S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

g, slippes ad den af sit Bur, Da viser den, at dog den duer; Den er dog ej saa ganske væk Med Va l b o r g J ø r g e n s e n og Bech.

a d Dansen.

Og endnu man tør haabe paa, At endnu mange Beche smaa Med al den gamle Verve Den har i sin Reserve.

Fra det mørkeste Fastland.

:lW 1 1 Øi

Fra B e n g j æ r d s Tid alt her til Lands Ja maaske lige fra Kong D a n s — Vi ansaa steds vor Ballet For mere end sædvanlig net. Paa F r o d e s Tid Bevis man har Jo for, at en l i a n s B e c h der var:

P er S c a v e n i u s er fra siu Virksomhed ved »København« bleven saa vant til Kiggere, at han ikke mere kan undvære dem. Han agter derfor at nedsætte sig som Kultusminister mellem de Sorte i Afrika. Efter Forlydende vil hans Exempel blive fulgt af forskellige af hans Værkfæller. Dr. Georg B r a n d e s vil f. Ex. gaa paa Opdagelsesrejser efter Kilder, ikke just Nilens, men sine egne, og man venter sig meget af det Værk', han derefter vil udgive under Titlen »Hvorledes jeg fandt Ophavsmanden til »Le Dane­ mark s’ejface «.* Fremdeles vil He n r i k Cavvling foretage en Rejse, for at interviewe afdøde Emin Pascha, P e t e r N a n s e n vil sætte sig ind i Amazonernes Følelsesliv og se at finde en sort Julies Dagbog, og H e n n i n g J e n s e n skal være udset til frikirkelig theologisk Professor i Kilim-andsj-aro. Enighed i det r e n e Væ s e n lige. B r æ n d ev i n s ud v al ge t har mod almindelig Forventning arbejdet saa ihærdigt, at det allerede er blevet enigt med sig selv om at afgive Betænkning. Ved velvillig Indiskretion og forhaabentlig uden Proces for Krænkelse af Privatlivets Fred ser vi os i Stand til at meddele vore Læsere Hovedindholdet af denne. Udvalget har delt sig i adskillige Mindretal, af hvilke det 1 s t e vel i Princippet intet har imod E s t r up s Forslag, men dog foreslaar at stille Sagen i Bero, fordi Ingen kan vide, om ikke bemeldte Mindretal en Dag i Fremtiden skulde hitte paa en Løsning, der var endnu bedre.

Hans Kongsgaard nemlig Alle Endnu hans B e c h g a a r d kalde.

Hvordan den sidste stod i Flor, Det ser man af det gamle Ord Om at se » Napoli « og dø. Se, den Gang gav den endnu Feu! Da var den paa den grønne Gren, For Kassen et anseligt Ben;

Men som Historien viser: Da var der ogsaa P ri ce r !

En Kammerherre dog nok veed At sige en Ballet Besked. Han satte sig det store Maal: Paa disse Ben at gøre Kaal. Han satte strax den Kunstart ud, Der truede hans Underskud. Og strax det Kassen lotted, Da han Balletten sletted. Dog har han ej den kunnet faa Til bag ad Dansen h e l t at gaa. Og, naar han holder Soirée For sig og Abonninerne, Han med en lille rask Svingom Den kvikker op. En Glæde, som

Just ikke gaar til Hodet Og ej ophidser Blodet.