S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

323

Strøget ? Aldrig været den mindste Smule letsindig med Deres fra Fædrene nedarvede Pengemidler? Aldrig ansøgt om en Klasselotterikollektion ? Det gjør mig ondt for Dem. Han saa virkelig meget nedslaaet ud. Paa en Gang greb han Puk i Armen. — Gjør mig en Tjeneste, kjære Puk. Gaa med mig hjem og spis til Middag. Do vil træffe udmærket Selskab. I Dag kommer der f. Ex. en Etatsraad og en Grevinde. Maaske kommer den udmærkede Fri da- Schyt t e- Bi ograf P e t e r N a n s e n ogsaa. • — Maa jeg da spørge, med hvem jeg har den Ære — ? — Mit Navn er P o n t o p p i d a n . — H e n r i k eller M o r t e n eller Er i k? — Knud. Men vil De saa ikke gaa med? Da Puk gjerne vilde overvære den berømte Pontoppidanske Selskabelighed, gik han med. Det var et rigtig fornøjeligt lille Gilde. Kun var det Puk noget paafaldende, at efter Bordet forsvandt Gjæsterne En for En sammen med Husets Herre inde i et liile Sidekabinet, og naar de kom tilbage, var de bievne derinde, saa at Pontoppidan stadig kom alene. Da Puk paa den Maade havde set Peter Nansen forsvinde, spurgte han, hvor han var bleven af. — Indlagt, svarede Pontoppidan. Til Observation. — Observation? Jeg vidste ikke, at her var et Observatorium! — Jo netop. Peter havde givet sig for meget af mød at kige Stjerner — i Schyttens Himmeltegn. Paa dette Tidspunkt fandt Puk det passende at tage Afsked. Men der var ikke Tale om, at den elskværdige Vært vilde give ham Lov dertil. Der var ikke andet for end at gaa- ind i det lille Kabinet. Da forstod han først, at han var bleven indlagt. — Thi, forklarede Pontoppidan ham, en Mand, der aldrig før har været indlagt, uagtet han i flere Aar har været bosid­ dende i Kommunen, ham m aa d er v æ r e n o g e t a b n o r m t véd. Berlingske Tidende foreslaar Oprettelsen af Kiosker, k-yor man kan faa varmt Vand paa Maskine. .' Det er nok ingen daarlig Idé: der er mange andre ældre Herrer, som det vist vilde tiltale i høj Grad, især hvis der kom lidt Tilsætning til Vandet. Hvad om Storkereden blev indrettet til det? Det varme Vand kunde komme ovenfra og det, der skulde i, fra Skrub­ tudserne forneden. Siet ikke skruptodset

I n d u s t r i f o r e n i n g s - G l æ d e .

Tænk, at saa gemytligt skal der være Nok i Industriforeningen, Det maa nedrig Ondskabs Sladder være, At det ej har været Meningen. Alle Folk er glade der ved Mio h e l s on, Thi fra ham nok kommer hele Kvikkelsen, Og saa møget er da ogsaa vist: hari Har en Gang spist Frokost hos Prins Kristian. Men, naar Hofjuvelen er en Perle, Hvorfor skal da » Dannebrog « ha' Lov Til saadanne med Kritikens Ferie Med de pæne Folk at gjøre Sjov? Industrien? Snedkringen og Strikkeisen? Pyt med den, naar. bare vi har Michelsen Han af Snedkeri i alt Fald holder Fanen højt for sludrende Chatollor. Jo, saa har han jo .som Mesterstykke Nylig lavet sig en Sekretær, Han skal nok ha’ gjort en voldsom Lykke, For han snakker fra et dejligt Læ’r. S. chi øt t — vel kjender end ej Hoffet Skikkelsen, Men han bli’er maaske en anden Michelsen. Frydefuldt hver Iridustriven skeler Til Konstellationen : to Juveler! Hvilken gylden Fremtid er der derved Ikke skabt for vores Industri: ’ • A -- • t. , , ? Det er heldigt, at man er saa nøøri ved Vores gode, gamle Tivoli. Tænk, om Tivoli nu ved Beskikkelseri Af en Direktør erhverved Michelsen*! Hvorfor ikke Industri i Tivoli, Naar dog. Industrien er saa livelig? Industrien nu kan triumfere, Nu beskinnes den af Lykkens Smil; Morgen, Aften, Middag skal florere — Særlig Middag — Bordets Kunst-Textil. Det forhøjer Stemningen ved Drikkelsen, Naar der saadan spindes lidt af Michelsen, Snart en Schiøtts-Aand skal derover svæve, Tænk, hvor det Begejstringen vil hæve.

■V