S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

Man maa haabe, Chancen tynd E r for en saa nedrig Synd, Saa den gamle Hædersgubbe Ej man vil til Side skubbe. Han var jo dog temlig smuk, Og han var saa rar i Puk; Derfor vil med megen Væde Tabet af ham vi begræde.

Krukken gaar saa længe til Yands —

B rø d re i Apollo .

Motto: Noget Sidestykke har vel »Maria« ikke i vor Literatur. Man maa søge til H e i n e s Jeg-Fortællinger i »Rejsebilleder « for at finde lignende Tone anslaaet . . . (E. B. i en Anmeldelse af P e t e r N a n s e n s Maria.) Personerne: P e t e r N a n s e n med T ilnavnet: Danmarks H e i n e . E n f r e m m e d Ma n d . E d v a r d s S k y g g e . Handlingen foregaar paa et Redaktionskontor. (Peter sidder og skriver. Den Fremmede træ der ind.)

Man af dem kan vente alt, Hvad der findes blot af galt. H ø g s b r o selv, vor gamle Ven, Maa en Gang om Maaneden Ryste i sine Perm issioner Over deres Operationer.

Listigt under B o j s e n s Bryn Skyder frem der Glædeslyn, Medens han geskæftig svinker, L unt hen til R e e d t z - T h o t t han blinker. R a s m u s C l a u s e n Diplomat — Skulde han mon Kandidat Til vor Høgsbros Embed’ væ re? Høgsbro aner en Chinære. Hidtil er det gaaet godt. Er der stiftet et Komplot, H ar det dog komplet sig hyttet, Ej den gamle Høvding flyttet. Tænk, om han nu ganske glat Blev en skjønne Dag forsat, Som de to sinaa Løjtenanter, Der var saadan Malefikanter. Trist han derfor skuer ned Paa siu gamle Menighed, Havde han haft B e n t h e i m hjemme! Det var altid dog en Stemme. Sæt de femogtyves Flok Gik til Højre nu en blod Skummelt smiler vistnok S c h a r l i n g — E r han deres litie darling?

Den Fremmede. Undskyld — det er vel ikke . . . ? Peter. Mit Navn er N a n s e n , populært kaldet H e i n e - N a n s e n . Den Fremmede. Saa er det D em ,. jeg søger. Kom til m it Bryst. , Peter. Hvorledes ? Jeg forstaar ikke . .. Den Fremmede. Du har reddet mig for Udødeligheden. Hvilken Overraskelse: at se sig selv gaa igen i Dig. Ja, Du undskylder jo nok, at jeg siger Du. Mit Navn er H e i n e . Peter. Hvad hører jeg, gamle Dreng! Den Fremmede. Sig H e i n r i c h . Peter. Naturligvis, Heinrich. J a , det havde Du nok ikke ventet. Den Fremmede. Aa jo — jeg har jo hele Tiden fulgt Dig. Hvor mindede dine Per-Anden-A rtikler mig ikke slaaende om »Buch der Lieder«.? Peter. Buch der hvad for noget? Ja, vi har ikke faaet den til Anmeldelse endnu. Men vi skal skrive til Edvard om at rose.