S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

290

K e j s e r e n s Tale.

Dog først og sidst han betonede Saa kraftig, som han formaaede, At han, lig sin Bedstefa’er tronede Som S e lv h e r s k e r af G ud s N a a d c For Kirken og Troen fra Posen til Pfalz Han manede Folket af Dvalen, Men — d a n s k e Kirkebønner paa A ls, Derom var nok ikke Talen. Mod V a n tr o og D y d s f o r n æ g t e r n e Han ivred’ med dybtfølt Rørelse Og haabed’ for Efterslægterne En Vending ved Himlens Førelse Med Sædelighed og Moral derhos Og Kristendom i Finalen; Men — gjengive N æ s t e n det ranede Gods, Derom var dog ik k e Talen.

¡ j \ ¿ L m L u Å \ . ^ SÁ, Í J \ ¿ y J /

'Ø r O g Kejseren præket!’ i K ö n ig s b e r g Mod Tidens vanartede Retning Omtrentlig som salig P h ø n ix b e r g Med Eftertryk paa hver Sætning, Han hævdede baade med Fynd og Klem, At det var sløjt med Moralen; Men — om at oplive P a r a g r a f 5, Derom var nok ikke 'Talen. Først vendte han sig mod A d e le n , Hvis Holdning han kritiserede, Den fik sin Andel af Dadelen, Formedelst at den opponerede. ¡>Noblesse oblige /* Med disse Ord Han Junkerne gav paa Halen; Men — om Noblesse paa S ie s v ig s Jord, Derom var nok ikke Talen. Saa fik man et Ord 0111 A g r a r e r n e Og sammes daarlige Tider, Plus alt, hvad af P r o le t a r e r n e Det stakkels Germanien lider. Han sled for at lette Tidernes Aag, Derpaa han tomte Pokalen, Men — lette Nordslesvigs S k o le s p r o g , Derom var nok ikke Talen. i- r Derpaa fik den t y s k e S æ d e lig h e d Det trøstende Ord at høre, At den var idel Begrædelighed Og ikke blot inden Døre; Beviserne vilde falde ham let — Betænk blot K o t z e-Skandalen! Men — skaffe et v o ld f ø r t F o lk dets Ret, Derom var nok ikke Talen.

'C E n B e g - r a v e l s e

Puk var med til at følge »Hvad vi vil « — nu »Hvad vi vilde « — til Jorden. Alle Abonnent- inderne var naturligvis med, og alle deres Klokker ringede. Blandt de tilstedeværende ældre Damer bemærkedes naturligvis først og fremmest Fru J o h a n n e Me y e r og F r e d e r i k Baj er. Eilers var naturligvis en Del

Foreninger repræsenterede, saasotn Jordemødrenes Sangforening, Foreningen til Tivoli-Abonninernes Beskyttelse og Svigermødrenes Fagforening. Desuden var der et stort kvindeligt Musikkorps, der blæste Liget et Stykke, hvilket, de fleste Kvinder for Resten havde gjort allerede i dets levende Live. Sorgen mellem Følget var ubeskrivelig. Navnlig talte alle Medarbejderskerne sort i Dagens Anledning for at lægge deres IJtrøstelighed for Dagen, og naturligvis var alle klædt i Sort med Undtagelse af Strømperne, der gjennemgaaende var blaa. Fru J o h a n n e Me y e r holdt den uanmodede trøsterige Tale. Af alle Mæudenes Overgreb var maaske det allerfrækkeste det, at de altid vilde være ene om at bolde Ligtaler. Grunden hertil var nemlig den, at de ikke kunde unde Kvinderne en af deres bedste Fornøjelser: at beholde det sidste Ord. Bladet havde altid kæmpet for Kvindernes Valgret — til sidst havde det slet intet andet Valg haft end,at gaa ind. »Hvad v i vil « skulde have været alle danske Kvinders Organ, det skulde have været den Mund, hvorigjennem Kvindernes Anskuelser kom frem for Offentligheden ; des værre var der altid saa' faa Kvinder, der holdt deres Mund, og derfor var der saa faa, der holdt »Hvad v i vil«. Hermed overgav hun det lille Lig til Jorden. En D a me bemærkede, at hun ved Gud altid havde holdt saa meget a f »Hvad vi vil«, men det var da rigtig nok for galt, at Pigerne brugte det til at svare igjen i. Det var saamænd

Vf)