S_Puk_1893

Inden Døre.

Det var Olaf, der gav mig den Ide at føre mine Tanker i Pennen. »Gjør det paa Personalets Vegne«, sagde han. »De er

r

gammel som S c h r a m , Frøken — det er jeg nu for Resten slet ikke, han var allerede konfirmeret, da jeg endnu gik i Skole — De er diskret som F r e d s t r u p, indflydelsesrig som jeg selv og vindende som T i mm e r m a n n , tolk De vore Følelser overfor denne> Robert le diable «. Hvilket jeg herved gjør. Det vilsige, førstvar jeg oppe paa Kontoret for at klage. Jeg sagde, at jeg vilde bede mig fritaget for, at en Dame i min Alder og min Stilling kom i Bladet. Kan De tænke Dem, hvad de svarede? De sagde, at de overfor det svage Kjøn i Koret, vilde vise al mulig Kortoasie, og for Resten vilde de ikke tage andre under Behandling end dem, der var inde i Kunstens Allerhelligste, ikke dem, der bad saa kjønt foi sig i Kordøren. Har De hørt Mage til Uforskammethed. Jeg skulde mene, at jeg er ligesaa nær til det som de andre fremragende Kræfter. Kan jeg gjøre for, at denne Robert ikke blev ansat i Kapellet? Svendsen er jo Nordmand, og Nordmændene plejer nok at vide, hvad de vil. saa h a n maa virkelig afgjøre, om han vil have Robert, i Normandiet. Jeg tør nok sige, at jeg har været med til at bære næsten hele Operarepertoaret. Maa. jeg saa spørge, om der er nogen Mening i. at jeg skal staa tilbage for et Bud, selv om dette Bud er et Overbud. Naar han kan komme der. saa kan jeg virkelig ogsaa. Men, da jeg sagde det, saa sagde de, at jeg dog ikke hørte til Spidserne. Jeg skulde mene, at jeg km være saa spids som nogen. Hvor tidt har ikke selve Kapelmesteren sagt om min Stemme, at den var et rent Stemmejern. Min Tante kommer hver Aften og henter mig fra Theatrøt, for en ung Pige k an jo nu en Gang ikke gaa alene paa Gaden om Aftenen, selv om hun saa var juridisk Student og Mandfolk og slet ikke havde gjort noget. Hun har lovet at gaa op og tale med Kammerherren om det og se at laa ham til at lægge et godt Ord ind for mig h o s B o r c h s e n i u s , naar de træffes i Theaterkommissionen. Men, da Theaterkommissionen nok har holdt Møde for nylig, saa bliver det vist ikke i Aar. Desuden er Kammerherren noget forknyt over Emi l , der gaar og faar det ene Stykke spillet efter det andet med den vinteræventyrligste Hurtighed. Tænke sig — den gode, rare Emil, som vi allesammen holdt saa meget af — han har altsaa slet ingen Sans for, at det gjælder om at spare lidt paa Repertoaret! Bliver han saadan ved, saa har Kammerherren io siet ingen Vinteræventyr tilbage at fortælle sine trofaste Abonninder paa de gamle Dage! Mon ikke mine Ord igjen. J e g forstaar heldigvis at tie, og det skal ikke være min Skyld, hvis der kommer noget ud om Theatrøt. . J u l i e K n a l d b e r g , Korjstinde.

N atten stille, to Betjente Staar og vaager over Staden, Medens de taalmodig vente Paa en Smule Sjov i Gaden. Baske Kæmper, Vikinglyster,. Modet temlig stærkt ophedet I de to Bersærkerbrystér. — De kan ikke gjøre ved ’et. Klokken mange, snart for silde* Bliver det til 'Natbedrifter, Gaden stadig lige stille, Ikke Spor af Urostifter! Ej det Vikinger behager At staa ledige paa Torvet, Heller rette Smed for Bager — De kan ikke gøre for ’et. Ned ad Gaden to Studenter Ganske fredelig spaserer, Aner ej, hvad der dem venter: Videnskab de diskuterer. Strax de to Studenterhuer Hos de hjelmbedækte Helte Tænder Nidkjærhedens Luer, Spænder deres Styrkebælte. Braadne Pander, Rifter, Buler, Strax Studenterne herunter, Mens Betjentene dem muler, Kampen overmaade munter. Og med Heltesindets kjække Glæde over Striden, Kronen De paa Værket sætte: trække Deres Fanger paa Stationen.