S_Punch_1879

206

af, men selv om man kunde, er det jo forbudt at give sig af med den Slags Ting, og jeg vilde ogsaa nødig have, Folk skulde tro, jeg var en klog Kone, hvad jeg dog ikke er, i alt Fald ikke paa den Maade, skøndt jeg nok tør sige, at hjemme i mit Hus for- staar jeg at styre Tingene, hvad der jo ogsaa er nødvendigt for, mellem os sagt, dur Sørensen ikke videre til de Dele, og nu har han desuden været syg, stakkels Mand, og det kan De tro, var en Forskræk­ kelse, søde Fru Schrøder, og det gik saadau til, at Sørensens Vest var løben op og i Færd med at gaa fra Foret og saa siger han til mig, om jeg kunde ri den lidt sammen med et Par Stikkesting, som Mændene jo slet ikke forstaar hvad er og jeg faar den fat og syr den sammen og giver Sørensen den tilbage, men saa lige et Øjeblik efter kommer han rendende ind og siger „Har Du ikke set mit Uhr søde Mutter?“ og jeg svarer „Gud Sørensen, tror Du kanske om mig at jeg stjæler Uhre!“ „Jamen hvor er mit Uhr raaber han og saa styrter han om­ kring i Huset som en Besat og endevender alle mulige Ting. hvad der jo var rimeligt nok, fordi det var et Galdrepeterkrono’peter med Sekundviser, som lian havde arvet efter sin Faders Halvbroder der var Søkaptajn og drak sig ihjel i Dilerium paa Selskab­ søerne, og Sørensen rumsterede som besat og paa en Gang bliver ban ganske stille og jeg hører ham sidde inde i sin Stne og sige Ingenting, og da jeg kommer ind, ser han ganske ynkelig op og siger „Hør Amalie. Du skal ikke blive bange men jeg tror nok der er noget Galt i Vejen med mit Hjerte“ «Ih Du Fredsens Sørensen siger jeg. Bare det ikke er Trikiner,» for Sørensen havde spist Skinke i Malmø forleden, hvor de graserer. Saa tager han min Haand og trykker den mod sit Hjerte og 1 det Samme gav det sig til at slaa saa voldsomt. Det slog elleve Slag, saa stod det ganske stille. Jeg blev saa bange søde Fru Schrøder, at jeg foer ud af Døren og da der ikke var nogen Doktor i Nabolaget, løber jeg lige- over til Barberen, der stod og havde sæbet en Mand ind. Men han fik ikke Tid til at rage ham, for jeg trak ham med mig alt hvad jeg kunde op til Sørensen og fortæller ham under Vejs, hvad der er hændt og da han er kommen op, sidder Sørensen der endnu og ser ud i Ansigtet som oplagt Mælk og Barberen følte ham paa Hjertet og det slog igjen elleve Slag og stod saa stille, Men saa tager Barberen, kan De tænke Dem, min Broderesax og gaaer løs paa Sørensen med den og jeg blev jo grulig augst fordi jeg trode han vilde være Vivisektør ligesom Panurn, hvad jeg ikke kunde finde mig i, da jeg jo hører til Kvinde­ foreningen for Dyrenes Beskyttelse og heldigvis giver han sig dog ikke til at snitte i Sørensen men sprætter ganske rolig hans Vest op og der kan De tænke Dem, søde Fru Schrøder, ligger Kronopeteren og er syt ind i Foret og det var den som havde repeteret og ikke Sørensens Hjerte, der var ligesaa godt som det altid har været og glad blev Sørensen og lovede

Langt mere Ondt end Godt, Godt, Godt; En Venstremand raaa lide Langt mere Ondt end godt. Sin F a n g e k o s t han tærer, Den glider ned saa smaat,

Hej! Komfaldera Hurra! Den glider ned saa sinaat.

Men bliver han Minister, Han drikker Yin med mer, mer, mer; Ja bliver han Minister, Han drikker Yin med mer. Han spiser af de Retter, Som Vælgerfolket aldrig ser. Hej! Komfaldera Hurra! Som Vælgerfolket aldrig ser. Og med det Samme letter Han paa trekantet Hat, Hat, Hat; Og med det Samme letter Han paa trekantet Hat, Og si’er Parlamentarismen Saamangen et Godnat. Hej! Komfaldera Hurra! Saamangen et Godnat.

var sandt, man kunde spaa af Kaffegrums, for her er saamænd en god Buuke her i min Kop at spaa