S_Punch_1879

230

Den sorte Skole og Drachmanns Skole. K an tate ante festum . (Indleveret f o « Udkaft til H o n e E R D r a c h m a n n s ioaarige DigterjubilæumY

Tog Troen fra samtlige Degne, Og Degnene snakkede med om hver Sag Og bredte sig rigtig i Ro og Mag, Og Drachmanjn i Bladets Kjælder Lod „Fremtidsdigtene“ regne. Da tog i „Partiet“ man Obligation — Med Ros og Gjenros med Renter — Brandes var Banken i egen Person, Og Drachmann Sedlernes Prenter. Man affandt sig let med de højeste Ting, Vilhelm Møl l er og Flinch løb aved omkring Som Mæglere for Kieresien, Man kunde helt frit spekulere paa Alt, Naar Spekulationen blot ikke gjaldt Principet — Brandesmanien. Da grunded man Skolen — den røde — her hjemme Af Taine et lavstammet Skud; Men Tiderne blev, som vi vide, saa slemme, At Plantningen næsten gik ud. Der kom i Partiet Angst og Fortræd; Hvad skulde nu Drachmann synge? „Dæmpede Melodier“ han kvad, Som „Overkomplet“ paa Parnasset han sad; Saa strøg han Flaget det røde Og gik i en anden Gynge. Da gjorde han sit store Hop Fra Socialismens Kratertop Til Dybbøls blodige Skanse, Hejsed’ i Masten Dannebrog op Og høstede Tak og Kranse Og Ros, som knap vilde standse. Den steg ham til Ho’edet, den gjorde ham ør: Han følte sig stor, ja større end før, — Men Skuden var lovlig skør. Paa Esromsøen gjorde han Vind Og sejled’ med orlogskongeligt Sind. Men Blæsten tog i hans Klude — Og nær var han bleven derude. „Saa kom han i Land“ — lidt vaad og lidt flad, Anløben var Kongekronen, Og revnet Kanonen, Saa Krudtslarn som fæle Pletter sad Over hele Personen. F a s ! Bort til Paris han rejste og gik ved Seinen i Pagt Med dén „allerægteste Franskhed“, det har han jo selv os sagt. I „Dagstelegrafen“ kan rummes En grumme Hoben af Bavl, Men hvad vil blandt dens Profeter En saadan kongelig Savl? T o u m é R e s p e e t « ( K o d i l l e ) . Svøben svang han — Uha! Over „Mænd fra Ithaka“ . Saa takled’ han til en Skude

^Lang er den Dieter af Lemmer, Gardervoxen og bred, Det klasker i Gulvet, da Drachmann Falder for Brandes ned. Han trykker med Andagt den platte Støvle mod Læben sin. Drachmann kan ikke Hebraisk; Men de kan begge Latin. Saa vexle de Ros og Lovsang Og pæne beundrende Ord; Brandes bliver en Vismand

Og Drachmann en Digter stor. Han rister „i Storm og Stille“ Runer „med Kul og Kridt“ ; De rejse „den Brandes’ske Skole“ — Men den gik siden fallit. Solo-Couleur.

„ D rachmann est magnus , magnus D rachmann e st“, Terpet bli’er i Skolen ind og skrevet og læst. Jøder smaa med Skæg om Hagen Bamser Lektien hele Dagen, Brandes svinger Tugtens Ris, Morgenbladet lig e rv is — Magnus est D rachmann, Drachmann magnus est.

T o u r n é . Det var i de Tider, da Hvidløgsduften Svanger med Smagens Forfald Gjennemlumrede Selvrosluftea I „Fremskridtets“ Avgiasstald. Da Morgenbladet hver eneste Dag