S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

8 3

I B r a n d v a g ten . Anna Bryde — Frou-Frou — Othello.

Paa Koturneen . Søren Pipperop.

1?

Det er skidt med Ægteskaveligheden i vore Dage. Som man kan se baade paa det Kongelige og Dagmar og hos Ahrahams. For enten er Fruentimmerne kulrede og render fra Mændene, eller ogsaa er Mændene tordnende lynende

^ trekvart og slåer Kvindfolkene paa Snuden,, saa de kreperer. Og i første Kasus er det moderne Skuespil og er i fire Akter og i sidste er det en Tragedie af Sjækspetersen og er i fem; »Anna Bryde« er mixet sammen af Apotheker Benzon, men hvis Sjæfen har faaet det paa Recept og ikke i Haandkjøb, saa kan man rigtig nok se, hvad Lægerne er for nogle Rade, og saa er det sgunte saa løjerligt, at de kan gjøre en Etatsraad gal i Hodet. For ganske vist er der nogle Piller deri, og det er ikke Jernpiller, men derimod Stikpille]1, og Stykket virker ligefrem afførende paa Publikummerne, saa de bliver hjemme, og derfor faar Stykket vist ogsaa snart sin sidste Olle. Og det nytter slet ikke, at Apothekeren har laant Kammerherren baade sine Møbler og Malerier til paa Scenen og sin Svigerfader, som er O c t a v i u s h a n s e n med Kone og Børn, til at juble og gjøre Sygses i Parkettet. For Folk gaar nu en Gang ikke gjerne paa Apothekerne, naar de kan faa det andre Steder t il1bil­ ligere Pris. Og det kan de paa Nørregade i »Fru-Fru«, som er Fru AViehe og gift med Vilhelm AViehe og elsker R i n g den ene Aften og C o l d i n g den anden, som er Debutant og ikke Ko l ­ l i n g. s Søn, hvad man strax kan se paa ham. Det eneste er bare, at der mangler de Malerier paa Aræggen, hvad der kommer af, at Fru-Fru-Fru-AViehe har brugt alle Sylene til nye.Kjoler, og det kan Manden ikke lide, fordi han er nødt til at spille paa Deling ved Kasino og derfor ikke har saa godt Raad. Og saa bliver naturligvis Fru AViehe rørstrømsk og sælger hele Stadsen til en Marsja,ndiser og gaar ud i Theatergardøroben og faar fat i en gammel sort en. Og saa fortryder AViehe, hvad han har gjort. Men Fru AViehe beder bare om, at hun maa faa Lov at faa lidt pæne Klæder, naar »Fru-Fru« gaar af Repertoriummet. Hvad det nok snart gjør. Og det lover saa AViehe, fordi han er kommen ovenpaa nu, da-Ahrahams be­ taler hans Gasje. Men hos Professoren er det ligegodt' flottest. Der er ingen smalle Steder. Der er de baade pæne i Tøjet og har lidt at ofre paa Dikkerasjonerne endda. Men det er sgu Synd, at Ad o l f J e n s e n kværker hans Kone, og jeg forstaar nu ikke, at Professoren vil give hende til det, naar han har saa mange andre, som der ikke var noget forset i, om han blev af med. Men det kommer jo ikke mig ved. Det er bare saadan Noget, jeg sidder og tænker over om Aftningérne, naar jeg er der paa Brandvæsenets Vegne. B r a n d s t r u p , Brandmand.

Paa Maarenkvesten føst je hyller Talia, dei min søje Snut, For Musen en Salut je skyller A min Begeistrengs Rottekrut, Melpomene ilirenveller Je dov Boketten rægge vel, Formedelst a i Da den gæller Hr. B o n s e n s nye Sørrespel. Dyftrørt je lo min Taare flyje, Da hans gevaldie Sjeni Ga vos den lægre A n n a Br y d e Mæ hinners Troskavsbryderi. De handler om di gifte Koner, Som bier ramt a Armors Pil Aa som gør Joks mæ deres Joner, De æ da Konst i jonisk Stil. Aa Bensens Gennembruddets Kvenne Lissaa beskeden æ som B r a n ­ des, da han bare konne fenne Paa Frueplas halannen Man. Fler velle ente hun begære, Men kons ha Lov aa synge glaj: For tre, som gærne ve sammel vaqro, M de saa øndi aa følles ad! Saaddan et Liv i Fryj aa Løgge, A ha en Kærrest aa en Mand, Æ mer en B e n s e n s Or ka trøgge Ud, va Mosek dov bæddor kan. Derfor ha l an ge Mø l l e r laved Di Toner, Folg i Telgift fek. — Dov, da de va om Ægteskavet Skulle de vaaren Hornmosek. Men Skæbnengen har grusomt luret Paa disse Jærters Sømpati, Saa Kærresten tesist be fured, ATa der æ mejed sørreli. Derfor ve je tø Musen sænne Et Ønske ongefær som saa; Gid Ot to B e n s e n s ejen Ænne Ente saa tragisg bie maa.