S_Punch_1879

15 919 b o 1 1 (g »og een 7ibcn go ld ere ettct propriefcarius t^en berømmte rønner 3 t ange, ct$ falt t)anb gan^jTe* od? attDeelil fcagg aff jla^fateet^en, tyanb forte uat uant att føere frit! jroe. ©Ieff o^foe $anb bunbc*greffuen t r amp »bi De l bo r r i g bragen, fomtn i flin Siio jlippet (Element, od? inotte fort een frttgemann r d? furift laebe ftit onge od? titt er een fioer bpgsmeftere neb 9faffn SWeeli2>ai?l, fomm af forftengeitg^eebenS arge bie»el bleff anfattt, uittenbeø o<$ nære een ftoet fia|*manb od? blef 3TOeeIi2)a^l aff itteffnbebc Sanuter ffplt fort itfe att ^affue «ent øo^epedigt 2)?eel »bi flin $cefe, od? enn |anb uærgebe flig manbeligen øi$ loeb fitne Uerruere flae t^en ftoere Ueniterstromtne »bi t$en ganfcffe fiabb, bleff §anb bod? aff een liiben frigémann i^ett flangen, menn ftaaer uett atter opp mellem flabens ueluife borrgere. iDefo forfcfretfeligere! ©d? poe fifynftiann8!?affn ftoeb tber poe famme tiib ett uælbfgt føeflag mellem to Capitainer »baf floben odf) feprebe tyanb o» elfen tyaffuenbié po flin fiibe alle fmoe flippere, pramfitÆere od? fabrepere ^affuenbe t®uft t§em gutt od? grønne floeoe, od? att tfye iderig 5l^of! bittigere befomme fcfulbe, men ^annem ©t øbef en fjape alle flabeng foerte fo nfhtete od? £Rune

var endnu ikke kommet, og af det forsvundne Kjøbenhavn vare endnu hverken første eller anden Kække forsvundne, Kjøbenhavns Gader vare endnu de gamle i deres oprindelige Gadestil, Gadedrengene gave endnu Gadepartiet og Gade­ kommissærerne existerede endnu og havde deres Gade kjær. Det var henimod en Septemberaften, Sommeren havde allerede taget Afsked og Foraaret var ikke begyndt endnu. Skøndt Kuglen paa Nikolaj Taarn endnu var oppe, var det dog allerede sent paa Aftenen, og man skimtede i Mørket kun en enlig Vandrer, det var ea ung Pige , som gik sin ensomme Solitudevej ned Ved Stranden. Bølgerne skvulpede langsomt op mod Sandkisterne, Træerne dannede et Løvstræde foroven og Luften kølnedes kim af og til af et friskt Pustervig: H ivets Flade laa blank som en Krystalgade og de vævre Tærnor vimsede frem og tilbage langs Strandgaden , hvor de dejlige Nellikegader, Krusemyntegader og Lavendelstræder vexlede med enkelte Tornebuskegader og det mildt duftende Rosenvænge, d e r var omgiven af de bly F iolstræ der, baade store og lille. Alt var saa stille, Aftenstjernen havde endnu ikke tændt Lys og Maanen stod langt nede i Hvælvingen. Paa den Tid laa der mellem Højbro og Holmensbro et storartet Vandværk, der var saa sindrigt in d rettet, at et Bassin, der hver Aften ved Anvendelse af en betydelig Ar­ bejdskraft blev pompet læns, om Morgenen af sig selv igjen var løbet fuldt, hvorfor det ogsaa kaldtes Vandkunsten. Ankommen her satte den unge Pige sig og gav sig til at nynne en paa den Tid meget yndet Gadevise ; «Fryds Vej ved Livet« ; medens hendes Oje stirrede hen for sig, saa langt det kunde følge Landemæ rket. Det var den skjønne Amalie Gade. Hun ventede og ventede. Skulde han ikke komme? Jo, han vilde give Møde; den Tro havde hun, hun kunde ikke Slippen. Hun vidste, han ikke vilde skuffe hendes Forhaabningsholm s-A llé, hun kjeudte Peder Bangs Anlæg. De m aatte miides i Løngangsstræde, fordi hans Forælre var imod Forbindelsen ; thi han stammede fra Adelgade, medens hun kom fra Borgergade. Ak, hvor skulde de finde en Asvlgade mod deres Fordomme ? Pludselig puslede der noget i Kirsebærgangen. Saaledes kaldtes en fabelagtig Sti i Nærheden af Kjøbenhavn. Om den over Hovedet nogensinde har existeret, er aldrig blevet opklaret, da det var forbudt at betræde den, medens den var til, og da Forbudet omsider blev hævet, havde den for længst ophørt at existere. Hun kastede et Oje op ad Allégaden; det var ham, der kom/ det var hendes Hjertensfrydgade. I et Springgade stod han ved hendes Sideallé, men han var m ørk, mørk som Gastorvet. Hun spurgte ham, hvad der var paa Færde, om han havde været i Klammeri- vejen. «Ak!» sukkede han, «det har kun daarlige Udsigter med vor Lykkesholms Allé. Du véd, jeg er en naboløs og ledig Person; des være er jeg ikke født i Rigensgade, og vi lever jo i det værste Dyrkjøb. Det Sidste af, hvad der fandtes i Klædeboderne, har je g sat u d : jeg maatte skaffe Gammel Mønt for at klåre Boderne med, nu er der helt Blankogade.« • Stakkel,» svarede Amalie Gade, *er der da ingen N y vej ?» • Nej,» sagde han, »men hvad gjør ogsaa det? Hvad, sagde jeg til mig selv, biyder jeg mig om Sølvgade, saa længe jeg bare har Hinde Gade, for Du vil jo blive min, inte Gade?« • Vi,» stammede hun, • ere uadskillelige som Norges- og Bredgade!» Dermed rejste de sig og gik bort i Kompagnistræde for at tage sig en lille Strandpromenade.

Ga d e n o v e l l e t t e , frit lokaliseret i det kjøbenliaviiske Gadesprog.*)

Det Tidspunkt, paa hvilket nærværende lille Gahenovel- lette foregaar, ligger noget tilbage i Fremtiden. Kjøbenhavn var den Gang endnu sig selv, det Kjøbenhavn, der kommer, *) Med Forfatterens og Forlæggerens Samtykke aftrykkes herved følgende Afsnit af det om kort Tid paa G. E. C. Gades Forlag udkommende Værk: «Kjøbenhavns n y e s t e V e j - og Gade vis ern.