S_Punch_1879

166

Ved Kaffen

.Brændende Spørgsmaal.“ Ny og grulig Vise

(i? ft r c li t e r 1i g 0 11d eb r a n:d » Trvkt i dette Aar. . -

Fru Soremen. Hvad er Prikkepenge, søde Fru Schrøder? Véd De det? — men det gjør De sagtens ikke, da ikke en Gang Sørensen véd, hvad det er, uden at det er Noget, de under Tiden taler om oppe i Rigsdagen, naar de ikke har andet at bestille og jeg roener ogsaa, at nu da de er bleven færdige med Prinsesse Tyras Naalepenge, er det jo saa rimeligt de tager fat paa Prikkepengene og faar dem fra Haanden med det Samme, og siden vi taler derom saa var Petrine og jeg jo oppe at se paa Brudegaverne forleden, og de var dejlige, kan De tro baade Dyreblækhuset og Guldstellet, og det læste De vel om i Telegrafen hvordan det var, og om den 0- vale Daase med Laag og den rande Daase uden Laag og den trekantede Daase med firkantet Laag og den ottekantede Daase med ovalt Laag og en Børste i Form af en Kost og nok en Børste i Bor* steform med fire Ben til at staa paa — nej det var nok et Saltkar, og Petrine var saa begejstret over det, at hun besluttede sig til at hun nok alligevel vil gifte sig, fordi man faar al Tid saamange dejlige Ting til sit Bryllup og nu skuide hun jo se at blive forlovet igjen, og det kan jo nok lade sig arrangere nu Tivoli er begyndt og desuden har hun jo gaaet. paa Observatoriet og lært at synge i Vinter og det hjælper al Tid og hun gaar ogsaa hver Dag paa Udstillingen og det er sandt, den skulde De jo børe noget mere om. De kan tro der er mange superbe Portrætter deroppe foruden dem af Monjes. Der er f. Ex. Oi ri ks Nr. 102, „En Dreng med en Hund i vinterlige Omgivelser“ og han er saa sød at man bare ønsker man selv var hans Moder, og jeg véd ikke hvoraf det kommer at Ojrik al fid faar saa- danne dejlige Børn at male og at alle de gamle grimme Mennesker søger hos Verroehren, som slet ikke gjør dem kjønnere end de er, men tager alle Rynkerne og. Vorterne støéd, hvad jeg meget skulde have toig frabedt, hvis :dét L Ex. var Sørensen,,der lod sig male saa- at faa ham med den store røde Bule, De véd ban har oven i Hovedet, som han jo ikke kan gjøre for, stakkels Mand, og den tror Jeg ikke Oi n k vilde tage med. Se af Historiemalerier er der jo ikke*mange, men Carl Ra smus s en har dog lavet et, som er meget storartet og det e r Nr. 214 , „Biskop Absalon forjager den sidste vendiske Flaadé fra vore Kyster* og det er midt ude paa Havet og et frygterligt Vejr og Venderne har ikke faaet Reb i Sejlene, men vender Bunden i Vejret, hvilket blitfer et Vendepunkt i Slaget og lige i For­ grunden er der et Vendemøde af fco Vender, sora ligger og træder Vande og har det med Kulde og

Den Digter standser i sit Vers,. „Brand!“ han brøler og gjør Kommers, Det klemter fra Parnassets Top, Muserne kommer i fuld Gallop. Hej Digter, hvor skal Slaget siaa? Hos Poeten i Aabenraa? — Nej Gud bevares! Den Malkeur Rammer vort «Nær og Fjerns » Redaktør. Og der kom en, og der kom to Paa Versefødder i umage Sko: E r n s t v„ der Reeke der man saa Med Kothurner og Sokker paa. Hos Pe t er Hansen bor en Flok Gode Ho'eder, det véd vi nok, Men til at sprøjte paa Sagens ild Mødte der én, som var „L “ levild* Et SehAn do rff sk Digt sig slæbte med, Mens haa raabte til Ka alu nd vred: „En.,.V%'-g^v jeg digi, min • Og-ttaa1 gi’er du mig to ig|eii!“ ^|fjpøi£kroaal' .brændt. Det fer epdsii ikke bekjendt, ,4 Og hvad det A>\ kan For Venskabet selv, det- er brændende. Mor al :

Om Realismen har man sagt, Den Romantiken har ødelagt. Hvad er Idealets Glans og Skin Mod Virkelighedens Pølsepind!