S_Puk_1893

Til Lukningsspørgsmaalet. Repræsentanterne paa Nytorv begynder at lukke sig inde. Først lukkede de Dørene for det mere almindelige Hus i Amaliegade, dernæst for Ingeniør H a m m e r i c h og endelig for Københavns Banegaard; naar Byens aabne Pladser skal behandles, saa lukkes der vel ogsaa for dem. Men maatte man saa ikke hellere lukke hele Butiken?

»Hvad man ikke har i Hovedet, maa man have i Benene«, sagde J e n s B u s k , han reddede sit »Ben« i Husmands- kreditforeningen.

Sko rstensfejerens Klage. Kjære, højstærede Hr. P u k !

U d paa Græs, paa Græs, paa Græs som glade Feriegjæster! Ud til Tykmælk og Spinat, til Høst og landlige Fester!

Jeg er kun en jævn Skorstensfejersvend, men jeg er bleven behandlet med sort Uret­ færdighed, og saa veed jeg, at De ikke vil nægte mig Anbringelse af et Klagemaal i Deres illustrerede Spalter. Det er mig, der fejer i Koncertpalæet, og ingen skal komme og fortælle, at deres Kakkelovn ryger, naar jeg har pustet den ud. Men saa er det, jeg forleden gaar ned i Koncertskorstenen og faar mig en større

Alle Folk flygter bort nu fra Byen, Hvis de har Raad og kan komme bort, Kysten fra Humlebæk til »Paraplyen« Er alt af Villabeboere sort. Har man det ej, kan saagu’ man Ogsaa i Skoven gaa. Der var nu gamle S c h u m a n n , Dør nok sagde som saa:

Ud paa Græs, paa Græs, paa Græs — til Klampenborg-Løbet, Jeg forstaar mig dog paa das og tjener lidt Odds i Kjøbet.

Forskrækkelse. Jeg syntes jo nok, at der lugtede ualmindelig r ø g e t og s v e d e n t den Dag, men jeg tænkte, det kom af, at der var Storesbegravelse i Huset, og en Smule Liglugt kunde der jo nemt smutte igjennenr Rørene. Det har dog ikke været Ligbegængelsen alene, jeg kunde mærke; for i Bunden af Skorstenen sad der en l e v e n d e Ne g e r , som jeg i min Profession gik lige ned i Hovedet paa. Jeg spurgte ham med et vist Eftertryk, hvor Fanden det kunde falde saadan en Zulukafferhottentotblæksnude ind at gaa ordentlige Folk i Bedene og Næringen, og om han kunde fremvise Skorstens­ lærebrev. Nej, han undskyldte sig jo ; det var ellers ikke hans Haandtering at feje Skorstene, men han var bleven smidt ned ad Trapperne, da han skulde ind og høre N e l l e m a n n skælde S e c h e r ud, og saa var han kravlet op paa Taget, hvor han et Øjeblik nød Udsigten fra Trekroner til Kronborg, og havde derpaa ladet sig dumpe ned i Skorstenen, hvor han nu sad og lurede sig et Referat til. Jeg var jo ikke tilfreds med den Forklaring, men hvad skulde jeg stille an med Fyren andet end at lade ham sidde. Feje ham ud gjennem et Kakkelovns­ rør kunde jeg ikke formedelst hans Hovedform, og at trække saadan en Hertug ved Haarene helt op af en lang Koncert­ skersten er noget, der ligger aldeles udenfor Skorstensfejerfaget. Nu skulde jeg endda ikke have gjort videre Vrøvl, naar det ikke havde været for Stines Skyld. Stine er Køkkenpige i Koncerten, maa De vide, og en rigtig yndig og fremkommelig Pige, men nu har hun vendt mig Ryggen, fordi hun ventede mig forgæves i Køkkenet den Dag. Jeg har prøvet at bøje hendes Hjærte ved at sige, som det var, at der sad en Neger- prop i Komfurhullet og spærrede Vejen, men hun siger, at det

Oppe i N o r g e maa man sig plage Ligesom her med Sorger for Ko r e n , Mon de har faaet B j ø r n s on tilbage, Og er han stadig lige forsoren?

Eller har han paa Landet Sig hos H e g e l forlagt, Gaar i Skovshoved i Vandet Og har sig Norge frasagt?

Nej, han gaar paa Græs, paa Græs, paa Græs i Ba j e r s Bede, Herre Gud, kan F r e d e B a j e r ikke sin Freds-Sag frede.

Nys i P a r i s var nær nok gaaet Republikøn alt Kjødets Gang, I Raseri man nær havde flaaet Først D u p u y og saa H e r m a n Ba ng !

Nu man det dementerer: Det var bare Kommers, Ingen revolutionnerer, Er af Loven paa Tværs.

Det var kun Kongres, Kongres af Kunstnere og Studenter, Som for Løjer med Betjente højst en Skalle sig henter.

Selv om Godtfolk paa S t o r e s er gale, Skulde de nu la’ den ligge i Ro. Med uanmodet trøstefuld Tale Advokat N e l l e m a n n jorded’ den jo. Ti e t g e n oppe ved Dovre

Nyder Landlivets Fred, Hører, at Bygen er ovre, Smiler stille derved:

Det var græsse-, græsse-, græsse-, græsselig med den Store, Naa, men derfor kan man dog vel nok sig i Ferien more.