S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

3 4 6

En Dag i Anarkiets røde Hav Der skulde klares en forbistret Brænding, Hvis Aarsag der var mer end nok af Spænding; Da krænged’ Skuden pludselig og gav Gap ri v i udenbords en fugtig Grav. Men Kejseren bemærked’ : Hvilken Vending Ved Himlens Førelse og ved min egen! Nu skal Fyrst H o h e n lo h e hitte Vejen! Paa Støvlerne. Ifølge » Nationaltidende « udførtes Solodansen i »Trubadurem forleden Dag af Damerne W es tb e r g, T y c h s e n og C h a r l o t t e H a n s e n . Folk, der saa det, syntes ikke, de kunde faa Benene rigtig med sig. Men maaske kom det af, at det formodentlig har væ ret en Extrayais.

X Bra ndv ag ten Jeg maa nu si’e, at jeg har immer godt kunnet li’ denne lille grinværdige R o s e n b e r g ude ved Dagmar, for se betragtet ud fra de mere ingvendige P artier a en ærlig Brandmands Bevidst­ hed er han dogli’som henhørende til Faget, ved det han er li’som vedvarende Skorstensild i det Indre og gnistrende ud af Halsen.

D en nye Kurs var sat — naturligvis Som andre nye Kurser — midt i Havnen, Hvor Sejleren var sikret nok, i Favnen Af gode Havnemole, mod Forlis. Den nye Rejsekejser stod i Stavnen Og kvad en Opsang til Gud Æ g ir s Pris; Thi han var ingen brølende Orkans Mand, Men efter Mythen ganske sikkert — Ran's Mand. Afmønstret B ism a r k blev og heldt i Land, Skjønt han var en af dem, der nødig .slipper Et Ror, og som en helbefaren Mand Han havde klaret baade Skjær og Klipper, Og ingen kan fortælle Pressen Skipper­ historier saa mageløst som han. Heri man turde uden straks at blinke Hans Eftermand godt kalde for en Sinke. Altsaa: O ap r iv i fik en Klo i Rattet, Mens Skuden lystig gjennem Tandet skar. Snart i Kanalen, snart i Kattegattet Og snart ved Norges Kyst man blev den var, Saa der var ingen Moders Sjæl, der fatted’, Hvorhen »den nye Kurs« i Grunden bar, Ja de, der saa den nøjere paa Fingrene, Bemærked’, at den forekom dem slingrende.

Og derfor var vi Brandmænd jo ogsaa henne og klappe ham frem efter hanses Drama, og det var nydeligt og se ham komme frem i Bajsikkelkostyme og bukke for vos Publikummere. Hvem der ku’ ha’ gi’et ham en lille Straale til Form erelse af Øje­ blikkets Højtidelighed! Hvad ellers anbelanger samme Drama, da er det jo saadan lidt sjemytligt i Begyndelsen og mere bevæjeligt i Finalen, nemlig angaaendes Henning Tondorf, der er V i e h e og gift med Didrektøren sin Kone, hvad han skulde væ re evig fornøjet over formedelst Æ ren, men alligevel ikke skjønner paa, da Didrektøren sin Kone alligevel inte faar saa gode Roller og inte er saaddan Primadonnert som Frøken H o r n e m a n n , hvorfor han elsker hende mere, overensstemmende med sin Stilling som første Helt og Elsker ved Theatret. Og da Rosenberg ogsaa foretrækker Frøken Hornemann som Prim adonnert fremfor Didrektøren sin Kone, saa holder han med W iehe eg arransjerer det saadden, at han og Hornem ann skal have hinanden i sidste Akt. Men saa kommer der alligevel Kludder i det, begrundet paa, at Frøken Hornemann falder af Hesten og sla’r sig ihjel, saa hun maa melde sig upasselig, men W iehe vil dov inte ha’ Didrektøren sin Kone men skjælder hele Verden og Borger- repræsentasjonen og Autoriteterne og Menisteriet Huden fuld, fordi det er skidt i denne elendige Verden. Og det er formelig nydeligt og høre paa, saadden han kan give dem af Grovfilen, og nu kan de sige, saa længe de vil, at Rosenberg har hugget

Og, efterdi man veed, at Søen tærer, Man skumled’ over, at en slig Sejlads Blot for at svømme med de andre Pærer Blev ikke Riget nogen billig Spas, Især da Lasten tidt var K 1e i s t-Affærer Og andet lignende fordægtigt Stads. Men, Skuden ændred’ lige glad Signaler, Imens den krydsed’ for at pilke Hvaler.