S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

Vel er det trist, at det om ham forlød, c y A t det Talent, som han for Dagen lægger, E r ikke til at samle Venstres Ræ kker Saa meget, som at samle — Levebrød, Der altid dumped’ i Fam iliens Skjød; Men, det er »Fadets« Indhold dog, som trækker, Og, sam ler han blot d e t i Gylden-Aarene, Saa gjør det ingen Ting, man spreder — Skaarene.

u r o r S a , n o . l i r i g “e n -

En Historie om fem Høns og en Hane. iy'

Der var en Gang en Gang, c*a Kjøgehønsene havde mistet deres gamle, røde Hane, aa, saadan en dejlig Hane, der kunde staa paa ét Ben og sige Kykke- liky ! saa det kunde høres langt »ed i Evropien, hvor han var v‘ • jjp kommen fra,- for han var af den evropæiske Fandengale-Race. I

k V ' W j U iVfcya

-C!i

tf \

}■$

D e r var en Tid — ak! den er nu forbi! — Da salig B e r g var for sin kloge Ledelse Af Landets »samlede« Demokrati Saa noget nær en Gjenstand for Tilbedelse. Hans sjældne, diplomatiske Geni Forskaffed Yenstre stadig ny »Adspredelse«; Thi, naar det ikke stod for ham paa Pinde, Adspredte han det strax for alle Vinde. Ja, det var ikke ganske faa Dravater, Partiet døjed’ efter hans Behag, Des Aarsag er de gode Demokrater Behørig spredte ad den Dag i Dag. Snart under dansk, snart evropæisk Flag Og snart som »Rene«, snart som Rene-gater Har efter salig Oli r e s ten s Tilberedelse I syv Slags Grupper Venstre søgt Adspredelse. Men, da Partiet ikke godt kan ramle Stort mere sammen, end det nu er sket, Saa maa her først forsøges paa at samle Det til en ny »kompakt«*Majoritet, Som Førerne paa ny kan skaffe spredt Til alle Kanter, ganske som den gamle. Det er jo ingen særlig Fryd og Gammen At sprede det, som ikke hænger psammen. Men, hvor er Manden, han, den villiestærke, Som kan erstatte B o g ø s salig Drot? Det Bryst, som rummer baade Dannevirke Og alskens forsvarsnihilistisk Spot? Det er den blide H ø g s bro, hvis Kalot Skal være Dannerfolkets Enhedsmærke! — Pas paa! Til Efteraaret Venstre flokker Endrægtig sig om Folkethingets Klokker!

\

•v._ ’Y(w'' V/ fn,. ri™ Stedet for den gamle, rare Hane havde de faaet en stor, sort én, som først var lidt blakket under den højre Vinge og siden blev det under den venstre. Men ham kunde de rigtige Kjøgeliøns ikke lide, for han var en Brandhane, og deres forrige Hane var en Vandhane. Men nu skal I bare høre, nu kommer det morsomme. En Dag samledes Hønsegaardens Beboere til et Møde, og de var der allesammen saa nær som den ny Hane, han sad langt borte i en stor, stor By paa Toppen af en Flagstang og passede paa, at Flaget slog de rigtige Folder. Men Hønsene var enige om, at de ikke vilde have nogen af deres egne smaa Hanekyllinger til Gaardhane, de vilde leve og dø med deres gamle Hane, skjønt han egentlig kun var en Inte-Hane eller Kapun, men de syntes nu bedst om kam, fordi han kunde gale højere og lægge større Vindæg end alle ' de andre Haner i hele Landet, Til sidst udnævnte de fem kloge Høns, som skulde flyve lige ind til den røde Inte-Hane og gjøre sig rigtig lækre for ham ved at slaa Halen ud som en Vifte og slæbe den hen ad Jorden. Saa fløj de fem kloge Høns lige op og satte s i g i J o h a n s e n s Ballon, som netop var paa Rejse- fra Kjøge til Kjøbenhavn, og det var en morsom Tur, for Johansen kunde saa mange Luftskipperløgne, som de hakkede i sig med stor Appetit. Han sagde, at han kom lige fra Maanen, som han var Manden i, og at oppe paa Maanen kjendte alle Høns den store, røde Hane, som havde en stor Fremtid for sig der oppe; Maanehønsene kunde tydelig se, hvordan han gik nede paa Jorden og spiste Reformidioter, og alt det troede de fem kloge Høns, for klogere var de ikke. Da saa Johansen kom ind over Integade, fløj de fem Høns ned og sagde saa mange Tak for god Befordring og behagelig Underholdning. Deres gamle Hane sad paa sin Pind og saa -yyf' '-V ^ ^