S_Punch_1879

162

Foreningen til Smaadyrenes Beskyttelse afholdt forleden Aften et cj?trå­ erdinært Mode.

Forsamlingens Dirigent Kam­ merjæger Olsen meddelte først, at den aarlige Præmieuddeling ikke endnu havde fundet Sted paa Grund af en Menings- forskjellighed i Bestyrelsen an-

gaaende Præmiebe­ lønning. Dette Andragende, der var fremkommet fra en agtet Traadhandlerskc Madam L in k e , gik nemlig ud paa, at der maatte tildeles hende Præmie paa Grund af den opofrende Pleje og kjærlige Behandling, hun havde udvist mod en hende tilhørende Bændelorm. Det var udenfor al Tvivl, at hun virkelig havde behandlet denne udmærket og Intet sparet for at kunne holde den i Spiritus og paa andre Maader fremme dens Velbefindende; men der var opstaaet en anden Divergens, idet man ikke var enig om, hvorvidt en Bændelorm virkelig var et Dvr. Han — Olsen nærede ingen Tvivl desangaaende, men hans ærede Kolega Arbejdsmand M o v r its e n var af den Mening, at en Bændelorm var en «indvendig Gevæxt». og at Madam Linke derfor ikke burde have Præmie, selv om hun var nok saa ormstukken. Sorø Støtte for sin Paastand havde Movritsen anført, at baade Lindormen og »Ormen hin lange» var Skibe og altsaa ikke Dyr, og vel var en Bændelorm ikke et Skib, men derfor kunde den gjerne være en Gevæxt og være Noget, der kom op, naar man bare saade Ormefrø i en Drivkasse! Der var i den Anledning stillet en Forespørgsel til den udmærkede Botaniker Professor Erslew, og forend Svaret herpaa indlob, kunde Præmiefordelingen ikke finde Sted. Dette Mode var imidlertid indvarslet i Andleduing af et Forslag fra Skraldemand Hansen. Han skulde givr Hansen Ordet. Skraldemand Hansen vidste nok, at han maaske hellere burde holde Botte, men naar man holdt Botte Dag ud og Dag ind ligeoverfor Samfundets Brost blev man et Skarns Menneske og det vilde ban ikke være — udenfor Professi­ onen (Bravo Hør!) Han havde læst i Avisen, han tiode det var Dagsavisen, den fulgte saa tidt med Skarnbotterne, at der var indstiftet en Forening til Fremme af den ædle Hundeavl. Han vilde spørge Forsamlingen, om den ikke synte3, det var Smaadyreforeningens uafviselige Pligt at følge i dette Spor? Hvad kunde det nytte at forædle Hundene, naar man ikke tillige forædlede Lopperne? Det var Lop­ pernes Forædling, han vilde foreslaa. (Hor! Bravo!) Bybud 1Mikkelsen vilde bare sige, at ban trode ikke paa ædle Lopper. Alle dc Lopper, han havde staaet i Forhold til, havde været nogle bidske Krakilere, Det bedste var at tage dem mellem lo Negle (Hys! Fy! — Voldsom Larm.) Smid ham ud, Smid ham ud! (Mikkelsers smides ud). et indkommet Andragende om

Nu grønnes Skoven og hvert et Blad Farves helt liflig af Andemad; V e d S c h e l d e fynger a lt Lærken i S ky , W lNTHER h an lider fig Sommer i By, ZAHLE h an k v id rer faa lun t i L øn , Om faa det er H ø RUP, faa er han «grøn». Og Solen skinner paa grønne Trær, Selv grøn fig ærgrede n y s S ø r e n K jæ r - , Fra D am bag Venftres grønnefte Hæk Hører man derimod aldrig et K v æk , Thi Frøerne i hans Veltalenheds Sø E r alle til Hobe vift gaaed’ i Frø, Storken firider p a a CHRESTENS Tag, Hvor Knevren g a a r om hver enefte Sag ; Fra Tingets Udvalg man alt erfor, A t frodigt Græs over Sagerne gror. Men en Gang naar Bonden ikai G.ræsfet ilaa, Han trækker maafke det kortefte Straa. I Folketinget-har Rektor D a h l Endnu ej passeret Valgprøvens Kval. For denne Prøve er heldigvis fri B a l d u i n D a h i , udi Tivoli. Blandt Bufkene ude paa Anlægget der E r felv en J e n s BUSK ej til noget Befvær. I L a n d s t i n g e t man til Taals fig ilaar Med at vande Finanslovens Urtegaard. Den kan trænge til det, den er noget tør; Dog bliver den næppe bedre end før. Thi, lader man Ukrudtet urørt ftaa, Hvad nytter det faa, man flaar Vand derpaa? I F o l k e t i n g e t gaar Tiden bort Med at gjøre Lejrtiden rigtig kort. Til Gjengjæld herfor gjør man Rigsdagen lang, Den ender fit Hverv knap ved Solhverv en Gang ; Og Frugten bliver af Samlingens Flid En uafbrudt Rigs- og Hundedagstid.