S_Punch_1879

218

Førerne truer man med Arrest; Forgæves de regner den ud og gjør Blæft, E t Uvejr over dem brufer, Skøndt B e r g o g H o l s t e i N har pr. Manifeft Opladt deres Hjerters Slufer. De har gjort det klart fom en højlys Dag, A t Vandhældet har deres Magt gjort fvag I denne fugtige Sommer. Dog appellere de vil deres Sag Til Højefterettens Dommer. Men en Ting er klar: ikal af hver af de ni Pumpes faa meget Vand, naar han ta’er flt Parti, Kan det blive en ordenlig Skylle, Som dog næppe, naar Sagen helt er forbi, Bliver Vand paa de Herrers Mølle. Vor Journalistiks Rekruter. <$ortnxtudiia*l ejtit Herman Hang. I. „Løsgængeren“. H erm an B a n g : »Vor Stil affpejler al T id os felv — • I Efteraaret 1878 opstod en mærkelig Journa­ list, som fik en mærkelig Modtagelse. Fordømt af Adskillige, blev han forstaaet af Faa, tilstrækkelig vurderet af endnu Færre, omtalt af Alle, læst af Mange. Hans Modstandere brugte stærke Ord; man talte om Umodenhed, om Overfladiskhed, man brugte endog Udtrykket „Vrøvl“. Hans Artikler var en Overraskelse for Alle, en ubehagelig Overraskelse for Mange, disse Mange tabte Hovedet og formaaede ikke at skjule deres Ærgrelse. Hvad gjorde de? De lo. At le betyder meget ofte, at man hellere vilde græde. Aaret 1878 var en underlig Forventningens Tid. Man elskede bestandig de Gamle, man agtede Me y e r &W i l l e , man ærede Kau f fmann og Vil* helm Mø l l e r , men medens man bestandig omgav dem med den samme Pietet, begyndte man dog at savne Noget hos dem, noget af dette Usigelige — Franskmændene kalde det chic. I saadanue Perio­ der ligger der megen Forventning i Luften. Det er ligesom Kolerine i Blommetiden. Man føler, den maa komme. Men hvornaar? Naturligt derfor at Punch’s Forhaabuinger samledes om „Herman Bang“. Der var i hans „Nutids “-Breves halv tilslørede Komik saa megen Tillokkelse, i hans Ræsonnemen­ ter saa meget Gallimathias; frem for Alt: der aaben- barede sig en Ejendommelighed hos ham, og det var netop efter „Ejendommelighed“, Punch tørstede. Et Par Studier efter „Virkeligheden“ hævede Forventningen. Skitzen „Ét Middagsselskab“ var nærmest et Olietryk i Achilles-Maneren „Gh'osserer- ballet“ gav noget mere. Der var i denne simple Fortælling saa megen Balstemning, saa megen Bal- duin Dahlsk Musik og saa megen Richard Kanff-

I Regntiden..

— Det er en Slags Syndflodtid næften! Det drypper ej blot paa en følle Degn Men regner paa flere end Præsten. Vejrinftitutet paa Toldboden spaar Os rigelig Mangel paa Varme i Aar Og lover kun fugtigt og raat Vejr. — Og hvad kan det hjælpe, om ogfaa vi gaar T il B ogø og beder om godt Vejr. Ak! mangen en Stakkel med kuldskær Hud For tidlig fik Vinterfrakken fat ud Til Bedile for Sommertøjet 1 I denne forbiilrede Regntid og Slud Er han vift neppe fornøjet. Dog ftørre Bedrøvelfe finde man kan Hos Venftremænd trindt i det ganfke Land; A f Kummer og Sorg maa de blegne. Mod al den Forventning, som her blev til Vand, Er Regnen for Intet at regne. Førft Demokratiet i Ilden man faa For deres usalige Brandkasfe gaa, Den gjorde Partiet til brandlidt; Saa gik det i Vandet med Klæderne paa, Og nu er det havnet fom vandlidt. Vandartede Tidl hvo kan mindes din Daad Og ej blive taarekvalt af Graad, Naar derom han ikal fortælle? Fra Øjet det drypper, Kinden bli’er vaad Og fugtig fom «Kaptain» ScHELDE.