S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

7 5

Hansen. Hvad »Frejr« var, vidste vi alle. D et var Stor­ kapitalen, der vil male os Alle til Poudrette (Stormende Hør). Og hvem var Storkapitalen? D et var Begeringen (Yæk med den !) det var Højre (ned med Højre !) det var de gamle Magistrats­ herrer ' og Borgerrepræsentanter, der vilde fede sig af Folkets sure Sved. Det var »Frejr«! Og derfor skulde Middelstanden, den kraftige, selvbeviste Borgerstand slaa sig sammen med Socialdemokratiet og feje ud. Ned med Storkapitalen ! Ned med Højre! (Voldsom Tilslutning). Bybucl Andersen vilde tale paa de besiddende Klassers Vegne. Hvad var der bleven af den store kraftige Stand — Bybudene? Se Jer om paa Kjøbenhavns Gadehjørner! Der, hvor der fordum lyste hvidt og skinnede rødt af hvide Kitler og sunde, glade Ansigter — der var nu tom t og øde. Han havde som Dreng læst en Roman, der hed »Den sidste Mexe- karfer« (Rørelse) nu kunde man snart skrive en Roman om »def sidste Bybud«. F or det var Telefongen, og Adam og Eva og alle deres Onger, baade Kain og Abel og Sem , Kam og Jafet, der aad Bybudene. Og saadan en var »Frejr« vistnok ogsaa (Hør!) Og saa vilde de oven i KjøbM ligge Skat paa Brændevinen! (Stærke Protester). Ja det var Bonde-Frejrikerne paa Rigsdagen, disse hersens Agrarier, og paa den besiddende Klasses Vegne, vilde han sige, at han vilde ikke lade sig æde, men nedlægge sit Votum (Bravo! Hør! Tilslutning). Dirigenten foreslog derpaa den bekjendte Resolution mod »Frejr«, som vedtoges, hvorpaa Forsamlingen skiltes under Afsyngelsen af Socialistmarschen. Don Stadil og Sancho Nielsen.

En Tandoperation. Mel. : Peter Schjett.

K jæ re Læsere og Venner, I som Tand for Tunge har, Hør en Sang om en Rad Tænder, Der er lærerig og rar; Tænderne var en Madams, Men det sa’ hun blot for Skams Skyld, for de var inte ægte, Og nok heller ej betalt; Og se — det vil ingen nægte, D et er, hvad man kalder galt, At man tygge vil sin Mad Med en andens Perlerad. Oppe i de Gothers Gade Boede deres Ejermand, Og en Dag der blev Ballade, For han mødte op paa Stand Med Hr. Foged B i r c h — uha! Det var en Tandtrækker, hva’? Fluks Hr. Birch sa’: Hid med Tænder­ ne, hvad eller Summerne; Her til Lands vi ikke kender Den Slags: faaen paa Gummerne; Vær saa god, betal den Gæld, P l u s Tandtieme til mig sel’. Men Madammen græd og larmed, Og det gik som Kjæp i Tand­ hjul, indtil til Slut forbarmed’ Sig de Tænders Ejermand; G o d t! behold da mit Gebis, Men betal det snarligt; hvis — Ej De vil, at jeg skal møde Om en Uges Tid igen, Tyg til den Tid Deres Føde Med m it Tandsæt, Kære — men Saa maa De betale skam, Hører De! Farvel, Madam. Saa var den Tandpine over- staaet — og Madamen fro Straks med Haand og Mund sig lover

QJ

H v o r intet er, har Kejseren forloret Sin Ret, saa siges i et gammelt Ord, Og skjønt man skulde ved sin Død forsvoret, At nogen ikke paa den Sandhed tror, Saa viser der sig dog imellemstunder En eller to, som i det bare Blaa En ganske ny Finansberegning grunder, Hvis Facit ingen Djævel bitter paa. Af Millioner Kassen har en Snes; Men Venstre siger, der maa være treds! Og skjønt de treds forlængst af Sted har trisset, Skal de belægges ligefuldt med Skat, De Radikale deres Pen har spidset Og Skattens Mønt fra Krone gjort til Plat. C h r is te n s e n - S ta d il og A. N ie ls e n drager Til frejdig Kamp mod Spøgelser hvert Aar, Som Don Quixote og hans Pudsenmager De dristig ’øs mod tænkte Møller gaar. Saaledes vil de trofast vandre frem, Til de i Vrøvl gaar nedenom og hjem.

V£)

Ej at unde Rist og Ro, Før de Tænder er betalt, Som det nær var gaaet galt.

Tt

’