S_Puk_1893

182

Hjertets Livret eller Ed v a r d opdager Kammerherrens Træskhed.

Den gamle Kammerherre — Hm, hm osv. — Sig dækker mod de Skoser Bag F a 1k m a n n s Penneposer,

Imens han selv er stum. Stum, stum, stum, stum.

»Gik der en Sum til Spilde, »Var den dog ganske lille, »Og Folk gik jo i Tøjet, »Og N o r d a u det fornøjed —

»Hvorfor da være grum »Og give Vreden Rum ? Rum, Rum osv. Men Edvard Striden nyder, Som var det Mumm, Mumm, Mumm osv Saadan kan Krigens Flamme En Kammerherre ramme Ak blot for en Sum, Sum — En Hile Sum! Sum ! Sum!

E n gammel Kammerherre — Sum, Sum, Sum, Sum osv. — Tidt grønned sine Hoser For Abonnine-Roser Og for sit Publikum —

Trum, Trum, Trum, Trum. Da Saa han til sin Lykke Et ganske dejligt Stykke, Skjønt tysk det var i Sindet, Var det dog dansk i Skindet, Og dets Replikker som Champagnens lette Skum. Skum, Skum osv. (Et Spørgsmaal dog, om Ka u f ma nn

r

Faktotum, tum, tum osv. — Som man jo har paastaaet For Bidskenen har faaet Sum, Sum osv. — En lille Sum.)

F ru Juliane Petersen: Ja, søde Fru Schrøder, De sidder nu her saa lunt og godt inden Døre og biyder Dem ikke videre om, hvad der sker ude i Verden, naar De bare kan faa Lov til en Gang imellem at lade Munden løbe ved en Sjat Kaffe, som for Exempel nu i' dette Øjeblik, og hvis jeg var min egen Herre og Petersen var der, hvor man jo maa haabe, at salig Schrøder er, des værre, saa vilde jeg saamænd ogsaa trække mig tilbage fra Verden og ikke abonnere i det KongeHge, hvor Kammerherren jo for Resten har lovet, at der skal blive saa ingteressant om Mandagen, hvad der formodentlig bestaar i, at de for Fremtiden holder blaa Mandag, som de jo nok kan trænge til, men det var det jeg vilde sige, at var det ikke fordi, Petersen har lovet mig baade nyt Overstykke og ny Hat nu til Efteraaret og man jo har Pligter baade mod En selv og mod Ens Nærmeste, saa vilde jeg saamænd ikke gjøre mig.saa megen UlejHghed for at udvikle mig og følge med Tiden, for man har saamænd ikke noget ud af det, det ved Vorherre, som nu for Exempel, da Kejseren skulde komme, De kan jo nok tænke Dem, søde Fru Schrøder, at det maatte være mig magtpaaliggende at kumme ind og tage imod ham ved Toldboden, naar han kom, for for det første synes jeg dog,

En lille E d v a r d B r a n d e s — ganske dum, dum, dum osv. — I »Pohtiken«s Spalter Sit lille Pund forvalter, Mod Kammerherren grum — Orum, grum, grum, grum. Og næppe har fornøjet Vor Kammerchef fordøjet Sin Hjertets Livret, førend Den Edvard sagde: »Børen! »Det Stykkes Vej er krum, »Her er et Fallesum! »Sum, sum osv. »Nu skal vi til at kriges — »Bum, Bum osv. — »Det Stykke er ej nordisk, »Men N o r d a u s k , kjøbt for jordisk — »Sum, Sum osv. — »Gods — for en Sum.« I lj

1

19