S_Punch_1879

135

vis Di vet aaverlave Dem tal aa Deres Arvinger til de sildiste Slegter . Givet i Høirenihilistmorderforeningen til Venstremands Afskaffelse for Sore Valgkreds. Venstres Kammertone.

Overlampepudserens Dagbog,

Mandag. Lady Tarluffe. Som passede godt; For­ di det var anden Paaskedag og det er et Stykke med Re­ ligiøsitet og Moral; I . OgSjanne er saa uskyldig som et Paaskelam og en Paaskelilje. Der endnu er Knop. Og den Knop var Fru Hennings, som kom, saas og sejrede; Som der staar i Verdenshistorien. Hvortil Petersen be­ mærkede, talende op fra en Lem i Gulvet med underjordisk Rest: «Lig Mærke tel de Severine, a saalænge det er ikke Maaneskind saa lyser alle de Smaa; Stjærner paa Teatrets Himmel aa blænner Øjnene, baade Kometerne aa Plann«- terne aa de ganske bitte smaa i Balletten, som er Mæl- gevejen aa de i Kaansten mere Ukendie sier a vi ka got undvære Maaneskindet; Hvormed jeg mener Fru Hennings, men som naar hun igjen glimrer ved sin Konsts Brilliaiit- hed fordonkler alle di smaa Stjerner, der har debiteret be­ grunnet i hinnes Fraværelse. Og jeg ville osse gærne sammenline hinne med Solen, men kan ikke formedelst Solen har inte Noet paa Teatret at gjere aa er Konsten uvedkommende. Aa la vos nu ønske Severine, a vi igge maa faa Formergelse igæn; Aa rød Plakkat.« Som vi dog fik. Hvorover Petersen gik fra Foret og lod Spegesildene ligge urerte saa Teaterkatten forspiste sig i samme senere; Og blev daarlig, Hvorfor vi havde Bud efter Teaterlægen og i Byraaet tales der om a vi skal ha en Teaterdyrlæge ogsaa. Til Katten, Og Løven i Skærsommernatsdrørainen; Der brændte, og til Statisterne. Men som vi neppe faar Bevilling til. Men siden 1’ A. S c h o v a har faaet Oprejs­ ning i London og Ros og gode Karakterer er Petersens Humør igjen i Opgaaende; Fordi det er en Hæder for os og en Fordel for hende saa skøndt vi, som Malle Knalle- rup siger «suger paa Lappen i operativ Henseende« og maa give den med Fru Erhart og Resten Debutanter hele Mai Maaned, skal vi glæde os over at Andre kan glæde sig over, hvad vi fer har glædet os over og in aaske igjen kan komme til at glæde os over; En Gang imellem. Pak paa F o l k e t e a t r e t . Ogsaa af en Overskov, som har været hos os; Og rejser paa Sekondteaterne for Tiden, Men ikke kommer tilbage. Fordi han er for simpel til os. Og forherliger dem paa Galleriet. Og Nyboder. Hvor Dyden skjuler sine ægte Guldkorn indenfor Baadsm&ndens tjærede Jakke. Og en Bogheker kan citere lange Stykker af Sine Møllers salig Recensioner, Litteraturen vedkom­ mende, uden at puste. Som Kolling gjorde med Anstand; Alligevel. Men Julle Lumby-Lange-Hansen er fin Dame. Og Dorf-Pedersen Baron; Og dølger under deres glimrende Ydre og aristokratiske Manerer Siethedens bundløse Moras. Og Fordærvelighed. Og Frøken Olsen og Fru Borchseuius ere unge Piger med Yndighed, som den første gjer med Natur uden Kunst og den anden med Kunst uden Natur og vinder Bifald hos Kritiken; I «Nutiden ; Som er grinagtig. Telegram. K o n s t a n t i n o p e l , den 22de April. Efterretningerne om, at de tyrkiske Tropper allerede ere paa Marchen for at tilvejebringe betryggende og lovmæssige Tilstande i Rusland, har endnu ikke faaet officiel Bekræftelse. Der­ imod anses det for afgjort, at Porten som et sidste Bevi» paa Maadehold ferst vil henvende sig til Evropa med For­ slag om en blandet Okkupation af det russiske Rige, for at gjere Ende paa Landets retelose Tilstand, samt at gjen- nemfere gavnlige og tidssvarende Reformer.

Per, fevof den ægte Folkekraft er sporet I fuldest Maal ved folkelige Tafler, Hvor inspirert af Brændevins-Karafler Af Folkeaanden fald man slaar i Bordet, Hvor al Intelligens man har forsvoret, Hvor man har ingen bedre Stemmegafler At anslaa Tonen med, end varme Vafler, Ér Søren Kjær som skabt at føre Ordet. I Diskussion kan ingen Fordom hindre Ham i at flaa sin Modparts rene Linned Og blotte Verden et „zen-issenes* Indre. Naar „Hammerslaget“ en Gang gaar af Mindet, I Rigsdagstidende hans Ry skal tindre Som den, der stundom flaade Berg til Skindet! X I. Er Søren Kjær det grove Elements Repræsentant ved Folketingskoncerter, I Venstres Rækker andre Kræfter er der, Som dufter af en finere Essens. Sankt Holstein stedse i sin Existens Som Talsmand for dé sande Folkehjerter Med Taler Folkets Øren flot beværter M fin, ja selv loyal Ingrediens. Skøndt han og Søren ere Antipoder, Er der dog et, hvori de tvende Ho’der I sjælfuld Samklang sig hinanden nærmer. Thi Søren Kjær af dyb Foragt er pærefold For Fald med Ære, og hin Ledre sværmer Ey heller for en Bane, som er ærefuld.