S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

3 3 4

Paa Slagord var den ikke læns, Og ad Forligets Korsekvens Den blæste, den b læ ste: Huha, uha, huha, uha! Den grumme svævende Debat Sig ogsaa kunde lapse Naturligvis med Haab om Skat Paa Fattigmandens Snapse; Finansm inister L ü t t i c h a u Paa Fløjte for en saadan Lov Just blæste, ju st b læ ste: Ak ja! Ak ja! Ak ja, ja ja! Alt mellem Jord og H immel man Gemytlig diskutered’, Saagar Grevinde S c h i m m e 1m a n n Som B randstof figurered’. J. J e n s e n var i høj Grad gal Paa vort Kommunehospital. Han hvæste, han hvæ ste: Hu ha, hu ha, hu ha, hu ha! Men, det er sandt, at ingen veed, Hvor næ r ham er hans — Hale. Det høje Things Veltalenhed Til sidst sank hen i Dvale. E t Udvalg nu Budgettet har, Som paa den Fløjte, B o j s e n skar, Skal blæse, skal blæse: Aah ja. Gu’ ja, aah ja, Gu’ j a ! romerske R inge, hygger Stolepyram ider, spiser Ild og Blaar eller danser paa Line. E. Hvad bestiller De da? F. Vi synger Revyviser. E. Tak, der har vi det! Saa kan De maaske selv indse, hvor dybt De er sunken. F. Kjære, hedste . . . om Forladelse, men paa Theatret har jeg aldrig bestilt andet, og min Kone er en født Revyfigur. E. Men i Alléen er De Skuespiller, i Jærnbanegade er De Artist. D et gjør en himmelvid Forskjel. F. Saa forekommer det mig, at De i sin Tid burde have forbudt Frederik Jensen at optræde paa Nørrebro som Serpentinedanserinde. E. D et er noget ganske andet. Han hæver A rtisternes N iveau, medens De sænker Skuespillernes. F. Men faar jeg da ikke nogen E r­ statning for, at jeg saadan uden videre er sat paa Gaden? E. Jo selvfølgelig. Vi er heller ikke urimelige. De faar Tilladelse til at søge Pladsen som første Elsker .ved det kongelige Theater.

D e t rene Venstre holdt en Støj, Den Gang den ordinære Finanslov ikke blev til Røg Og til en ren Chimære. A l b e r t i var i Kammen rød, Og H ø r d u m heller ikke sød. H an hvæste, han hvæ ste: Hha, uha, uha, uha 1 Da paa et ordinært Budget Igjen de skulde ruge, Man brugte Munden ganske net I godt og vel en Uge: Behandlingen blev ordinær, Skønt Texten man hinanden her Dog læste, dog læste; Huha, huha, huha, huha! Vor brave Bergianertrop Sig mored’ med at præk6 Den ene Dag ad Stolper op, Den anden ned ad Vægge.

Eugen og Frederik . (Sam tale paa D aad- og Rom huset.) |A -----------—

F. Oprigtig talt, Deres Højvelbaarenhed, jeg indser ikke ganske . . . E. Ikke det? Kan De ikke begribe, Mand, at De har bedst af ikke at optræde i Cirkus Yariété? F. Ikke saadan ved en umiddelbar Betragtning. E. Maa jeg hjælpe Dem at lægge Deres Tanker til Rette. De er jo Skue­ spiller, ikke sandt? F. Det kan jeg ikke nægte. E. Og Deres Kone er Skuespillerinde? F. Det er ganske rigtigt, Deres Høj . . . E. Disse to Kjendsgeminger indrømmer De altsaa. Nu smigrer jeg mig med, at De har fattet den dybere Mening i m it Forbud. F. Endnu des værre ikke, Deres Maje . . . Deres Højvel . . . E. Saa maa jeg udtrykkø mig tyde­ ligere. Ser De,kan vi ikke enes om, at en Skuespiller nedværdiger baade sig selv og sin Kunst ved at optræde paa en Yariété? F. J o, i visse Tilfælde, Deres D u rc h l. . . Deres Højvelbaarenhed. Men, hvis jeg ellers maa tillade mig, saa er Sagen den, at hverken jeg eller min Kone klatrer i

Eugen. Naa, det var heldigt, at De kom. H ar De ikke D eres Kone m ed? Frederik. Nej, men jeg har Mandat til at møde for hende. E. Meget vel. De forstaar naturligvis, at dette h er ikke kunde gaa i Længden, og at jeg h ar handlet i denne Sag ude­ lukkende af H ensyn til Dem.