S_Punch_1879

122

Fra By raadsmodet i X - b o r g . x.

Privatbanken.

1 Byraadets Gaarsmøde forhandledes følgende Sager: i . ^ nelseskomitéen a ) om at fjerne Stengjærdet ved Mølle- \ stien og i dets Sted lade en Tjørnehæk plante, og b) om at ombytte de gam le, langs Vibyvejen staaende Frugttræ r med Popler eller lignende. Borgemesteren m aatte meget bifalde dette Forslag.

Forslag fra Forakon-

Stengjærdet havde længe været i en T ilstand, der næsten gjorde det farligt at passere det; thi Sten efter Sten rul­ lede ud paa Stien og truede de forbigaaendes Fødder. Taleren skulde i den Anledning erindre om, at hans ældste næsten sextenaarige Søn, der først havde gaaet Søvejen og dernæst Landvejen, afvigte Sommer kora gaaende fra Landevejen over Markvejen ind paa M allestien, hvor han satte sig i Græsset med Ryggen mod Gjærdet for at bota- nisere og til den Ende fremtog sin Botaniserkasse og spiste det deri værende Smørrebrød, som han havde med hjemmefra, med Paalæg — om at fortære det til Frokost, hvorved Kassen altsaa blev tom og følgelig skikket til at rumme de Blomster, hans botaniske Øje m aatte finde. Da han havde fortæret sin Mad, rejste han sig, men aeppe havde han gaaet et halvt Dusin Skridt, før en stor Kampe­ sten fra Gjærdet styrter ned ju st dér, hvor han havde siddet og botaniseret (Bevægelse). Havde han nu siddet dér, vilde Stenen ufejlbarlig have .bibragt ham et Rygstød, der vilde have gjort ham til Krøbling for Livstid eller maaske endogsaa udslukket hans unge Liv (stærk Bevægelse), saa han var faldet som et Offer for Videnskaben (meget stærk Bevægelse). En Tjørnehæk vilde ikke blot være farefri, men endogsaa en betydelig Forskjønnelse, især naar der plantedes Hvidfjørn. Materialist Svedskelten kunde ikke undlade at hænge sig i den Tjørnehæk (Latter), ja, det kunde han ikke lade være at undgaa, for han ansaa den for farlig, — men Sten, det vidste man da, hvad var, og det var dog en Undtagelse, naar det gik saa galt som med Borgemesterens Sen, som det gik godt for alligevel, da han ikke sad dér, hvor han havde sat (stærk Latter). Ja, haa vilde sige, at smaa Børn det var noget andet end voxne Mennesker (vedholdende Latter). Og smaa Børn kunde let, naar de vilde plukke Blomster af Tjørnene, blive hængende i dem og rive sig slemt, og derfor var han imod den Tjørnehæk. Kjøbmand Sørensen maatte fuldstændig staa paa Borgemesterens Side. Hvad saadan et Stengjærde kunde bruges til, det havde ban en Dag set med sine egne Øjne, idet en Torvedag nogle Gadedrenge havde posteret sig bag bemeldte Gjærde og improviseret en Art Feltartilleri, idet de havde kjørt op med et Mitraillense-Batteri bestaaende af flere Pusterør, hvoraf de havde udskudt Kitkugler paa de forbigaaende Bønder, disses Hustruer og Børn (Bevæ­ gelse), de havde saaledes skudt Hatten af en Mand. ramt en Hund paa Snuden og en anden Mand paa et andet Sted (stærk Bevægelse), og da en Bondekone kom gaaende med en Høne i Haanden, havde de ramt baade denne og Hønen, der havde løsrevet sig fra Bondekonen, som nær ikke havde fanget den igjen (overordenlig Bevægelse). Alt dette havde Taleren observeret bag et Bræddeskur, og han havde besluttet at anfalde Drengene bagfra (Bifald), men dog senere opgivet denne Tanke, da han var bange for, at han i sin Vrede skulde forgribe sig paa Drengene (stærkt Bifald). Glarmester Svendsen mentø. at man maatte sige, at

Lidt i den ftille U ge man faa P r i v a t b a n k e n s Aktionærer Forfamle fig talrig, for mulig at faa E t Indblik i Bankens Affærer. D o g fpored man ftraks et dybtfølt Savn: L iebe var borte i fjerne Havn Fra dem, forø i Nøden paa ham fig forlode. Den Aften maatte de trøftes af R ode . Oppofitionen var mødt i F lok Dirigentvalget itraks fordømmende. D e H e rre r H e l l m a n n ogTvERMOES o g B l o c h Saa Regnikabet efter i Sømmene, I hvilket et itørre Tab de fandt «Dækket» med Tant kun, men ej med Kontant* Saa mente de, Styrerne ikke forftode A t oprykke Mistilliden med — R ode . Midt i den finanfielle Kiv Var navnlig Kalamiteten, Hvorlunde et T a b bliver til et A k t i v , Gjenftand for Aktiviteten. Forgjæves T ietg en i Kampen man faa Med fand Reviforforagt at ilaa: For fine «Børns» Skyld han fik paa fit H o ’ede; Paa «Liebe» ej her hans Medgang be-Rode. «Bort med hver kritifk Reviforaand!» D et var TlETGEN, der faas at røbe fligt, Thi Banke-Aanden er redebon, Men Privat-Banke-Kjødet er ikrøbeligt. Man véd jo aldrig, hvad der kunde fke, Og hvad en Revifor vel fik at fe, I Fald man ham Bankens Papirer betrode T il uforftyrret i disfe at rode. Procenter faar nu hver Aktionær, Skjøndt vift nok kun lidet er vundet. — Sligt maa dog alligevel glæde enhver Undtagen — Refervefondet. En førgelig Medfart Fondet faar, D et bliver magrere Aar for Aar; O g gjør man med dette fig længe til Gode, Saa bliver det fnart aldeles ma-Rode.