S_Puk_1893

38

Til Slut gav P h i l i p s e n med rene Ord sit Besyv, der lød som saa, At det var Arbejd’ nok alene St. Hanses Regnskab at forstaa; Og, saasom Tr i e r ydermere Holdt jævnt i Gang sit Yæveri, Saa kunde Raadet frit notere, At Arbejdsnøden var forbi.

J L l f e l e g .

V or gode Stads Repræsentanter Forlangte nylig ren Besked Fra Godtfolk, som. gi’er Laan paa Panter, Om Arbejdsløs- og Ledighed, Hvorfor i hele fjorten Dage Og Nætter Magistraten sled, Saa en ramsaltet Sildelage Yar Yand imod dens Ansigts Sved. Men derfor gav den ogsaa Møde I Mandags med et Resultat, Saa ingen andre end de Røde Faldt paa at rynke Næse a’et. Paa eet Sted kun man havde Tale Om Arbejdsløshed hørt i Aar, Det var blandt nøgle Graverka’le Ude paa Yestre Kirkegaard. Men ellers var der travlt hos alle, Selv i den vise Magistrat, Og paa dens nye Torvehalle Hængte man i som desperat. Formedelst varme Hveders Spisning Fandt Ma r s t r a nd ingen »fyrig« Svend, Og til den næste Skovudvisning Har Th oms e n knap nok Tømmermænd. Kommunens Udvalg ased’ gru’ligt, Da Arbejdsstoffet var saa stort, At det var tidt dem plat umuligt At faa Betænkning færdig gjort. Hertil kom Pantelaanerklagen, At man hos dem drev om for Lud Og koldt Yand, skjønt paa Kirkesagen Folk havde nok at sætte ud.

Kling klang! sagde Klokkerne. Det var S t o r e B e d e ­ d a g s a f t e n - , saaledes kaldet, fordi selv de største Beder den Aften gaar paa Langelinie, bare tor at fylde op. Men A l f e r n e er ogsaa Mennesker. Det kan Puk tale med om, for de er hans nærmeste Familie; han har altsaa Lov til at sige dem ubehagelige Sandheder. De mylrede sammen derude i den køle, duftende Skov, hvor Knopperne skyder Foraaret ind, medens Anemonerne følger den sidste Vintergæk til Graven og lader Violen sørge. Smilende og hilsende trippede de op ned ad en Solstraale, og saa bildte de sig ind, at de kunde høre Klokkeblomsterne ringe. De smaa Alfefrøkener mødte i deres fineste Habitter: Tusindfrydsblade, der laa Lag paa Lag, saa at Frøkenerne lignede Artiskokker med Bunden i Yejret. Det var nydeligt. Men man maatte ikke se dem for nøje efter i Sømmene. Deres Hofleverandører i Magasin du Jord, henne paa den store Plæne, laa nemlig under Ombygning. De kunde ikke rigtig faa Tid til at klæde Frøkenerne paa, fordi de foreløbig selv blev klædt af i Anledning af Betingelserne. Naa, men det kunde jo for den Sags Skyld være lige F e tt, som "Wes sel siger. Frøkenerne smilede, og Herrerne smilede, og Alle smilede, undtagen nogle ældre Herrer, som ikke smilede, men bare saa indholdsrige ud. Det kom sig af, at de vare Politikere. Saa alvorlige Mænd behøver nemlig bare at se indholdsrige ud; saa er der altid Folk, som troer, at de vil udrette noget til næste Aar. Og Alfernes Latter sang og klang gjennem Skoven, saa at Træernes Grene græd Dugdraaber og Skovbunden viste