S_Puk_1893

BO

En Røst fra Dallmaalet.

En Ridderspore.

Min gode Ni s s e n !

Ja, jeg siger: Nissen; thi Mærkeisen: Puk faar den bretlandske Skjald eller Rim-Thurse Sæk k e s p i r e have for sig selv. Som jeg kan skjønne, vil din Sværte-Bavn, eller paa argere Dansk: Ugedags-Tidende, vide den Mand Tak, der flyer dens Prentere Nys om alskens Vanheldsfald, eller som Tysken siger: Ulykkestilfælde. Saadanne Æmner prikker jo Nyfigen­ heden og avler Holdere paa Bladet. Jeg skikker dig derfor en Vanfør, der har lidt saa megen Vaade, at han maaske aldrig faar sit paa det Tørre. Jeg taler om vore Mødres Maal, som jo er Hjærteblomsten i Danevangs underskønne Dall, men som Højfolkets Svartalfer har skaltet med saa længe, at det nu er at ligne ved et Par Hoser uden Bagstykke og uden Benskafter. Maa ikke alle Dannismænd grine sig øde, naar de hører deres Samtidsfødninger abekatte efter vælske Maal? Og maa ikke en hjærneblød ellej-, som Sjan de Franser vilde sige, en nervøs Maalstræver faa Bugværk af Forargelse, naar vore Morskabs-Idrætsmænd rode i alt dette udenvæltske Klister? Kan man monstro ikke more sig paa dansk, og er vor gamle, nordiske Limpotte saa ikke god nok? God Skæmt er Helsebod, men Skæmt bliver ugod, naar den bliver lagt i Klister. Hvorfor maa ikke »et Theater« ganske jævnt og ligetil hedde: en Mummespillestue? Vil man hædre Byrd og Æt, vil »det Kongelige« da kunne hedde: Underskydebanen. Hvorfor maa »en Varieté« ikke kaldes: en Hylebod, eller »zoologisk Have«: en Dyregaard til Umælendes For-Klejnelse. Det sidste Ord er endnu en Kjende tysk, men ved Styrerskifte vil det let kunne ændres; »En Cirkus« maa paa Dansk hedde: et Rundrideri, og for »at køre paa Cykle« har vi den gode norske Mærkelse: at gi en Hjuling. Der kunde nævnes mange andre Skæmmeord, som har bofæstet sig i vort Morskabsmaal. . Men jeg vil for Jævnførings Skyld blot hidsætte en Ordsamling, som intet Blad vilde blues ved at prente: Dette Blads Redaktion har gennem sin Reporter bragt i Erfaring, at Etablissementet Tivolis Direktør, Hr. Wa t t , vil leje en Kopi af det interessante Vikingeskib, der skal sejle til Amerika. Vore Læsere vil sikkert med udelt Tilfredsstillelse erfare denne Meddelelse. Det var Klisteret. Lad os nu øse af Limpotten og skrive Dansk: Sv.ærte-Bavns-Samlaget for denne Tidende haj' gennem sin Pompesvend faaet Nys om, at Grinehaven Tivolis Skæmteleder, Hr. Ka r t e - Bo mul d, vil tinge en Abekat af den sindslæskende ■ Søhanesnekke, der skal søstikke til Vinland. Vore Æmne- slugere vil uvægerlig med uskilt Hjærtelise nysse denne Pompeskærv. Se, saaledes skal vort fra Mødrene nedarvede Datlmaal skrives, og dermed er Limpotten ude. Hans Høj.

I Saga og Sang om et drabeligt Slag Staar skrevet med Runer saa fæle; Det Slag slog Hr. Ro s e n b e r g , da ban tog Tag Med skamløse Kritiker-Sjæle. Han sled dem og bed dem saa gram og vred, Indtil de paa Næserne snublede, Og rammed! dem i deres Blækhus ned Og satte sig paa ’.et og jublede. Og alle hans Smaafolk blev hylende fro, Den Gang dette Mandefald skete! De slog deres Volter, de sang og de lo; De spilled’ endogsaa »Agnete«. Saa henrykt hans Smaadreng Ma r t i n i u s De grinende tog i Kardusen ham fat Og dypped’ ham tragisk i Blækket. Paa K a in z ’isk han vrælte: »Ha ha!« og *Ho hob »Nu lægger min Fremtid de øde; Ak, Rosenberg, Rosenberg, sikke Du slo’, — For Gu’ er der Liv i de Døde!« Men Rosenberg tager ham ræd ved Hand; Saa drager med knejsende Pande Og edderspændt Graad de saa viden om Land, Indtil de hos S e c h e r mon strande. Martinius løfted’ sin dræbende Pen, For dræbe det kan han saa magelig; Men fælded’ han En, kom der To igjen, Og det var jo meget beklagelig L Han skrev, at han spiller med »aanueligt Liv«, Som altid Genier har plejet; Kun Skade, at Aanden bli’er sprød som et Siv, Naar Livet i Ryggen er svajet! Og Kritiker-Skyggerne smilte saa træsk, Jo mere han raabte sit »Va’sko!« Mor al : Hvad hjælper vel Ordflom og Fjæsk? Hans Fi es c o blev dog kun til F i a s c o ! Krøb op paa de tragiske Træsko Og klædte sig .af i sit fineste Puds Og brølte og raste som »Pies c o«. Han brølte — og brølte saa højt, at brat Han alle de Døde fik vækket;