S_Puk_1893

Gamle Sagn i Folkemunde.

han va’ levendes, da va’ Almenakken vist itte opfundet endnu. K r e s t e n . Ded ka’ der være noved i. Mads . Ja, ded æ’ nu mærkeli’t nok, a’ itte man ved ded. Men der har jo været saa manne baade Præster aa’Provster, der hed Hans Velærværdihed eller Hans Højærværdihed, saa ded ka’ jo være, a’ den æ’ opkaldet etter en a’ dem. K r e s t e n . Ded ka’ der være noved i. Mads. Jæ’ har nu faa’ Hesten osse spekkeleret paa, om itte ded sku’ være etter Orktavibus Ha n s e n . K r e s t e n . Jamen han hedder jo itte Hans. Mads. Ded gjør han itte, men Hans aa’ Hansen — ded kommer dog næsten omtrent akkerat yd paa et. K r e s t e n . Saa va’ ded dov mere rimeli’t, om de hade taet H ø r u p eller afdøde Be r r e . Mad s. Jamen dihedtej oheller itte Hans. K r e s t e n . Ded gjore di itte, men derfor ku’ man dov li’egodt ha opkaldet en Dav etter dem. Mads. Ded ku’ man osse, men saa sku’ den da itte hedde Sanhansdav. Kr e s t e n . Ded si’er jæ’ jo heller itte, a’ den sku’ ha heddet. Ma ds . Næ, men naar a’ den nu hedder Sanhansdav,saa sku’ di da osse ha’ heddet Hans. K r e s t e n . Ded behøver di da itte. Eaaded a’ den ene hedder Hans, derfaa’ behøver den an’en da’tte aa’ hedde ded samme. D ø n n e r g a a r d , han hed Hans, men nu for Ægsembel A 1b e r ti g, han hedder itte Hans, aa’derfaa’ ku’ Almenakhen godt ha’ opkaldet Sanhansdav etter Dønnergaard. Mads . Jamen derfaa’ æ’ ded dov itte savt, a’ di har gort ded. K r e s t e n . Ded æ! heller itte savt, a’ di itte har gort ded. Mads. Næ,, men der æ’ dov saa manne andre, som osse kaldes Hans saadden i davli’ Omgængelse. Som nu faa’ Æg­ sembel naar man si’er: Hans Madsen, hans Kretur, hans Kone — — K r e s t e n . Hans Kone! Saa har ded vel væ’t en Jordmormand. Mads. Ja, ded va’ da heller itte faa’ møjed, om di hade bevist Standen den lille Opmærksomhed. K r e s t e n . Ded ka’ der være noved i !

Grossereren synger.

Ma d s J o r d e m o d e r m a n d .

Dav, Kresten Smed.

K r e s t e n Smed. God Dav, Mads. Jæ sønnes, ded æ’ saa længe si’en, man har set noved te’ Dej. Mads. Ja, Embedet gaar jo fremfaa’alt. K r e s t e n . Du sku’ kaske følle Din Ma d s . Hæ hæ — næ, jæ sad sgu hjemme aa’ spekkelered. Har Du noven- sinde faa’ Alvaar tænkt over,, hvem som a' Sanhansdav ejentli’ æ’ opkaldt etter? K r e s t e n . N—æ — jov — Hans — ded æ’ der jo saa manne, der hedder. Mads . Saa manne — saa manne — ja, der æ’ sgu osse saa manne Smedde- bæller te’ i Verden, men derfor æ’ der sgu dov itte mere end som en Jordmor­ mand i Destregtet. K r e s t e n . Ded ka’ der være noved i. Mads. Jæ har nu tænkt mej, om itte ded ku være begrundet paa, at der æ’ En a’ di Kungelie, som a’ der hedder Hans. K r e s t e n . Ja, ded ska’ jæ ’ sgu ’tte bestemt ku’ siJe, men om osse der itte æ’ nu, saa har der dov vist været. Mads . Ded æ’ jæ’ osse tebøjeli’ te aa’ anta’. Ded maa ha’ været saadden omtrent i Uldtiden. Ded kommer me’ for, som om der har været li’som en gammel Konge a’ ded Navn. K r e s t e n . Ja, ded var vist den samme, som a’ di kaldte Gaarm den gamle. Mads. Næ, saa har ded dov snarere væ’t Knyd. den store, saa vidt jæ ved. Ded æ’ han, som a’ der gaar igjen. K r e s t e n . Gaar han igjen ? Ma ds . Ja, gu’ gjør- han saa. Han ri er hver Nat over Himlen paa et splintrende sort Kretur mæ’ en gloendes Pind i Enden. K r e s t e n . Ja Herregud, Herregud, hva’ der dov ka’ gaa faa’ se’ i denne Verden! Monstrov ded nu sku’ være han, som a’ Sanhansdav æ’ opkaldet etter? Mads. Næ, ded tror jæ ’ dov itte, & ded ka ha’ været. Faa’ den Gang, da Kone te’ Bloksbjerg Sanhansdav?

Mel. af »Lykkebarnet«. D er var en Tid, jeg nægter ej, De fik mig med paa den Galej At lave en engelsk Store, — Ved Gud de gjorde, — Og Ered’rik V e 11 fortrolig sa’, At det var det, vi skulde ha’, Og det kunde gavne og more Og ogsaa fodre. Men a k ! vor Plan i Stykker gik, Alverden den imod sig fik! — Vi gjorde det dog, hvis vi turde — Ved Gud vi gjorde, — At der var meget%meget Vildt, Og der gik Meget, Meget spildt, Som kunde fylde vore Borde, Og ogsaa burde. Men ak, vor Plan i Stykker gik, Alverden den imod sig fik! — Vi gjorde det dog, hvis vi turde! Etatsraad E r i t s c h e med os stod, Saa Ti e t g e n var vist ej imod, Ja Celestin og Floridore, — Ved Gud de gjorde. — Men saa blev der et rædsomt Hyl Fra dette — uf! — Butikskrapyl; De satte sig op mod os Store Og skreg og svore. Men ak, vor Plan i Stykker gik, Alverden den imod sig fik! — Vi gjorde det dog, hvis vi turde! Saa sørgelig er Planen endt, Selv Ti e t g e n har os Ryggen vendt Af Grunde, vi ikke erfore, — Gu’ om vi gjorde. — Den hele Flok blev ganske sky Og ty’de hver i sikkert Ly Baade Dommere og Professore’, — Ved Gud de gjorde. — Men ak, vor Plan i Stykker gik, Alverden den imod sig fik! — Vi gjorde det dog, hvis vi turde!. Hvorfor skal vi se tavse til, Agrarer drive deres Spil? Nej, vi ku’ da ogsaa spore,