S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

Og formedelst de Principper Begge de med Livet slipper: Begge slap for Saar og Skrammer, Landet slap for Katzenjammer, Som skam bleven var alvorlig, V ar vor E s m a n n bleven daarlig. Nu han sejersstolt sig vifter, Pønsende paa ny Bedrifter.

K l a t z e n j a m m e r . \ ikJ' 1 k

B r a n d v a g ' t e n . Er det saa’nte det, jeg sier, at man skal bare imm er ta’en med Sjemytlighed og -barestens forsøje noet nyt, naar a’ m an er been kjed ai: det gamle. Som jeg saa tidt har sagt til Fesseren ude ved D a g m a r : Inte gaa og være saa begrædelig immervæk over det, at disse gamle tyske Tragejeskrivere er kreperet og har væ ret rørstrøm ­ ske; bare dandere den med lidt

Samfands-Eusser, godt raed Blus paa, lille E s ma n n med sin Puds paa Sig i Laget mingelerer, Paa en Gjenstand inviterer. Stor Forfatter, dejlig Drikke, Russerne det modstaar ikke. Russerne paa Pelsen drukne, Nogle ældre Herre mugne. S t e i n c k e, Overretssagfører, Disse Russers Kvide rører. Rystet i sit Indre, saa de Ædle Dele Rystetoddy Blev, han Esmann-det bebrejder, Hvorpaa han ham bearbejder, For at imponere Massen, Med en lille en paa Kassen. Stor Ballade, Ærens Love Knap til næste Morgen sove; Lige strax paa Morgenkvisten Gaar man til at skille Tvisten. Underlige Morgenlufte, Helteaauderne fordufte, Katzenjammer vild i Ho’det — Jamen meget Vand i Blodet. Nogen bange? Ih bevares, Hver især af Mod en Ar es. Der er Ild i disse Bryster, Det er deraf, at de ryster. Dog de begge har en egen Afsmag for Pistolers Pegen. Det skal være sundhedsfarligt: Man med sligt maa omgaas varligt.

Grinværdighed ind imellem, saa skjær’en sgu nok. Og nu har Fesseren sgu ogsaa lagt disse mine bevæjelige Ord paa Hjerterødderne og givet »Den vantro Thomas«, som kanske skal være en fin Spydighed til T h o m a s N i e l s e n , der inte mere kan huske, at han har vaaren racltikal, indtil Højre gaar hen øg gjør M a t z e n til Mand i Huset, mens Thomas maa gaa om i sit eget Landsting og ærke sig, men som alligevel er inte andet end som Plaserlighed og Grinagtighed over det hele, saa det dik ker i Livet paa alle Fesserens tragiske Abon­ niner i Etasjerne. Men det var nu inte ju st det, jeg vilde bemærke. Næ, som jeg siger til min Ven Ferdinandsen, der laver Lyn og Torden i K ulisjerne: »Vi maa sgu ud og se denne hersens L y n ep o t t e fra L evertheatrét i P a r i s . D et er Simpellisme,« siger jeg, »det er Fremskridt, den maa vi med paa.« Og det var :et sgu ogsaa, nemlig Fremskridt, og skjønt man hverken ku’ se dem, begrundet paa, at bele Sylten foregik i et Flue­ skab, eller forstaa, hvad de sagde, saa var ’et dog overmaade belærendes. Handlingen bestaar jo nærmest i, at først saa sitter Lyne- pottens Kone i Flueskabet og kiger ned i en farlig stor Suppetarin og siger, at bun har taft sin Forlovelsesring ned i Tarinen, og saa er vel Forloveden been krasbørstig i Ansegtet og har slået op med Pigebarnet. Men saa kommer jo Lyne- potten og siger, at det skal hun aldrig kere sig om, for bare hun vil felove sig med ham, saa skal han nok forære hende en anden. Og saa gaar de jo til Guldsmeden sammen og bliver ringfelovede. Men Pigebarnet kan nu en Gang inte holde paa nogen Ting, og hun klatter ogsaa den anden Ring i Suppetarinen. Saa kommer Lynepottens Broer, og han har ingen Syle til og kjøbe hende Ring for, men de bliver dog