S_Punch_1879

294

Men mangen en Kvæld i den lune Vaar, Naar Folke-Hjertet kun sagte slaar, Naar Ch r e s t e n er tavs og paa Himmelens Blaa De tusinde venlige Stjerner staa, Dernede fra R i n g s t e d sig hæver Hans astrologiske Sang: Vemodig og klagende bæver Guldharpens dybe Klang. Det er feam, det er ham, det er Z&hle selv. Der synger sit Kvad — O Højremænd skjælv! Han synger sin Sorg for Stjernerne sxnaa: Han véd, Ta bu r e t t e han aldrig vil fea,

Z a h l e . (Frit efter E r i k Bogh. )

Hvor Talerne øse af Frasernes Væld De klingende Floskler med Bulder og Spræl

Fru Sørensen. Ja søde Fru Schrøder, det nar De saamænd Ret i, at det er slemt for en Husmoder at komme ud af det i denne Tid, saadan som Skin­ kerne gaar i Vejret, og jeg tror det ligger i at der er saamange Jøder, der holder op at lade være at spise dem nede i Tyskland, hvor de er nødt til at have fedt Flæsk til alle de store Ord, de bruger, og Sørensen vil ikke give mig mere end 50 Kroner om Ugen og saa maa man jo se at tjene lidt extra uden om, og saa gik jeg forleden paa Logeavktion, i Teatret og kjøbte en rigtig god Loge, hvor man ogsaa kan se ned i de Kongelige fra og det havde jeg regnet ud, at vi saa baade kunde tjene lidt og tillige komme frit paa Komedie hele Vinteren og jeg holder nu paa Fallesen, fordi han kan møde med friske Kræfter og nye Debutanter, medens Andersen og Watt bare bytter deres gamle om indbyrdes, som Andersen, der lader Syperlein debutere og Robert Watt Frøken Sjakt med fede Typer, som han dog selv sagde paa Plakaten var Humbug, og jeg fik saa straks Fru Petersen, De véd hende Bundtraager- enken med de fem grimme Døtre, og Fru Christensen, der jo nok er separeret men ellers en pæn Kone og en tre fire andre dannede Damer og saa havde jeg lige en Plads tilbage som jeg saa satte i Dagstele­ grafen kunde faas af en enlig Person, og saa kan De tænke Dem, hvor ubehageligt søde Fru Schrøder, at samme Morgen kommer der en Mand op i store Vandstøvler og bruntærnede Bukser og med et rødt Skæg og en Vorte paa Næsen og siger at han vil

1 Tingets Sal og i Bøndernes Kro, Har Z afe le i Vrøvlet sit svale Bo. Men gaar Du om Aftenen silde Ved Slottet din ensomme Gang, Og bører Du sælsomme, vilde Toner og Harpeklang —

Det er ham, det er ham, det er Zahl e selv, Der synger sit Kvad — O Højremænd skjælv! Gak bort, om Du kan, og lvt ej dertil, Thi sent vil Da glemme det rædsomme Spil. Naar Boj sen sukker saa kold og vaad, Og Hø g s b r o fælder i Bladet sin Graad, Naar Hol St e i n kommer i Munkeskrud Og stikker „Plader“ kunstfærdigen ud,

Da runger fra Ri ng s t e d atter Den mægtige Guldharpes Klang, Da skingrer saa haanlig en Latter Gjennem den vilde Sang.

Det er ham, det er ham, det er Zah l e selv, Der synger sit Kvad — O Højremænd skælv! Gak bort, om Du kan, og lyt ej derpaa: Forgæves Du prøver hans Sang at forstaa.