S_Punch_1879

186

Efterveer,

Dens Virken blev hædret, dens Navn berømt, O hør o hør, hvor det dundrede. Og mangen en Skaal paa dens Sundhed blev tømt, Ja, flere end elleve Hundrede. Med Vinens Aand og Begejitringens Glød Hinanden man feltlig opmuntrede. Til Hovedet Hoveditrømninger flød Paa næiten halvottende Hundrede. A f lærde Doktorer var Salen befat, O hør, o hør, hvor de dundrede, — Som Graderne tog og hver Ak en Hat, Tilfammen fyv-otte hundrede. Men bagefter Tømmermændene kom Til mindft en halvfyvende Hundrede Og vælted’ Lykfalighedstemplerne om, O hør, o hør hvor de dundrede. III. Forbi! Det flydende Purpur og Guld Ej mere vil ilrømmevis komme. — Hvad gavner det vel, at man har været fuld, Naar Flaikerne nu er tomme? Se, Glædens Rofer i Axelitad Vemodig visne og falme. Endogfaa det ftakkels M O RG EN B LA D E r daarligt og lider af Kvalme. Det tæres hen af et dybtfølt Savn, Og ingen dets Længfel har ftillet: Det favnede T y f k e n i Kjøbenhavn! Se, Taarer fra Øjet det trilled’. Sin gamle TåUBER ej heller det fandt, ffan havde dog vift med Begjærlighed Bevift fom værdig Repræfentant Sin medfødte «Uundværlighed.» Men h an h a r Forfald, o g Rektor D a h l H a r Plads i vort Folkekammer. Hvad Under om «Fællesorganets» Kval Sig da vifer i Katzenjammer ? Den 1 3 de i Maaneden Tir, Aar 124 9 efter Jezdegerd,

y L r ellernes Jubel og Fryd er forftummet, Glæden Tvandt hen. Vinen, fom yppig i Bægrene ik um m ed ’, Hvor er nu den? Flagrende Vimplers og Banneres Tøj man Skaanfelløft ftrøg. Delikatesfer fra K o k og fra Røgmand Svandt fom en Røg. Løftelfens lyfende Flammer blev Afke, Tungen blev træt. Ho’det vil ej uden Sodavandsflafke Flaike fig ret. II. O g EHLERS h an b y g g e d ’ p a a L arfen s P lad s —• O hør, o h ø r, h v o r d e t d u n d red e — En Feftfal af Lærred og Jern og Glas For hele halvottende Hundrede. De Borde, man dækked’, var værd at fe Og blev, fom naturligt, beundrede: Der ilod af Bouteiller en hel Armé, Paa mere end elleve Hundrede. Og der holdt man Taler — det gik excellent, O hør, o hør, hvor de dundrede! Om Højikolen, fom havde nys faaet endt Sin Levetids fjerde Aarhundrede.

,Musas Sen, den hoftebrede Guzlas førstefedte, H ilsen!

Allah er stor! Søn af m in Fader, m aatte m ine Læber forlænge sig til dine Øren! I disse Kafirers By har der nu i lang Tid været Larm og Bulder, K lang af skingrende K rumhorn og af de Profeten forhadte Klokker, Eaab fra T alerstole og Skraal af Mænd, hvis Buge vare udspilede som Vinsække, saa din Faders Søns Øjne og ø ren have m aattet staa aabne som Stalddøre og Søvnen er vegen fra hans Leje. In sh a lla ! De ypperste af disse Vantros U lemaer have fejret en stor F est, og deres Skæg naaede til Jorden og de vare 400 Aar af Alder. Og disse lærde Kafirer sam ledes i Moskeen, og Schahens Søn var til Stede og Schahen af Bogø og hans Mænd, og Haremm erne stode tomme og Kvindernes blottede Aasyn udbredte en liflig Glans og deres Scheik ul Islam s R øst fyldte deres Øren og Mænd stedte i B asuner og de prisede deres egen Visdom. Allah Akbar, og derpaa sam ledes de i D lemaernes Højsal, og de bragte Trylle-Turbaner til a t sæ tte paa hinandens Hoveder, at de m aatte blive dobbelt saa vise som før* Ved Profetens Mellemgulv, hvor kæmpede ikke disse vise Gjavrer om T ryllehattene, og de, som ingen fik, græde. Og de, som havde faaet saadanne tidligere, stode uden for. Broder i Islam , forstaar du d et? Og den ypperste Overulema hedder Abu M advig Grammaticus. Ved