S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

3 9 4

TJ~ d h a l e r e .

Kort sagt, det høje Thing har ikke skyndt Sig med Behandlingen, den Ting er givet. Men det er aldrig værd at overdriv’et; Thi Folk, som er med Obstruktion begyndt, Har dog til Slutning fundet baade Livet Og sammes Resultat en Kjende tyndt, Og lidt det hjalp kun paa den tynde Lykke, At deres Pander hørte til de tvkke.

Barn i K irke.

Puk var til Fadderstads hos Gamlefa’r Ib se n. Barnet var kommet lidt for tidlig og var blevet hjemmedøbt i Inte- gade, men nu skulde det da rigtig i Kirke. Det var en broget For­ samling, der var mødt. Af fremmede Gjæster var der C a w l i n g og Onkel Kra g med lille V i l h e lm , der sad paa Skjødet af Bogtrykker Græbe.

M an veed jo nok, det regnes for en Tort Og Skam, naar man er baade fodt og kaldet Til Yenstremand, endog af forste Sort, Og saa skal høre kun til Mindretallet; For alle, i hvis Lod nu det er faldet, Maa Livet ganske sikkert være haardt, Og det er desformedelst intet Under, At de til O b s tr u k tio n har gode Stunder. Da Valglovsrevisionen 2den Gang Var til Behandling i vort Folkekammer, Blev der en Tænders Gnidsel, Graad og Jammer, Der overdøved Formandsklokkens Klang. Til Obstruktion der nu blev særlig Trang, Fordi man savned’ Tordengudens Hammer, Og ellers intet Middel var til Huse Mod den Reform, man ikke kunde knuse. Saa smurte hver en åndig Radikaler Sit Mundlæ’er dygtig ind med Levertran; Der blev leveret milelange Taler, Og de var alle af det »rene* Vand. A l b e r t i var især en flink Udhaler Af forste Skuffe og holdt ikke Tand For Tungen i det lange Mandagsmøde, Men kjeded’ Stenograferne til Døde. Han brugte noget nær en Million Af den Slags Ord, der kunde være strøget, Uden at Indholdet blev mindre røget, Og gjorde derved klar for sin Person, At det hos ham var ikke Snakketøjet, Der ied af, hvad man kalder: Obstruktion; Thi det løb over, og for saa vidt røber Det ogsaa Maalet som en Overløber.

Han havde faaet lidt Korrekturværk af Gamlefa’r Ibsens næste Stykke at læse i og sad og troede, at han selv havde skrevet det, hvorfor han var umaadelig glad og vigtig. Og der var F i n n e og B e r n t Lie, af hvilke den sidste var med, fordi han ogsaa skrev Børnebøger ligesom Ibsen. Ib se n førte selv Fru No r a H e l m e r til Bords, fordi hun var en af de ældste og værdigste Damer i Familien. Da hun jo imidlertid havde den Uvane somme Tider at forsvinde midt under det hele, havde han Fru A l v i n g i Reserve. Saa kom P u k med lille Eyolfs Moder, Fru R i t a A l i m e r s , H e g e l havde Fra H e d d a Gabler, Græbe Frk. R e b e c c a W e s t , > i 1 og lille Vilhelm Krag havde faaet fat i H e d v i g Elcdal, der efterhaanden fik ham med paa en ordentlig Vildand. I b s e n bød velkommen. Lille Eyolf havde jo voldt ham en Del Bryderier,, men nu var han bleven noget mere sat. (Vilhelm Krag: Ja, i Korrektur). Naa ja, ogsaa det, men det havde rigtignok gjort ham noget fortrykt i Opvæxten. Nu var han jo imidlertid udkommen paa samtlige evropæiske Sprog, hvilket viste, at han dog heldigvis var under Forvand­ lingens Lov. Mere vilde han ikke sige, men blot opfordre Forsamlingen til at lade Krykken flyde. (Bifald). Puk talte for Hr. og Fru Allmers. Som bekjendt arbejdede Hr. Allmers paa en Bog om »det menneskelige Ansvar« (Vilhelm Krag abonnerer paa Korrekturen hos Græbe). Han vilde blot haabe, at Bogen maatte blive færdig, inden Hr. Allmers og Frue blev tvangsindlagte. Da de nemlig ligesom Grevinde S c h i mm e l m a n n holdt Asyl for Børn fra Gaden, kunde de jo vente sig. (Hedda Gabler og Hedvig Ekdal gjemmer deres Pistoler i Gamlefa’r Ibsens Baglomme). Ja, det gjorde ogsaa Puk ondt for Damerne med Pistolerne.

3 )