og saa var det en gammel Historie. Og Be r g var ikke ting mere — l Men saa fik han en Dag sin Kongekrone opforgyldt og fik sit Brystdannevirke repareret; aldrig havde han set saa dejlig ud. Saa bevilgede han Kanoner og var nn en Kanonkonge og snakkede, saa det snurrede efter. Ja det var Koget! men med Et snakkede han for stærkt — og borte var haa. Man søgte og søgte, selv hos Værtshusholder Kr ag og i Grnndlovsværneforecingen, han var dog ikke til at finde. — Hvor var han? Han var sprungen i Morgenbladet , hvor der laa alle Slags: Kaalstokke, Fejeskarn og Grams, der var faldet af fra Kroroøder. „Nu ligger jeg rigtig nok godt; her kan snart Forgyldningen gaa af mig, og hvad det er for nogle Prakkere, jeger kommen imellem!“ og saa skævede han til en lang Jødedreng, der var klippet alt for nær og til en underlig sjattet Ting, der saa nd som en gammel Karklud ; men det var ingen Karklod; det var en gammel „Moderat“, der i lang Tid havde ligget oppe i H ø g s b r o s Folketidende, og som Vandet havde sivet igennem. „Gud ske Lov, der dog kommer En af Ens Lige, som man kan tale med!“ sagde Ho l s t e i n og betragtede den restavrerede Berg. „Jeg er egenlig en Greve med statsvidenskabelig Examen og har gaaet i Skole hos Griider, men det skulde Ingen se paa mig! Jeg var lige ved at holde Bryllup med Taburette, men saa faldt jeg i Høgsbros Folke­ tidende, og der har jeg ligget et helt Aar og sivet. Det er en lang Tid, kan De tro, for en Greve!“ Men Be r g sagde Intet, han tænkte paa sin gamle Partifælle, og jo mere han hørte, desto klarere blev det ham, at det var ham. — Da kom La r s e n og vilde vende Fjerdingen. „Heisa, der er Kanonkongen!“ sagde han. Og Be r g koin igjen paa Bundtmagerloftet til stor Agt og Ære; men Ho l s t e i n hørte man Intet om, og Be r g snakkede aldrig mer om sin gamle Kjærlighed; den gaar over, naar Kjæresten har ligget et helt Aar i Folketidende og sivet, ja man kjender ham aldrig igjen, naar mau møder ham i Morgenbladet.

Mys fra Vedby lød blandt Taarestrømme: La r s e n vil sin Plads i Tinget rømme! Der han lade vil en anden prøve sig I hans Bolle, som var højst be— Højst betegnende for Mandens Værd. Og naar sit Mandat han har lagt ned i Vælgerfolkets Haand, er Kredsen ledig. Ta a b e r er da Manden, som kan brog'an; Thi m « ved, den Stakkel er for— Er for Tiden i en Slags Exil. Han paa Valgets Dag igjen vil møde Og af ædel Frihedeharme gløde, Fra hans Mand vil lyde den Erklæring, At han helst sig ønsker fri For— Fri for provisorisk Maskepi, Vælgerfolket la’er sig da bedaare, Og til Talsmand vil det Tank e r kaare; Der som uundværlig Fører viselig Hænger i med alt, hvad der er — Alt, hvad der er Kjød af Venstres Kjød. Da vil atter denne Venstres Prydelse Skaffe sig og Folket mangen Nydelse. Altid at bevise vil han stræbe, At han kjender mindst af alt til— Til at svigte troløst sin Knlør. Sejren vil ham sikkert yde Vederlag For det sidste sørgelige Nederlag Og for Tabet af hin Nutidsgracchus, Bæ ren s en , som Offer blev for— Blev for et fanatisk Højres Vold. Men i Fald ham Vælgerfolket vrager, Møder han vist ikke mer med Klager, Dette Slag vil være for ham knasende Og han plages dobbelt vil af La— Lu c i f e r , som drev med ham sit Spil.