S_Puk_1893

154

— Og aldrig, Tivoli, din Ros Og Magt skal rent forsvinde! Gid længe maa blandt Viraks-Os Dit Blus paa Lampen skinne! Naar du os kalder pr. Plakat Hid til din Land- og Søetat, Ind ad dit Tælleapparat Vi nok en Vej skal finde.

Den 15de Avgust

Tivoli-Aforismer, I l n’y a, que le premier pas, qui coute. ^ K o n t r o l l ø r en v e d T æ l l e a p p a r a t e t . Tie er Sølv, men at »sige noget« er Guld. Yo l k e r s e n .

ort Fødeland var altid rigt Paa flotte Jubilæer, Hvor man nød Dyreryg og sligt Som glad Epikuræer. Saaiunde gik det Povl og Per, Fortjente Mænd og mange fler, Og Baand og Ridderkors med mer Blev hjembragt som. Trofæer. Dog fremfor alle Ti v o l i Har Lov at jubilere, Hvo kan vel større Sympathi Hos Publikum notere? Og den Ting er da soleklar, At stor Fortjeneste den har, Ja, sig saagar den Frihed ta’er Sig s e l v at dekorere! Yed Gyldenløves Bastion Den fik det paa Tørre Og havde Aabning med Kanon- Salut i Tre-og-fyrre. I Pjerrots uskyldshvide Dragt Slog Yo l ke r s en med Dødsforagt, Mens Lumbye slog gemytlig Takt Og lod Fiolen sørge. Her baade'Drikkelse og Mad Hr. Sørensen fordøjed’; I »Kisten« var han kisteglad, Paa Plænen højst fornøjet. Han under Carst ensen og Wat t Sig muntred’ her den halve Hat, Ja, blev paa Tivolis Fregat I Lasten glad fortøjet.

Les beaux esprits se rencqvtrent.

U a n t z a u db Th o r J en s en .

Nu er jeg staalsat, jeg følger det Bud, som

byder i Højden at vandre.

^ Lu ft s k i p p e r Johans e n .

®ute Seute, aber jd)lecf)te 9ttufif

D t o b e r t ^ e t t r i q u e g i „dannebrog".

Ensom er jeg, dog ej ene.

E r n s t Schumann .

Hvad der er spart, er fortjent.

Th ran e.

Sidjt, mefyr £idjt!

m i s f o r n ø j e t Sl bonnen t .

Godt hjulpne.

— Ja, men Kongen sagde jo selv, at R i g s d a g e n med Guds Hjælp vil forbedre vore Kaar. — Ja, Gud hjælpe os!

f r i V !