S_Punch_1879

238

det ud længere paa Grund af' Regnen, fordi Loftet var ikke tæt, saa Petrine og jeg maatte ligge med Vaaterpruf i Sengen og De kan tænke Dem, at for­ leden Morgen fandt vi to Frøer i Servanten, hvor de sad og gjorde Svømmeøvelser og Frits Grønbæk drømte, at han havde set en Hvalfisk svømme om­ kring ude i Gaarden og stikke Snuden ind ad Køkkenvinduet, men det har dog vist kun været et lille Marsvin eller en Vandrotte og Sørensen var jo kjed af vi vilde ind, men han havde da ogsaa sit paa det tørre, fordi han tog til Byen omMorgenen Kl. 9 og kom først hjem Kl. 11 og spiste paa Re- stavration og gik i Tivoli om Aftenen, mens jeg trode ban stod i Butiken og passede sine Sager. Og er det ikke mærkeligt, at han har saamænd allige­ vel tjent saa brillant og jeg kan ikke begribe hvor­ dan, men han siger* at han gik blot op og telegra­ ferede til Rusland og det fik han saa godt betalt, og jeg tænkte straks paa Frits Grønbæk, at saa kunde han jo bare blive Telegrafist og Petrine med, for de tager jo ogsaa kvindelige, og naar de saa havde siddet en Maaneds Tid og telegraferet, kunde de trække sig tilbage til Privatlivet og kjøbe en Herregaard, men nu siger Sørensen det kan ikke nytte, for dels var det kun Folk af Jakobs Stamme, der fik noget ordenligt ud af det ved at telegra­ fere de fem Mosebøger paa Russisk og dels er det nu børt op, og det er vist paa Grund af de daarlige Tider, som de snakker saa meget om i Aviserne og jeg tror au ikke det er Guldfoden, der er Skyld i det, somnogle siger, men ser De, søde Fru Schrøder, det kommer saamæn alt sammen af at Folk ikke gjør saa mange Selskaber og Baller som før, og saa kan Pengene ikke komme ud mellem Folk, og jeg véd skam nok, hvor Sørensen har tabt paa Delika­ tesser og De søde Fru Schrøder, véd jo ogsaa, hvor Skoen trykker og at det ikke er Guldfoden, der er for stor, men Skoen, der er for lille, og De behøver saamæn slet ikke at være undselig og genere Dem for at De tidligere tjente en god Skilling ved at sy Modepynt og brodere, jeg véd nok at det skal være en Hemmelighed mellem os to, Gud bevares jeg skal saamæn ikke røbe Dem for nogen Moders Sjæl, skøndt jeg rigtignok ikke kan begribe, at fordi Deres Mand, den salig Schrøder, var et Slags Em­ bedsmand, De saa skulde være for god til at arbejde og min Fader var jo dog Kaptajn i Livjægerne, men skulde Sørensen gaa bort, vilde jeg saamæn alligevel ikke derfor være for hovmodig til at bro­ dere lidt Pilleri for Modemagasinerne, naar det kunde betale sig og den eneste Trøst i disse daar­ lige Tider er da, at det kan ikke vare ved i al Evighed og det vil nok kjælpe med alle de mange Jernbaner, der bliver aabnet i denne Tid og med Limfjordsbroen, hvor der jo ogsaa har været stor Fest og det maa have været nydeligt at se paa, saadan som det stod i Dagbladet, at alle Dragerne var omviklede med Guirlander og det eneste, jeg ikke kan begribe er, hvordan de saa har baaret sig

Sommerliv. (Frit efter H enrik H erts ),

3. Det var saa favrt. Det var saa favrt under Fængslets Tag I Fjor udi Prøvelsens Stund; Jeg sad med Ryggen imod en Væg Og Hornet jeg holdt for mia Mund Udi Brummen. Mit Navn det klang gjennero Venstre ud; Jeg selv var i Hu saa mod. Hvert Blad blandt Vennerne skjalv derved, I Tanken alt hos mig de stod Udi Brummen. Lidt fra mig fløj en forfløjen Fugl, Den Søjted fra Blæse nborg Kro; Dens Fjædre var isprængt med udia&ni Guld, Og skadefro saa ban mig bo Udi Bramaea, Mit Blad, som bed i det vaade Græs Med Snuden mod Jorden ned, Sprang op saa muntert med Halsen frem Og glemte min Sorg og Fortræd Udi Brummen. Jeg marked’ paa liden Z ah le s Kvad, — Han kvidrende udenfor stod, — Jeg mærked’ vel paa min trofaste Hund, At Lykken mig snarlig blev god Udi Brummen. Dog mest jeg mærked' paa Ho ls teins Ord, Paa Køgsbro, som ikke var glad, At disse, som ærgred’ mig Dag og Nat, Vil snart Uge Plads, hvor jeg sad Udi Brummen.

Fru Sørensen. De mig igjen, for J a sode Fru Schrøder, her har nu er vi jo kommen ind fra Landet allerede, men vi kunde ved Gud ikke holde