S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

En forfu lgt U sky ld igh ed . \

Friedrichsruh, saa at denne tregraahaarede Statsmand endog siges herom at have bemærket til sin Sekretær, Dr. Chry- sa n th em u m : »So ein Ding mochte ich auch haben«. Og vel maatte denne vidt skuende Statsmand udbryde i disse alvorsfulde Ord, som Hr. Capri v i gjorde klogt i at skrive sig bag Ørene, naar man erindrer, at Tiderne er saa slette, at D rachm a n n og en sydtysk Forfatter i Følge førstnævntes eget Referat var omtrent de eneste »anstændige« Mennesker, der var til Stede paa den tyske Forfatter- og Journalistkongres i H am burg. Men denne ganske naturlige Jalousi, der i saa Henseende kunde være vakt hos vor sydlige Nabo, vil dog næppe fremkalde nogen yderligere Spænding, takket være det verdenshistoriske Møde mellem den tyske Altreichskanzler og den danske Presses flyvende Hollænder, Hr. C aw lin g. Naar disse to Stormagter, saaledes som det fremgaar af » Politilcen « for 16. Juli, har trykket hinanden i Haanden, turde Verdens­ freden foreløbig ikke være truet fra den Kant, og det Jord- skjælvi K o n s ta n tin o p e l, der har bevist Nytten for Tyrkerne af at gaa med vide Buxer, saa de kunde have noget at ryste i, vil forhaabentlig vise sig at være et lokalt Naturfænomen, der ikke staar i nogen som helst Forbindelse hverken med Sukkeraktiernes Dalen, med Hr. Je. K. L a u r id s e n s Ind­ trædelse i Good-Templar-Ordenen eller med gamle G lad ston es Beslutning om at lægge sine blaa Briller og træde tilbage i Privatlivet, uden saa meget som at forbeholde sig den Retrætepost som kongelig dansk Theaterchef, der endnu staar ledig.

H e n n in g J e n se n , Socialist, Ex-Præst, gejstlig Pensionist, Var for nylig paa Turnée, Præsterne til Spot og Spe, Vilde ramme nogle Pæle Gjennem disse sorte Sjæle, Som jo Jensen kjender bedst Fra den Gang, han selv var Præst. Ak, men Verden er jo slet, Hvem var forberedt paa det? Gejstligheden ej sig from Viste, men i Harnisk kom: Henning Jensen slemt man røfled, Rent ud sagt man ham kanøfled, Foreholdt ham hans Pension Uden Naade og Pardon. Henning Jensens Kristendom Har nu gjort ham tem’lig from, Ret godmodig og polisk; Men ved dette blev han bidsk. Thi af alt i Konfessionen Elsker særlig han Pensionen, Ja, den ef for ham omtrent Næsten som et Sakrament. Og i H ø ru p s »Politik« Harmfuld han i Ilden gik For den Naadegave, han Htke godt undvære kan: »Ikke ved Pensionen lirke, Den er i den ganske kirke Ene af utvivlsomt Værd; Dertil mig personlig kjær.« Denne Præken haabe tør Man har virket, som den bør, Saa der bliver mere Stads, Naar igjen paa Visitats Jensen skal. Vort Lands Konventer Ham med fuld Musik da venter Som en Kirkens Skytspatron Og især med fuld Pension.

3 ®

Da Forskønnelsesforeningen havde udruget sit Storkeæg, glemte den at sørge for Drikkelse til Ungen. Man bør lade den Fugl flyve — til Nilen efter Vand. Maaske kunde den ved samme Lejlighed fiske et Springvandsprojekt, der ikke var dødfødt.