S_Punch_1879

290

Og nu for Tiden har man dobbelt Grund Til ret at være N o r d e n s k jo l d taknemmelig: Imellem Japans Kyft og ørefuud Er der faa langt, at det er næften væmmelig’, Og mens vi vente her fra Stund til Stund, Og hver en Nyhed fynes rent at gjemme ftg, Saa fender han til bedfte for vor Viden Os nyt fra ASIEN i Agurket i den! VIII. 0 e Venftremænd udi K j ø b e n h a v n De fad i en fæl Menage. — Vejen til T a b u r e t t e s Favn Er Venftres Nordoftpasfage. De Venftremænd rejfte faa mange Mil Sorn NORDENSKJOLD norden for Aften. Dog inde i Axelftad holdt de Hvil, Her var vift: Nordoftpasfagen. At opdage denne var deres Agt Og deres alvorlige Mening; Danned’ af «Valgros» de her en Magt Og kaldte den On s d a g s f o r e n i n g . I Axelftad ftod den under Gevær, Beredt til blodige Fejder, Og danned’ en talrig Venftrehær . — Tre Mand og halvanden Gefrejter! Med S o c i a l i f t e r n e Møder de holdt Sønden for E r e m it a g e n , Den røde F a n e betegnede ftolt Deres Vej til Nordoftpasfagen. A t fejre paa den Maner eller dø Den Venftreklub havde i Sinde. Dog maatte den fejle fin egen Sø For Taburetten at vinde. Den krydfed’ i Dage, den krydfed’ i Aar, Men «en ko l d En» blev Entreprisen. Kulden var fæl og W in t h e r var haard, Man mægted’ ej bryde Ifen.

Nutidsbiileder

u d e o t r

i r a .

VIL P a a Politikens brogede Gebet,

Hvor der er Travlhed idelig og idelig, Er ikke Spor af nyt for Tiden iket, Tavsheden heriker dæmpet og højtidelig. Den o f fe n l i g e Me n i ng ilumrer blidelig Og drømmer om, hvad den har hørt og fet, Imens i Søvnens Arme os forlyfter Sø f l a n g e n s Gjenkomft under Norges Kyfter. Det overgaar i Grunden al Foriland, A t dette Kræ, fom ftadig Uro volder, Skøndt til Rubriken «Humbug» det fig holder, Skal netop vælge B jØ R N S O N S Fædreland Til der at give fine Gjæfteroller Som Alvorsmand udi det bare Vand. Mærkværdigt nok, at famme Land forener Paa fit Gebet to flige Fænomener! D og lad det ftakkels Søuhyre fno Sig, fom det vil, om Presfens Klippetinder, Hvor det forhaabenlig vil længe bo Og fole fme redelige Finner. Vor Tid har Fænomener nok, der fkinner Som Nordlys over « P o l e n s B j e r g e s » Ro. Nys kom her Bud om N o r d e n s k jo l d fra A fien : Han Manden var, fom fandt Nordoftpasfagen. D et var en Heltedaad, langt mere værd, End hvad en vis Kulturftat har udrettet, Som, ftøttet til en overtallig Hær, Sin «Ær e» i den fvages Blod har tvættet, Belyft den bengalik under Flammeikær Fra S ø n d e r b o r g , famt « P a r a g r a f f e n f l e t t e t » ; Den Mand, fom fejred’ over Nordens Ismark, Har ftørre Ros fortjent end nogen B is m a r k .

A f indvortes Tvedragt og Klammeri Var Venftres Foreninger optaget; Den gunftige Tid var fnart forbi, Men Pasfagen blev ikke opdaget. Nej Axelftad! trods al anvendt Flid Blev du ikke til Venstreftad opdraget, For Expeditionen gik til en Tid, Men faa blev til ftdft den opdaget. — . rA — —