S_Punch_1879

190

su

Roser paa Haaret og Livbaand, og Løjtnant Svane sagde, jeg saa ud som en Sirene eller Najade, og fik Lov at knappe min Handske, som Sørensen tog fortrydelig op og ville duellere med Løjtnanten for skøndt han selv kun var i Borgervæbningen, og De kan ikke tro, hvor saadan en Maskine er dejlig, fordi man kommer bare Bønnerne i og synder Spriten an, som der staar i Opskriften, og naar man saa mærker en Sischen und Brausen som der ogsaa staar, er Kaffen færdig og jeg kan nok tænke De har ikke Raad til selv at kjøbe Dem en, og hvis nu Schrøder havde levet, saa kunde De jo have havt Sølvbryllup til September, og saa kunde Sø­ rensen og jeg have foræret dem saadan en, og det var Synd De skulde miste Schrøder saa tidlig, skøndt rent ud sagt var det maaske en Guds Lykke alligevel for det kau jo ikke nægtes, at Schrøder ikke var bleven behagelig med Aarene men var meget gnaven paa det Sidste, som han jo havde Grund til, fordi De levede paa en altfor stor Fod, saa han jo var nødt til at tage af Begravelseskassen, han var Bestyrer for, hvad der jo var kjedeligt nok, ikke fordi han jo egenlig mente noget Ondt med det, for han var ved Gud en rar, skikkelig Mand alligevel, men det skadede ham dog i Folks Øjne og det kan nu en Gang ikke nytte noget, men man er nødt til at rette sig lidt efter hvad andre Folk meDer om En, og det var ogsaa det jeg sagde til Sørensen forleden, da han ikke ville rykke ud med Pengene til Petrine og mig, at vi kunde komme paa Stu­ denterballet, og det kan dog aldrig være Din Me­ ning, lille Sørensen, sagde jeg, at Folk skal tro om os, at vi ikke har Raad til at komme et Sted, hvor alle andre ordenlige Folk og de Kongelig oven i Kjøbet er med og hvordan vil Du have at Petrine nogensinde igjen skal blive forlovet, naar Du murer hende inde mellem vore fire Yægge og Du véd jo dog at om Sommeren kommer der Ingen til os fordi Folk kan lugte Ostene nede i Lageret og det bliver aldeles nødvendigt vi ligger paa Landet hvis vi da ellers vil holde vores Omgang vedlige og saa gav Sørensen Kjøb og vi kom jo paa Ballet og Petrine var Primulaveris kan De tro, men hun dansede kun med Theologer, fordi de har jo de bedste Ud­ sigter for Tiden og Fischer er jo desuden blpven Kommandør, saa nu kan han jo næsten gjøre hvad han vil, og saa kan Filologerne skyde en hvid Pind efter at blive Adjunkter, og det har jeg ogsaa sagt til Frits Grønbæk, at han skulde sjangsjére og blive Theolog, men han har ikke villet, før forleden Morgen, da han havde været til Klampenborgfesten og var saa sagtmodig og andægtig paa Morgen­ stunden og saa havde jeg jo fat i ham igjen, og han sagde saa, at nu ville han læse Hebraisk, som han ikke kan, fordi han ikke er Jøde, men som man læser bagfra ligesom Romaner og det er jo dog rart han ikke' er nødt til at begynde forfrai, som vilde være besværligt for et Menneske i hans

Vilhelm Wiehe«

yst gjennem Luften i Dagen farer Et Tog af Skikkelser, store, stærke, Din Genius fører de stolte Skarer, Som bære dit Hjærtes Vaabenmærke. Ja, hos dem alle et Hjærte banker Saa stort og varmt som Naturens eget, Og Øjet glimter af høje Tanker, Der dybt fra Sjælen til Lys er steget. Og det er Børn af dit store Snille, Som vandret har paa den danske Scene, Som til dit Ry blev en evig Kilde, Og som skal nævnes for Slægter sene. Tak da for Alt, hvad Du har os givet! For hver en Luftning fra Kunstens Lunde, For hvert et Billed fra selve Livet, Din Kunst os viste med Farver sunde. Og Tak for hver Gang, din Stemme hæyed, Paa stærke Vinger vor Sjæl fra Jorden, Naar sødt og smeltende Rythmen bæved Og naar den bruste som Storm og Torden. Men mer end Takken, vi Dig kan bringe, Et tolker mægtig, hvad os bevæger: „Ej Hakons S t emme nu mer skal k l i ng e , Nu kan vi kun l æs e vor 0 b l e n s c h l å g e r ! “

Fru Sørensen. Ja søde Fru Schrøder, Deres Kaffe kan være god nok af Posekaffe at være, men De kan tro, det er alligevel det bare Vand imod Tragtekaffe paa Selvlavermaskine, som jeg fik Sø­ rensen til at forære mig forleden Dag i Anledning af, at det netop den Dag var syvogtyve Aar siden, han første Gang saa mig hos Fru Mikkelsen, De kan nok huske den Aften jeg var i lys Lilla raed