S_Politiken_Julen_1906

EN DRØM. JULEFORTÆLLING FRA DET FORRIGE AARHUNDREDES BEGYNDELSE A F AAGE BERG.

VA[fl1E”J7^

o - « « æ - '

D e t lakkede mod Julen 1806. Aaret havde været godt, og Københavns Indbyggere beredte sig til at fejre en glad Fest. Det syntes, som Him len var Københavnerne gunslig stemt, thi efler at Sneen var d rysset tæt en lang Nat igennem , faldt Vejret nu to Dage før Højtiden i med let, klinger Frost. Rig­ tigt Julevejr! Ogsaa for det store, rige Handelslius Heinrich H auschildt og Sønner faa Christianshavn havde Aaret været frugt­ bringende. Dets virksomm e Chef, Bern­ hard Hauschildt, havde netop modtaget Brev fra Broderen i Ostindien med Bad­ skab om , at en sæ rdeles fordelagtig Handel var afsluttet, og vant som kan var til at dele sine Glæder med sin kloge Hustru, ilede han fra Kontoret ind i den daglige Stue for at medfele hende den gode T idende. Saa oplaget var han af Nyheden, at han slet ikke lagde Mærke til, hvor hastigt Laaget paa Husfruens Sybord b lev lukfot i, idet han traadte ind. Med et kærligt Sm il modtog Amalie H auschildt den glædelige Efterreiaing. Men næppe havde hendes Mand atter forladt Stuen, før Sm ilet forsvandt fra hendes Læber, og hend es smukke Træk slappedes. Med trætte Hænder aainede hun igen det blanke Ibenholdtslaig for at tage et Haandarbejde frem. Dft var et tunisk hæklet, blødt og varmtHals- tørklæde til Gemalen. Endnu maiglede der nogle Masker, inden det var fuld­ endt, og med overanstrængte Øjie ka­ stede hun sig paany over det seie Ar­ bejde. Mens de flittige Hænder slog Vlaske op efter Maske, som Naalen ilsont fan­ gede, begyndte Dagen at hælde, Ama­ lie H auschildt kastede nu og da:f gam ­ mel Vane et Blik i Gadespejle, men Tankerne fulgte ikke Øjnene, le var andetsteds beskæ ftigede. Ja, hun var overanstrængt. Forbere­ delserne havde udmattet hende endnu før Festen var begyndt. Og dogskulde ingen sige bende paa, at hun ilke var begyndt i god Tid. A llerede i Sommer, da de boede paa Frederiksberg havde hun broderet Arbejdstasken til Tante Henriette og Kammerdugslonmetør- klæderne til de tre Pigebørn. Ja|gentlig var hun jo begyndt endnu tdligere, nem lig allerede da hun sendtedet Bom ­ uldsgarn til Vævning, som Jomfru Due skulde have til en Morgenkjolf. I September havde hun ktiplet et Par Underærmer til Søster Scphie og broderet et Skørt til Guvernanttn, Mam- sel Bertran. Og hvad havde hun ikke faaet bestilt siden? Spundet og strik­ ket de dejligste Zephyrsgarns:rømper, broderet og stoppet en Sofapude til B ernhard,»syet en skotsktøerret Kjole til sin yngste Datter — alene det ene Ærme bestod af 50 Stykker -b rod eret paa Stramaj et Par Hjemmeskotil Dren­ gen og hæklet en Pung til Orket Carl. Hun havde fileret et Teaterlrklæde til Søster Betty, broderet og stoppet en Naalepude til Bernhards Haler, bro­ deret et Livbæ lte, lavet en Syæske af Pap efter Madam Rahbeks Metode, strikket Vanter til Jens, somKammer­ herre Iiegermann til November havde skaffet dem fra de jydskejJagere, lavet Eau de Cologne til Tante Cfarlotte og

Og overalt, hvor Øjet seer, det sig saa hult forlyster paa Jaspis, paa indsprængt Agat, viol- blaa Amathyster.t Men her var ikke een Lampe, her var Hundreder. De lignede store, skin­ nende Meloner, og alt omkring dem straalede i deres Lys. H ist og her hang m indre som gyldne, gennem sigtige Pæ ­ rer — men ak, det var nok ogsaa her kun Glasfrugter! Dog nej, ikke altsamm en. Dér stod jo for Eksempel en Paraply, den hørte da hjemm e i denne Verden. Men h v il­ ket ualm indeligt og skønt Haandtag, den havde. Og dér hang Kniplinger — m insandten Mage til dem, hun havde lavet til Søster Sophies Underærmer. Nej se, de kunde købes! En Dame fik dem for en ubetydelig Sum. Tænk, hvad man kunde have sparet af Tid og Ar­ bejde, h vis man var komm en saa let til sine Gaver! Se, der laa jo ligefrem et Stykke fær­ digt Bomuldsløj, lige afpasset til en Kjole og pakket saa nydeligt ind i en lille fin Æske! Var det ikke vidunder­ ligt nemt! Og dér en fæ rdigsyet skotsk B luse i de dejligste Farver. Ja, hvilke B luser var her ikke, a f skinnende Silke og zephyrlet Tu ll! Men her var ikke alene Tøjer, ogsaa andet, som Vaser af straalende Metaller, af Glas og glinsende P orcellæn, ja, selv Syæ sker af sjæ ldne Træsorter, meget mere elegante og dog lige saa billige som de Rahbekske Pap­ æsker. Der var Slips, et Udvalg af Sæ­ ber og Parfumer, som udbredte en lif­ lig Vellugt, B londekraver, skønne som de herligste Briisselerarbejder, Læder­ tasker og Portem onnæ er, P elskraver og Muffer, Morgensko, silkeindvirkede Sofapuder, Teatertørklæder, Arbejds- tasker, samm ensat af lutter smaa, straa­ lende Guld- og Sølvringe, pragtlulde udskaarne Læderbæ lter — og alt til en Pris, som fik man det halvvejs foræret. Aa, hvilke Anstrengelser, hvor mange Sting og hvor mange vaagne Nætter kunde hun ikke spare sig i Frem tiden, blot hun gik her ind. Og dér foer et lille glim tende Krystalhus tilvejrs — nu kom det ned igen, der blev lukket op for det og spurgt, om hun ikke vilde træde i n d ............. I det samm e vaagnede Amalie Hau­ schildt. Hun sad endnu ved Vinduet i den gam le Stue paa Christianshavn, men hvor fattigt forekom hende ikke nu Tranlampens Skær derude. Uret paa Konsollen slog seks klare Slag og en lille, enkel Melodi lød ud i det mørke Værelse. Saa rejste Husfruen sig, underlig søvngængeragtig, og tændte Lys. Hendes Drøm var kun — en Drøm. Men nu, Hundrede Aar efter, er D røm ­ men blevet til V irkelighed. Thi det Eventyrpalads, Amalie Hauschildt drøm ­ te sig hensat til, det ligger nu lysende og levende netop dér, hvor hun saa det, midt paa Østergade. Paa Facaden staar: A. C. Illum . Havde Amalie Hau­ sch ild t levet nu, vild e hun paa faa Ti-, mer kunne have sam let alle de Jule­ gaver, hun lige fra Somm erens Begyn­ delse havde arbejdet paa med sin utræ t­ telige Flid.

forfærdiget B lom ster til sin æ ldste Dat­ ters Haar................Nej, hun havde rig­ tignok ikke ligget paa den lade Side. Men nu var hun ogsaa træt. De sidste Næ tier havde hun næsten ikke faaet Søvn i Øjnene for bar Travlhed. Jule­ træet havde hun jo ogsaa sørget for. Hele den foregaaende Aften havde hun siddet og lavet Guldæbler og Kræm­ m erhuse efter Dagen lang at have bagt Peberkager og Fire Species. Køkkenet kunde h eller ikke forsømm es. F orm id­ dagen havde hun tilbragt med at blande P ecco og Haysan og lave Duepostej til Selskabet anden Juledag. Den udmattede Husmoder drog et dybt Suk. Nu var det for mørkt til at hækle, og hun syntes ikke, hun havde Kræfter til at rejse sig. Haandarbejdet var sunket ned i hendes Skød. Uden at lede efter noget fast Holdepunkt lod hun Blikket flakke ud over den hvide Gade, omkring Tranlampen, som Jens lige havde tændt. Hun syntes, hendes Øjne blev saa tunge. Det havde nok alligevel været for meget for hende . . . Nu var Lygten vist gaaet ud Hun sov. Hun drømte. Drømte, at hun tog Hat og Shaw l paa og gik ud paa Gaden. Hun vilde ind til Byen for at købe et H ovedklæ ­ de til Brj'ggerspigen. Hun mente, det var bedst at købe det h o s Ruben i Kronprinsessegade, men da hun kom til Hallandsaas, syntes hun dog, hun vilde kigge ind i Østergade. Hun kunde godt lide den Gade. Det forekom h en ­ de, at dér brændte Tranlamperne kla­ rere end andre Steder, og at dér stod m ere i V induerne baade af Cho­ koladekander og B lom stervaser og Thekopper. Men hvad var det. . . .! Hvad var det dér ovre paa den anden Side Gaden? Et Feslot, et V idunderpalads? Et stort, stort Hus, bygget af Glas. Saadan saa det ud, for h ele Facaden bestod af uhyre mægtige Vinduer. Og hvad var det for et underligt Lys i og uden for d isse Vinduer. Saa underligt hvidt og stærkt og forfærdende. Turde hun gaa derind? Der maatte vist være dejligt. Se, hvor mange der gik ind, jo, saa vilde hun ogsaa vove det. Stille og næsten andægtigt skred hun ind i Eventyrpaladset. Studsende blev hun staaende paa Tærskelen — ja, dette var sandelig Eventyret, det skøn­ neste i Tusind og en Nat, Eventyret om Aladdin, som gam le O ehlenschlå- gers Søn ifjor havde skrevet saa smukt om. Dette var A laddins Hule, en underjordisk Hvæ lving høj, ret som en Have, hvor paa hver udstrakt sjæ l­ den Gren nedhænge sjæ ldne Frugter. »T/i/ nogle hvide er som Mælk og klare som Krystaller blodrøde nogle , andre blegt kun rødme, som Koraller. Og grønne, violette, blaa og brunlige og gule med Funklen hænge rundt omkring udi den skønne Hule. De hvide Frugter Perler er, de klare Di­ amanter Rubinen spiller i sit Blod med sine slebne Kanter. . .

■VÅféll'IrøSKE*

WAlB*Mi5SßKE'

J — { V - r — f- — — *—

- — — f — --------- M -

■VÆRE'MfålSKE»

f t

— f — ----------

m m *

m

v

-

-

-

-— -R—/ — f- ---------------- r * r - V Ä i M K E *

j * •VAKE-MfélTO»-

v æ n * ® -